Vibe Klarup: Ja, civilsamfundet yder selvcensur – det er der en god grund til

I Amnesty oplever vi det for eksempel i Indien, hvor regeringen har indefrosset vores bankkonti og i Rusland, hvor vi har fået frataget vores NGO-licens.  

Vi begrænser heldigvis ikke organisationers råderum i Danmark. Det betyder dog ikke, at NGO’ er ikke kan opleve at blive lagt politisk på køl indimellem. Det må vi kunne tåle, selvfølgelig.

Flere betændte debatter

Udfordringen herhjemme er, at der skal meget mindre til nu end tidligere, før en sag bliver betændt.

Polariseringen er sine steder så stærk, at man som offentlig aktør risikerer at blive genstand ikke kun for hård kritik, men også at blive udskammet eller hånet.

I det danske ngo-miljø deler vi erfaringer om, at det er svært at arbejde med og ytre sig om køn og ligestilling, om minoriteter, racisme og antisemitisme. Det samme gælder katastrofen i Gaza.

Problemet er, at stadig flere dagsordenener har potentiale til at blive polariserende: klima, fødevarepolitik, handicappolitik og lige nu sågar re-wilding af naturområder.

Syv ud af ti danskere trækker sig fra debatten af frygt for hadtale. Det er et alvorligt faresignal for vores samfund.

Vibe Klarup
Generalsekretær, Amnesty International Danmark

Det kan afskrække ikke kun almindelige borgere fra at engagere sig offentligt, men også de mange virksomheder, fonde og institutioner, der traditionelt har bakket civilsamfundets sager op.

Det er blevet langt mere omkostningsfuldt at engagere sig i den offentlige debat – både som privatperson og som virksomhed og fond

I Amnesty har vi samlet en lang række fortællinger fra aktive borgere, der er blevet udsat for så meget had, at de har trukket sig fra de offentlige debatter, de ellers brændte for. Det er ægte selvcensur.

En Kantar-undersøgelse fra sidste år, som vi foretog, viste, at syv ud af ti danskere trækker sig fra debatten af frygt for hadtale. Det er et alvorligt faresignal for vores samfund. Og det øger behovet for, at vi civilsamfundsorganisationer tør stå sikkert på scenen og tage noget af skraldet, når debatten er hård.

Vi har navn og logo at læne os op ad, og vi står ikke alene som enkeltpersoner, men har et kollegaskab, der griber os, hvis en debat gik skævt.

Det kan gøre ondt og koste opbakning her og nu at stå fast i de polariserede debatter. Men det er vores opgave som civilsamfundsorganisationer også at sige det, den enkelte borger ikke har styrken til alene.

Hvis vi kigger i skuffen med vedtægter og formål, så ved vi godt, at det ikke altid er ministermødet i morgen, der er vigtigst. Det er, om vi er på den rigtige vej mod målet om at vinde vores mærkesag.  

Pointen er, hvis foreninger i det daglige arbejde indimellem pålægger sig selv strategisk tavshed, er det sikkert klog forvaltning af mandatet.

Den opgave, civilsamfundet aldrig må svigte, er løftet om at stå side om side med dem, der ikke kan eller tør tale selv. I en polariseret tid, er der mere end nogensinde brug for, at vi løfter den opgave.