Socialborgmester: Lad os aflive myten om, at ngo’er bliver straffet for at udtale sig kritisk

Civilsamfundet spiller en uvurderlig rolle i det sociale arbejde i Københavns Kommune.

Ngo’er og de tusindvis af frivillige har nemlig en helt særlig evne til at skabe en god kontakt til socialt udsatte mennesker, som offentlige myndigheder, kommuner og staten kan have svært ved.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at vores samfund ganske enkelt ikke ville hænge sammen, hvis ikke det var for civilsamfundet og de frivilliges store arbejde.

Finansieringen af civilsamfundet er i høj grad bundet op på støtte fra private aktører og offentlige midler fra både staten og kommunerne.

Vi sidder på ingen måde med en sortliste med navne på organisationer, der har udtalt sig kritisk om kommunen.

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Det er derfor også helt legitimt at undersøge, om der er organisationer, som afholder sig fra at kritisere for eksempel kommuner af frygt for at blive forbigået næste gang, der skal uddeles penge.

Vi bør spørge os selv, om der er organisationer, som udøver selvcensur for ikke at bide den hånd, der fodrer dem.

Jeg håber det virkelig ikke, og det er da også langt fra min oplevelse.

Gennem mine mere end ti år som medlem af Borgerrepræsentationen og siden som socialborgmester har jeg samarbejdet med mange forskellige civilsamfundsorganisationer, og det har blandt andet vist mig to ting:

For det første er ngo’er i København flittige kritikere af kommunen – en kritik, jeg byder velkommen.

Og for det andet skader det på ingen måde organisationerne at komme med kritik. Nærmest tværtimod.

Ingen sortliste over organisationer

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at få aflivet myten om, at ngo’er risikerer at miste deres støtte, hvis de udtaler sig kritisk om en kommune eller de politiske beslutninger, vi tager på Rådhuset.

Der er ikke noget at frygte, når det gælder Socialudvalget i Københavns Kommune – og heldigvis for det.

Når Socialudvalget uddeler støtte til organisationer, der laver socialt arbejde, ser vi samlet på de indsatser, som organisationerne kan tilbyde byens mest udsatte borgere.

For os er det væsentlige, at vi når alle målgrupperne og kommer bredt omkring deres behov. Vi sidder på ingen måde med en sortliste med navne på organisationer, der har udtalt sig kritisk om kommunen.

Og lad mig med et glimt i øjet tilføje, at hvis vi vitterligt sad med en liste over ngo’er, der skulle fratages muligheden for at få støtte, fordi de havde sagt noget kritisk om os, så ville der være uendeligt få organisationer, som kunne få penge.

Jeg oplever faktisk uhyre sjældent, at civilsamfundet holder sig tilbage med kritiske opråb, hvad enten det er kommuner, politiske beslutninger eller kritisable forhold i samfundet generelt, der er omdrejningspunktet.

For mig er organisationernes kritik en stor styrke for udviklingen af det sociale arbejde. For kritikken er med til at udpege de blinde vinkler, der kan være i kommunens arbejde, og når kritikken er bedst, kommer den med konkrete bud på alternative og kloge løsninger.

De input gør, at vi i kommunen kan skabe endnu bedre indsatser for hjemløse, børn og voksne med handicap, udsatte børn og unge og københavnere med brug af stoffer og alkohol.I Socialudvalget er vi faktisk også særligt opmærksomme på de organisationer, der ikke råber højest. For der er en risiko for, at de bliver overset, og det må ikke ske.