Kan man tvinge lokalforeninger til at skabe kommunal velfærd?

Da begrebet ”Åben Skole” blev introduceret i forbindelse med Folkeskolereformen i 2013, fremgik følgende sætning af de første udkast til loven: ”Kommunalbestyrelsen kan i det omfang foreninger og organisationer modtager kommunale tilskud, forpligte disse til at samarbejde ved at stille krav om samarbejde som forudsætning for opnåelse af kommunale tilskud.”

Dermed ville kommunen kunne ’tvinge’ en idrætsforening til at stille med frivillige trænere til at kvalificere idrætsundervisningen på den lokale folkeskole.

Heldigvis røg formuleringen ud af loven, for det ville have været en hån mod den frivillige foreningstradition i Danmark.

Hvis foreningerne og kommunen skal skabe værdi sammen på nye måder, må det ske ad frivillighedens vej.

Der findes masser af gode eksempler på partnerskaber mellem lokale foreninger og kommunale aktører, hvor foreningerne frivilligt bidrager til at skabe værdi i lokalsamfundet.  Også i større omfang end det man kan forvente, og for flere end egne medlemmer og frivillige. Det kan være en idrætsforening, der styrker idrætsundervisningen på den lokale skole, eller en aftenskole, der samarbejder med det lokale sundhedscenter om at indlemme genoptræningspatienter på aftenskolens bevægelseshold.

Urimelige krav ved kagedåsen – pisk eller gulerod?

Når kommunen uddeler tilskud og puljemidler til lokale foreninger, er der ikke en ligeværdig magtrelation. Det virker som en oplagt mulighed at stille ekstra krav og betingelser til foreningerne. Jeg møder også i stigende grad pressede kommunale nøglepersoner, der lufter ideen om at stille flere krav til foreningernes ’modydelser’, når de nu modtager kommunale midler.

I bedste fald er det dumt og i værste fald ulovligt. Der er nemlig helt andre logikker på spil, når civilsamfundets kræfter bygger på borgernes fri villighed.

Jeg tænker her især på lokale foreninger forankret i et lokalt geografisk område, på frivillige sociale foreninger og folkeoplysende foreninger. Der gælder forskellige regler omkring kommunernes organisering i forhold til disse foreninger og kommunale tilskud.

For eksempel modtager idrætsforeninger, spejdergrupper og aftenskoler tilskud efter Folkeoplysningsloven. Denne lov fungerer som en tillidsbaseret rammelov, hvor godkendte foreninger modtager midler efter objektive kriterier og derefter selv frit kan tilrettelægge deres aktiviteter. Det vil være ulovligt for en kommune at stille krav om ekstra velfærdsydelser (såsom pligt til at stille med frivillige til at bemande en kommunal aktivitet i et antal timer) som led i tildeling af tilskud efter denne lov.

Partnerskaber styrker lokalforeningens position

Med ”partnerskaber” mener jeg, at to (eller flere) aktører går sammen med en nysgerrighed på at løse en samfundsmæssig problemstilling eller udfolde et potentiale – som den ene aktør ikke er i stand til at klare alene. Det kan være en spejdergruppe, som rykker ind med åbne naturaktiviteter for børn i et socialt boligbyggeri med en SFO som partner. Her har tre aktører (spejdere, pædagoger og boligsociale medarbejdere) hver deres styrkeposition indenfor attraktive aktiviteter, relationer til målgruppen og en kendt pædagogisk ramme. I fællesskab kan de skabe mere værdi, end hvis de forsøgte hver for sig.

Succesfulde partnerskaber bygger på en ligeværdig tilgang mellem aktørerne og et tillidsbaseret samarbejde i forlængelse af en god forventningsafstemning. For lokalforeningen kan det være adgang til nye potentielle medlemmer, nye kompetencer, fysiske faciliteter, frivillige, tilskud til køb af grej/materialer og en anledning til positiv omtale.

Lokalforeningens trumfkort i samarbejdet med en kommune er muligheden for, at foreningens frivillige og medlemmer kan møde andre mennesker (borgere/målgruppe) i øjenhøjde – fordomsfrit og i en fri relation. Det kan en kommune ikke tilbyde - heller ikke selvom der var adgang til alle penge i verden.

Frivillige motiveres af lyst – ikke af pligt

Lokale foreninger kan frivilligt indgå en partnerskabsaftale med kommunale enheder. Den gode forventningsafstemning tager højde for de bidrag, som foreningen skal levere, og beskriver sikkert også hvordan kommunen anerkender indsatsen med et økonomisk bidrag, der kan styrke foreningens virke. På den måde lover foreningens ledelse, at foreningen kan stille med frivillige ressourcer for at realisere partnerskabets indhold. Her er det ret centralt, at indsatsen bygger på de motivationsfaktorer, der understøtter de frivilliges engagement: Mening, socialt samvær, faglig udfordring eller omsorg for andre.

Hvis den aftalte indsats ikke flugter med foreningens formålsparagraf, egne målsætninger og de frivilliges motivation, risikerer foreningen, at de frivillige stopper. Dermed kan intentionen om at foreningen bidrager til den lokale sammenhængskraft ende med det modsatte: At foreningen taber pusten og ikke engang kan lykkes med den primære foreningsopgave.

Kommunen styrker lokalforeningers kapacitet

Min pointe er derfor, at ikke nytter at tvinge foreninger til at bidrage til den kommunale velfærd. Men det er en god ide at investere i et samarbejde med foreningslivet og styrke kompetencer og kapacitet blandt både frivillige foreningsledere og de kommunale nøglepersoner, der har kontakt til foreningslivet.

Mange kommuner har stort fokus på DI’s årlige erhvervsmåling, og mange kommuner har en enkelt indgang til hele kommunen for erhvervslivet.

Den samme ide vil give rigtig god mening, når det handler om dialogen med foreningslivet. Det er nemlig ofte svært for frivillige at finde rundt i en kommunes mange afdelinger og persongalleri – og mange foreninger får mange henvendelser fra kommunale enheder, der byder civilsamfundet op til dans.