Caspar Stefani i afskedsbrev til Forsvaret: "Jeg har fået nok af de utallige svigt"

Frustrationerne over Forsvarets situation er blevet så store, at jeg ikke længere kan abstrahere fra dem, skriver Caspar Stefani, der efter ni års tjeneste har valgt at lægge uniformen på hylden.

Det er svært at forstå, hvad planen egentligt er, og det er svært at se, at man tager de kæmpemæssige udfordringer seriøst, skriver Caspar Stefani. — Det er svært at forstå, hvad planen egentligt er, og det er svært at se, at man tager de kæmpemæssige udfordringer seriøst, skriver Caspar Stefani.Foto: Arthur J. Cammelbeeck

Caspar Stefani

Officer i hæren, debattør

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter knap ni års tjeneste har jeg valgt ikke at vende tilbage til Hæren, når min barsel slutter.

Det har været en ekstrem svær beslutning, for jeg har virkelig elsket det. Det har udgjort en kæmpe del af min identitet og præget det meste af mit voksne liv.

Jeg brænder for Forsvaret. Jeg har elsket at kæmpe for noget med et større formål og for Danmark. Det er det Forsvaret kan – det giver mening. Men jeg kan ikke mere.

Jeg startede 1. december 2009 som ung værnepligtig i Den Kongelige Livgarde, hvor jeg første nat havde en kæmpe klump i maven over hvad fanden, det var, jeg havde meldt mig til. Men hurtigt begyndte jeg at elske det. Fællesskabet, kammeratskabet og følelsen af at kæmpe for et større formål, samt den personlige udvikling.

Jeg blev hængende og uddannede mig som konstabel og blev efterfølgende udsendt. Jeg gik patruljer, var i ildkampe og mærkede adrenalinen suse igennem kroppen i Afghanistan som 21-årig. En tid jeg ser tilbage med stor glæde, men også med sorg over den skæbne, vi efterlod til afghanerne.

Der bliver ikke lyttet eller handlet.
Caspar Stefani

Jeg tog en universitetsuddannelse for at kunne starte på officersskolen, hvor jeg var så heldig at komme tilbage til Den Kongelige Livgarde. Først som delingsfører for nogle værnepligtige og efterfølgende som delingsfører i 2/I Livgarden som en del af 1. Brigade.

Her blev jeg udsendt sammen med nogle fantastiske soldater til Letland i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Der gik det hele op i en højere enhed. Det var derfor, jeg blev officer; at kunne lede og føre nogle ekstremt dygtige soldater. En tid som jeg dagligt savner, og hvor jeg forhåbentligt gjorde et godt indtryk på de soldater, jeg havde under mig.

Jeg har lært så meget og mødt venner for livet. Det lyder som en kliche, men jeg tror ikke man finder et sted med mere engagerede og dedikerede kollegaer end i Forsvaret. Det er mennesker, der får det hele til at lykkedes på trods af konstant skiftende vilkår og omstændigheder. På trods af konstante kæppe i hjulet og utallige barrierer.

Det har været en stor ære at tjene i Den Kongelige Livgarde, stå vagt om den kongelige familie og deltage i historiske begivenheder som tronskiftet.

Læs også

Han havde kurs mod Paris, nu skal Mette Frederiksens toprådgiver til Nato

Navnenyt

Og det er ingen hemmelighed, at det blandt andet er min tilknytning til regimentet og mine kollegaer, der har gjort min beslutning så svær at træffe.

Når jeg så alligevel siger farvel, er det af flere årsager.

Dels ændrer det ens prioriteter ret så gevaldigt at blive far. At kombinerer familielivet med udsendelser og øvelsesaktivitet er svært. Jeg har i den forbindelse valgt at prioritere min familie. Det har jeg gjort fordi, at ulemperne har opvejet fordelene i Forsvaret. Med bedre vilkår for at løse kerneopgaven, havde jeg ikke set efter andre muligheder.

Frustrationerne over Forsvarets situation har ramt et niveau, som gør, at jeg ikke længere kan abstrahere fra det.

Det fylder for meget i min dagligdag, og når det ikke længere er sjovt at komme på arbejde, mener jeg, at man skal finde noget andet, der gør en glad.

Som nogle måske husker, blev jeg tilbage i marts interviewet i Berlingske, hvor jeg beskrev, hvor tæt jeg var på at kaste håndklædet i ringen. Det har jeg så valgt at gøre, selvom det gør ondt.

Jeg har fået nok af de utallige svigt. Fået nok af manglende ressourcer, fået nok af at gå på kompromis, fået nok af at mangle ammunition og udrustning, fået nok af at i tide og utide ikke at kunne få byttet sin ødelagte uniform.

Indsatte i landets fængsler har efterhånden bedre vilkår end soldaterne på vores kaserner.
Caspar Stefani

Fået nok af igen og igen at opleve, at enheder ikke kan gå på skydebanen, fordi man mangler transportmidler. Fået nok af at høre historier om ødelagte køretøjer, der ikke kan blive repareret, fordi der mangler mekanikere og reservedele. Fået nok af at soldater forlader et arbejde, som de elsker, fordi deres vilkår er elendige. Indsatte i landets fængsler har efterhånden bedre vilkår end soldaterne på vores kaserner.

Det har samlet sig til en så stor bunke, at jeg har mistet gnisten, og jeg har ikke tålmodigheden til at vente på, at det bliver bedre – og faktisk tvivler jeg på, om det overhovedet bliver bedre.

Det er ikke en kritik, der er rettet mod min enhed eller mit regiment, men højere oppe i systemet. Både det politiske niveau, men også Forsvarets øverste ledelse. Der bliver ikke lyttet eller handlet og regimenterne kan intet gøre.

Dansk deltagelse i store Nato-øvelser bliver aflyst, og soldater får få uger før endt uddannelse at vide, at der ikke er plads til dem i deres regiment. Jeg har fået nok.

Læs også

Christine Nissen: Europa står overfor tre afgørende trusler

Jeg kan ikke begribe, at vi er 2,5 år inde i krigen i Ukraine, og vi stadig er i gang med at afvikle vores forsvar. Vi bruger mindre tid til at uddanne, fordi der skal spares. Mindre tid på det der er vigtigt – og det der i sidste ende redder liv og vinder slaget på kamppladsen.

Det er svært at forstå, hvad planen egentligt er, og det er svært at se, at man tager de kæmpemæssige udfordringer seriøst. Det bliver ved snakken.

Jeg håber alt det bedste for mine kollegaer, der bliver og kæmper videre. Noget er nemlig værd at kæmpe for.

Caspar Stefani er forhenværende kandidat til Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation for Konservative.

Politik har aldrig været vigtigere