Virksomhed: SMV'erne skal med på automationstoget
Hvis vi vil styrke konkurrenceevnen for produktionsvirksomheder, er automatisering vejen frem. Mange mindre virksomheder har svært ved at overskue omstillingen, og derfor er der brug for faglig sparring på området, skriver Lasse Damsø Pedersen.
Lasse Damsø Pedersen
Funktionschef, industriel it og automation, CBRE IntegoDe senere års accelererede teknologiske udvikling betyder, at de danske produktionsvirksomheder nu står med en unik chance for at tage et markant skridt frem i den globale konkurrencesituation.
I Danmark har vi i kraft af vores stærke uddannelsessystem direkte adgang til højtuddannet arbejdskraft og rådgivning. Vi har en fantastisk internetinfrastruktur med adgang til det lynhurtige fibernet i det meste af landet.
Og ja, virksomhederne har sågar mulighed for at søge økonomiske midler til automatisering via tilskudspuljer. Med andre ord har vi i Danmark alle muligheder for at få automationsbolden til at rulle.
Alligevel viser en undersøgelse fra Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, at kun 15 procent af virksomheder med under 100 ansatte har en høj digitaliseringsgrad. Det er til sammenligning tilfældet for hele 57 procent af de store produktionsvirksomheder.
Automatiseringsprojekter er uoverskuelige for mindre virksomheder
I CBRE Intego, hvor vi er i daglig kontakt med industrivirksomheder over hele landet, herunder en lang række SMV'er, oplever vi flere årsager til den markante forskel.
Den primære er, at SMV'ernes organisationer ikke på samme måde er gearede til at igangsætte og varetage omfattende og til tider komplekse automatiserings- og digitaliseringsprojekter.
Hos SMV'erne fylder driften – helt naturligt – mere end hos de større virksomheder, der i kraft af deres volumen har mulighed for at allokere medarbejdere med de rette profiler og kompetencer til opgaven.
Dermed er automatiseringsprojekter simpelthen svære at overskue for SMV'erne, og derfor går mange i den fælde, at de fra start i processen kigger isoleret på tekniske løsninger som for eksempel robotter. Men robotter er ikke svaret for alle virksomheder.
For at kunne konkurrere med de globale konkurrenter skal vi i Danmark arbejde smartere – og her er automation vejen frem
Lasse Damsø Pedersen
Funktionschef for industriel it og automation ved CBRE Intego
Vi har desværre set flere eksempler på, at det kan lede til dårlige beslutninger og lavt udbytte af investeringen, når teknologien bliver styrende for processen, og at disse eksempler skræmmer virksomheder fra yderligere investeringer i automation.
Konkurrenceevnen kan øges med automation
Vellykket automatisering handler ikke bare om at købe noget nyt teknologi, og investeringer i automatisering må derfor ikke anses som en klassisk indkøbsopgave.
Det handler om at afdække nuværende og kommende behov, så man når frem til et projekt eller en løsning, der passer konkret på den enkelte virksomheds rammer og forretning.
Det gælder i forhold til økonomi, men i særdeleshed også i forhold til at sikre, at SMV'erne bibeholder den fleksibilitet og omstillingsparathed, der ofte adskiller dem fra de større virksomheder.
Den øvelse kræver foruden en stærk og forandringsparat organisationskultur ofte faglig sparring, og SMV'ernes vigtigste fokus bør derfor være at screene markedets forskellige leverandører frem for markedets mulige tekniske løsninger.
Og hellere i dag end i morgen, så vi får SMV'erne med på vognen til stor gavn for fremtiden for dansk produktion og arbejdspladser i industrien.
For at kunne konkurrere med de globale konkurrenter skal vi i Danmark arbejde smartere – og her er automation vejen frem.