Betina Kastbjerg
 svarer 
Peter Hummelgaard

Hvad er omfanget af salg af hælervarer særligt fra dagligvarebutikker, der foregår på sociale medier?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Retsudvalget, Spørgsmål 806

Vil ministeren redegøre for omfanget af salg af hælervarer særligt fra dagligvarebutikker, der foregår på sociale medier som eksempelvis Facebook Marketplace?

Svar fra onsdag den 17. april 2024

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Rigsadvokaten har undersøgt mulighederne for at trække oplysninger fra politiets sagsstyringssystem (POLSAS) på antallet af sager om hæleri, hvor salget af hælervarer er fra dagligvarebutikker, og hvor salget foregår på sociale medier som eksempelvis Facebook Marketplace.

POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem, der er opbygget således, at der journaliseres på en gerningskode, som knytter sig til en eller flere lovovertrædelser. I forbindelse med sagens afslutning registreres en afgørelsestype, som angiver straffesagens resultat. POLSAS vil således kunne bruges som et redskab til bl.a. at oplyse, hvor mange anmeldelser eller afgørelser der vedrører en given lovovertrædelse. Det vil derimod ikke uden videre være muligt at trække data af mere detaljeret karakter.

Det er i POLSAS ikke muligt at søge på, hvordan gerningen nærmere er begået, hvorfor de ønskede oplysninger ikke kan tilvejebringes ved elektronisk udtræk fra POLSAS. Det vil således forudsætte en omfattende manuel gennemgang af samtlige sager om hæleri, såfremt de ønskede oplysninger skal tilvejebringes."

0:000:00