Cordua: Når minksagen slutter, står blå blok uden fælles mærkesag

Blå blok har i løbet af efteråret med oprulningen af minkfadæsen formået at få sat nogle hårde stød ind på statsminister Mette Frederiksen (S).

Det har tydeligvis eroderet en pæn del af hendes troværdighed blandt de helt centrale og afgørende midtervælgere, der muligvis i konsekvens af sagen er skiftet tilbage til blå blok.

Samlet set er de blå partier i al fald i meningsmålingerne gået frem i samme periode, sådan at en række målinger nu viser, at det står nogenlunde lige mellem blokkene.

Håbet hos de borgerlige partier er tydeligvis, at Granskningskommissionens konklusioner i den rapport, som den efter planen aflægger i slutningen af april næste år, vil belaste statsministeren i en sådan grad, at et flertal i Folketinget ikke ser anden udvej end at nedsætte en rigsret, der stiller Mette Frederiksen til ansvar.

Centrale politikere som den konservative Rasmus Jarlov betragter det allerede på forhånd som en kendsgerning, at nedsættelsen af endnu en rigsret bliver konklusionen, når politikerne har læst kommissonens endnu ikke aflagte rapport.

Han er i øvrigt ikke alene med den formodning, da Venstre og andre borgerlige partier tidligere har stemt for et borgerforslag, der krævede en rigsret nedsat, længe før at Granskningskommissionen havde foretaget en eneste afhøring i sagen.

Men hvad nu, hvis sagen allerede har nået sit højdepunkt? De sidste afhøringer finder sted i januar, hvorfor der næppe tilføjes mere afgørende nyt, der kan ændre billedet af sagen, som den står nu.

En nøgtern konstatering er, at sagen i hvert fald vil ende med kritik af både regeringen og navnlig den daværende fødevareminister, Mogens Jensen, for at have handlet sjusket og overilet

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Dermed vil de borgerlige formentlig snart løbe tør for yderligere ny ammunition, der kan udstille statsministeren som den emsige skurk, der november sidste år gav fanden i folks ejendomsret og Grundloven og sammen med regeringen beordrede ulovlighederne velvidende, at hun ikke stod på fast lovmæssig grund i form af en gyldig lovhjemmel, da regeringen beordrede også mink uden for sikkerhedszonerne aflivet.

Der henvises i debatten til paragraf fire i Ministeransvarlighedsloven, hvori der står: "Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse".

Selve ansvaret for, at lovgrundlaget er på plads, ligger derfor hos den ansvarlige minister, men andre ministre, der har påvirket beslutningen, kan ifølge loven også drages til ansvar.

Eksempelvis de seks ministre med statsministeren i spidsen, der på koordinationsudvalgets møde den 3. november 2020 traf beslutning om at aflive alle mink i kongeriget. 

Det er imidlertid ikke Granskningskommissionens opgave at placere et egentligt ansvar i sagen hos de enkelte ministre.

Den har alene "til opgave at undersøge og redegøre for relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i tilknytning til beslutningen i november 2020 om, at alle mink i Danmark skulle aflives straks som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19".

Det er derfor Folketinget, der efter at have læst kommissionens rapport, til sin tid skal drage de politiske konsekvenser. 

En nøgtern konstatering er, at sagen i hvert fald vil ende med kritik af både regeringen og navnlig den daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) for at have handlet sjusket og overilet og for ikke have styr på selve lovgrundlaget, før man beordrede alle mink aflivet i den hensigt at forhindre et potentielt Wuhan i at opstå i Danmark.

Mogens Jensen har for længst taget konsekvensen af sine fejl, er ikke længere minister og har i øvrigt beklaget sagens forløb. Hvilket flertal vil siden komme efter ham på den baggrund? Det vil kræve, at man køber ind på en forestilling om, at Jensen opførte sig groft uagtsomt og nærmest bevidst brød loven.

Intet i afhøringerne i Granskningskommissionen kan støtte en sådan anklage. Tværtimod peger det mere i retning af fejl i embedsmandsapparatet, der svigtede ministeren undervejs.

Jeg ser ikke, at Enhedslisten eller Radikale sammen med de borgerlige på den baggrund vil stemme for nedsættelsen af en rigsret til en udgift på 30 millioner kroner for yderligere at straffe en minister, der - i modsætning til den netop rigsretsdømte Inger Støjberg - for længst har erkendt sin brøde.

Det vil også sætte nye standarder for, hvornår man nedsætter rigsretter. I de seneste to tilfælde er det netop sket, når ministre har nægtet at påtage sig et ansvar for ulovligheder.

En langt mere realistisk udgang på sagen er, at et flertal i Folketinget ovenpå Granskningskommissionens rapport udtaler en tilpas hård kritik af regeringen og embedsmænd, der udstyrer Mette Frederiksen med en såkaldt "næse"

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Kan man så komme efter statsministeren, fordi hun i regeringens koordinationsudvalg fik truffet beslutning om aflivning af mink, før ministrene fik læst sig ned i de papirer, der kunne have afsløret problemerne med manglende lovhjemmel?

Det kan man helt sikkert. Indtil videre har afhøringerne afsløret sjusk, panik og manglende grundighed forud for de drastiske beslutninger. Men er det nok til, at et flertal efter læsning af Granskningskommissionens rapport kan konkludere, at Frederiksen handlede "groft uagtsomt" og dermed kan stilles for en rigsret for at have overtrådt Ministeransvarlighedsloven?

Vurderet på de oplysninger, som offentligheden indtil videre kender til, er det mere end tvivlsomt, at det vil overbevise Radikale eller Enhedslisten om, at de sammen med de borgerlige må nedsætte endnu en rigsret, der anklager Mette Frederiksen for at have brudt ministeransvarlighedsloven.

En langt mere realistisk udgang på sagen er, at et flertal i Folketinget ovenpå Granskningskommissionens rapport udtaler en tilpas hård kritik af regeringen og embedsmænd, der udstyrer Mette Frederiksen med en såkaldt "næse".

Det kan endda være, at Socialdemokraterne stemmer for en sådan dagsorden for dermed at sikre den et flertal for derved at undgå alternative flertal, der udtaler en endnu skarpere i kritik af hende og regeringen for deres håndtering af sagen.

Det kan selvfølgelig blive en ubehagelig udgang for Mette Frederiksen, men så langt at foretrække frem for en rigsret.

Sagen har da også haft de politiske omkostninger for Socialdemokratiet. Man har sat sin store vælgerfremgang over styr i meningsmålingerne, og man fik et skuffende kommunalvalg. 

Hvad med vælgerne? Et godt bud er, at de hver især for længst har truffet beslutning om, hvordan de vurderer sagen. Intet tyder på, at der kan flyttes mange flere stemmer i blå retning herfra. Det er formodentlig en sag, der hænger mange folk ud af halsen, og som de ikke gider søge mere information om, medmindre der kommer helt afgørende nyheder.

Barometeret står derfor på mere splid og ballade i blå blok, men til gengæld mere samling i rød blok, der med den seneste coronabølge igen har fundet en anledning til at samle sig om Mette Frederiksens politiske lederskab

Jarl Cordua
Kommentarskribent

De borgerlige, der har været splittet i atomer igennem hele valgperioden, har fundet sammen i denne sag, hvor man nu i et år har løbet stormløb mod regeringen.

Men når sagen slutter til foråret, hvad skal de så kunne enes om? Bides hestene så på ny, der genstarter det store slagsmål om, hvem der kan levere mest urealistisk udlændingepolitik, og hvem der svigtede, hvornår?

Allerede under forhandlingerne i folketingssalen forud for vedtagelsen af beslutningsforslaget, der sendte Støjberg ud af Folketinget, begyndte Nye Borgerliges Pernille Vermund at angribe Dansk Folkeparti for at have svigtet den stramme udlændingepolitik under flygtningekrisen i efteråret 2015.

Imens de to bejlere til statsministerkandidatværdigheden, Venstre og Konservative, skændes om det netop indgåede fængselsforlig, hvor Venstre har svært ved at forklare overbevisende, hvorfor partiet står uden for.

Støjbergsagen har også splittet de borgerlige, hvor Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti har set en mulighed for at kapitalisere på borgerlige vælgeres utilfredshed med Rigsrettens dom.

Målet er naturligvis at stjæle stemmer fra Venstre og Konservative, der dog valgte at være konsekvente, stå på retsstaten grund og følge praksis ved at stemme en dømt lovbryder ud af Folketinget.

De mest besværlige tidligere støtter i Venstres folketingsgruppe blev tilsyneladende handlet af med gruppeformand Karsten Lauritzens lidt for tydelige og hurtige tilføjelse til sin forklaring om Venstres stillingtagen, at man ikke ville stille sig i vejen for, at Støjberg vender tilbage til Folketinget efter et nyvalg.

Forinden på et velvalgt tidspunkt stjæler Støjberg scenen igen med sit politiske projekt – enten alene eller i Dansk Folkeparti – hvor hun vil gøre det næste folketingsvalg til en folkeafstemning om barnebrude.

Forinden skal offentligheden dog opleve det stadigt mere intense og spektakulære formandsvalg i Dansk Folkeparti, der vil stjæle store dele af opmærksomheden i januar.

Barometeret står derfor på mere splid og ballade i blå blok, men til gengæld mere samling i rød blok, der med den seneste coronabølge igen har fundet en anledning til at samle sig om Mette Frederiksens politiske lederskab.