Debat

Lektor i skatteforvaltning: Her er tre punkter, hvor Danmark bør få differentieret moms

Hvis alle andre EU-lande kan finde ud af differentieret moms, så er det måske ikke så besværligt, som vi danskere går og tror. Og her er tre steder, hvor det giver mening at indføre, skriver Ulla Margrethe Hansen.

En differentieret lav momssats på renovering og reparation af private boliger samt vinduespudsning og rengøring i husholdninger vil overflødiggøre ”håndværkerfradrag” og forringe ”fidusen” ved sort arbejde, skriver&nbsp;Ulla Margrethe Hansen.<br>
En differentieret lav momssats på renovering og reparation af private boliger samt vinduespudsning og rengøring i husholdninger vil overflødiggøre ”håndværkerfradrag” og forringe ”fidusen” ved sort arbejde, skriver Ulla Margrethe Hansen.
Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er positivt, at skatteministeren 21. maj åbnede for debatten om differentieret moms i Danmark.

Det primære argument imod differentieret moms i Danmark er, at det er besværligt at administrere. Men det er da tankevækkende, at alle de øvrige EU-lande har valgt at differentiere momsen, hvis det virkelig er så besværligt.

Måske er det værd at overveje, om det er alle de andre, der kører i den forkerte retning, eller om tiden er inde til, at vi i Danmark vender om og kører i den samme retning som de andre.

Selv i situationer, hvor differentierede momssatser fastsættes sådan, at de ikke umiddelbart medfører et provenutab for staten, vil den differentierede moms i en række tilfælde bidrage til reelle administrative lettelser, hvis de erstatter anden lovgivning, som mere eller mindre bøvlet forsøger at kompensere for problemer, som kunne løses nemmere og mere effektivt ved at differentiere momsen.

Det er tankevækkende, at alle de øvrige EU-lande har valgt at differentiere momsen, hvis det virkelig er så besværligt.

Ulla Margrethe Hansen
Lektor ved de skattefaglige uddannelser, Københavns Professionshøjskole

Kan bekæmpe sort arbejde

Her er mit bud på nogle områder, hvor en differentieret (lavere) momssats vil være nemmere at administrere for virksomheder og/eller myndighederne, end den nuværende lovgivning er:

En differentieret lav momssats (i stedet for den nuværende momsfritagelse) på passagertransport, museer og bedemandsvirksomhed vil betyde, at disse virksomheder slipper for en række problemstillinger i relation til at opgøre delvis fradragsret for købsmoms og lønsumsafgift.

En differentieret lav momssats på renovering og reparation af private boliger samt vinduespudsning og rengøring i private husholdninger vil overflødiggøre ”håndværkerfradrag” og forringe ”fidusen” ved sort arbejde.

En differentieret lav moms på medicin, hjælpemidler, hjemmehjælp med videre kan erstatte eller reducere tilskudsordninger til disse formål.

Der er ikke tvivl om, at differentieret moms vil medføre en række problemer med at afgrænse, hvilke varer og ydelser der er omfattet af en reduceret momssats.

Læs også

Heldigvis er der god hjælp at hente, for mange af disse problemstillinger er der allerede taget stilling til i andre EU-lande eller ved EU-domstolen.

Der er ingen grund til at vi i Danmark starter fra bunden med at opfinde vores egne definitioner og afgrænsninger, for i langt de fleste tilfælde kan den praksis, der er i de øvrige EU-lande, uden videre bruges i Danmark.

Meget af arbejdet er automatiseret

Debatten om differentieret moms åbner en række politiske spørgsmål om skattelettelser og incitamentsstrukturer, når der skal tages stilling til, hvilke varer og ydelser som skal omfattes af en eller to differentierede momssatser.

Ofte vil differentieret moms kun medføre begrænsede administrative udfordringer for virksomhederne.

Ulla Margrethe Hansen
Lektor ved de skattefaglige uddannelser, Københavns Professionshøjskole

Det er en vigtig politisk debat, som ikke må overskygges af utidssvarende argumenter om administrative udfordringer.

Ofte vil differentieret moms kun medføre begrænsede administrative udfordringer for virksomhederne, fordi de allerede alligevel skal opfylde lignende krav i forhold til anden lovgivning - eksempelvis krav om digital bogføring, krav om dokumentation, hvidvasklovgivning med videre.

For mange virksomheder vil indførslen af differentieret moms primært være et spørgsmål om en opdatering af momskoder, varekode og kontoplan i bogføringssystemet.

Den tid, hvor Susan Himmelblå stod i købmandsbutikken og slog priserne på varerne ind på kasseapparatet, imens hendes far stod i baglokalet og svedte over håndskrevne kolonneark og brune momshæfter, er for længst ovre.

Det arbejde er erstattet af stregkoder, digitale bogføringssystemer og elektronisk overførte oplysninger i IT-systemer, som allerede nu håndterer, at der ikke skal afregnes moms af eksempelvis tips og lotto, aviser og visse typer af gavekort.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024