Må 2024 blive året for ambitiøse mål for innovation og grøn omstilling

Erhvervsstøtte er bestemt ikke en fremmed størrelse i Danmark. Faktisk er de samlede årlige udgifter til statsstøtte på den høje side af 40 milliarder kroner. Statsstøtte findes derfor allerede og kan være relevant. Ikke mindst i en situation, hvor andre gør det.

Som det eksempelvis er tilfældet med vindindustrien, hvor især kinesiske konkurrenter modtager massiv produktions- og eksportstøtte. Lige før jul var meldingen da også fra regeringens top, at der var voksende appetit på at give statsstøtte til vedvarende energi.

Iværksætterstrategien bør være en egentlig “strategi” med visioner for iværksætteriet som samfundsøkonomisk drivkraft og BNP-mål. Meget tyder imidlertid på, at det nok igen bliver mere en handlingsplan. Sympatisk, men uden en klar vision.

Rolf Kjærgaard

Hvis vi mener, at det er vigtigt at fastholde en stærk position for den danske vindindustri, er det også værd at se på, om ikke der er strategiske værdier at hente ved at støtte industrien i et svært globalt makroøkonomisk klima.

Og hvis ikke det var tilstrækkelig grund, så betyder klimakapløbet for at holde globale temperaturstigninger nede, at der er brug for at udvikle nye grønne teknologier og løsninger i en rasende fart.

Både IRA i USA og EU's Green Deal daterer sig til før 2023, men geopolitiske spændinger og tilstoppede globale forsyningskæder har gjort det tydeligt i løbet af året, at sådanne satsninger kan være aldeles kraftfulde til at skabe strukturel forandring og en bæredygtig fremtid.

Det særlige ved mange af de industripolitiske kampagner, som vi ser nu, er da også, at de ikke, som tidligere, blot handler om at tilgodese nationale egeninteresser, men underliggende er drevet af en ambition om at skubbe mere på den grønne omstilling – og så naturligvis skabe arbejdspladser på vejen dertil.

Og ambitionerne er store. For USA er forventningen en halv million grønne arbejdspladser. For EU og European Green Deal lyder simulationerne på 2,5 millioner nye arbejdspladser. I Danmark har vi også set målrettede satsninger som blandt andet erhvervspolitiske fyrtårne inden for power-to-x, grøn infrastruktur og bioøkonomi.

Både momentum og rationale er derfor til stede for at sætte ambitiøse mål for Danmark om innovation og grøn omstilling, og så bruge aktiv industripolitik til at forfølge dem. Ved indgangen til 2024 er der flere områder at få øje på, hvor det kunne gøre en forskel. Lad mig nævne tre her.

For det første må 2024 blive året, hvor der kommer en iværksætterstrategi, når regeringen som bebudet - og efter mere end tre års ventetid - kommer med et udspil til forhandling. Der er "skatten fra helvede" og andre fiskale uhensigtsmæssigheder, som kalder på justeringer, og som tilsyneladende også kommer. Der er formentlig også initiativer til fremme af diversitet, hvilket alt sammen er godt.

Lad os se på højere afgifter på fossile brændsler. Lad os få en CO2-afgift for landbruget. Og lad os i det hele taget få reguleringen strømlinet til et øget fokus på hastighed for tilladelser.

Rolf Kjærgaard

Vi er dog flere, som har opfordret til, at det faktisk blev en egentlig “strategi” med visioner for iværksætteriet som samfundsøkonomisk drivkraft og BNP-mål for aktiviteten, som for eksempel Estland har gjort det. Meget tyder imidlertid på, at det nok igen bliver mere en handlingsplan for, hvordan 1,5 milliarder kroner kan fordeles på forskellige initiativer over en længere årrække. Sympatisk, men uden en klar vision.

For det andet kan netop forløbet med iværksætterstrategien være nyttigt at drage erfaring af ved at lave en innovationsstrategi for Danmark. Iværksætterne og de nye virksomheder er en vigtig dynamo i at omsætte viden i nye koncepter og løsninger, men iværksætterne indgår i et større økosystem, hvor ny viden bliver skabt på især universiteter og i forskningslaboratorier. Det er den viden, som senere bliver kommercialiseret af entreprenante sjæle for senere at kunne komme op i industriel skala, i store virksomheder, og dermed virkelig sætte aftryk.

Hvordan vi bedst understøtter denne innovationens værdikæde, er et relevant spørgsmål, som en innovationsstrategi kunne give svar på. Og den kunne samtidig være med til at sætte visioner og mål op for, hvordan Danmark skal se ud 10-20-30 år fra nu. En innovationsstrategi skulle for eksempel tage fat på universiteterne, som skaber masser af viden, der fører til innovation, men som kunne skabe meget mere, hvis vi satte dem op til at gøre det anderledes.

I dag er universiteternes primære rolle at skabe forskning og levere uddannelse. Hvis forskning for alvor skal flytte verden, skal den dog løfte sig fra publikationer og blive til nye løsninger, der kan skabe positiv forandring. For universiteteterne er udfordringen, at forskning og uddannelse er det, som de bliver målt allermest på, mens innovationssøjlen ikke nyder samme opmærksomhed. Det kan en innovationsstrategi rette op på.

For det tredje kan vi håbe, at 2024 byder på et nybrud for koblingen mellem støtte og regulering, når det gælder grønne løsninger og klimateknologi. Der er ikke nogen, som har lyst til at sætte kontrol og regulering over styr for det grønne, men vi kan med fordel arbejde med en større tolerance og fejlmargin, når det gælder at give plads til grønne virksomheder og løsninger. Der er eksempler på virksomheder i Europa, som efter at have modtaget EU-støtte til at udvikle grøn teknologi, er blevet mødt med lokale krav ved etablering af produktion, der er skrappere end de, som er gældende for den etablerede fossile industri.

Sigtbarheden for langsigtede investeringer bliver også udfordret i et land som Danmark af aflyste havvindudbud, forsvindende få tilladelser til landvind og almindelig usikkerhed om kursen og hastigheden for politikker til at styrke den grønne omstilling.

Når virksomheder udsætter eller skrinlægger planer om at overgå til vedvarende eller biobaserede løsninger, er det som oftest fordi omkostningerne ved sidstnævne bliver for høje i forhold til nuværende fossile løsninger. Men priserne på mange fossile produkter er i virkeligheden kunstigt lave, fordi de ikke tager højde for skadevirkninger på klima og miljø.

Lad os derfor se på højere afgifter på fossile brændsler. Lad os få en CO2-afgift for landbruget. Og lad os i det hele taget få reguleringen strømlinet til et øget fokus på hastighed for tilladelser, ledsaget af en højere risikotolerance, så vi ikke fastholder fossil produktion længere end højst nødvendigt.

Lad os se, hvor meget der bliver gennemført i 2024. Spændende bliver det. Med ønsket om et opbyggeligt, fornøjeligt og bæredygtigt nytår til alle.