Morten Reimar: Derfor er Mia Wagner inde og Marie Bjerre ude

Hvor var du, da den nye digitaliseringsstrategi blev præsenteret?

Det er nok de færreste, der har den dag i klar erindring eller i det hele taget kan huske, hvornår det var. Hvis nogen da i det hele taget har opdaget, at Danmark har fået en ny digitaliseringsstrategi. Men det har vi altså, og det var i sidste uge.

Det var ment som svendestykket for det relativt nyetablerede digitaliseringsministerie og dets minister, Marie Bjerre. En stort, gennemarbejdet dokument, der udstikker en ambitiøs retning for landets fortsatte rejse ind i en digital tidsalder. Men der er så godt som ingen, der har hørt om det. I hvert fald ikke udenfor den lille, lukkede boble af mennesker, der arbejder i den verden.

Desværre for ministeren er der heller ikke ret mange, der kender hende. I en undersøgelse, Epinion har lavet for DR, af de mest og mindst kendte ministre, rangerer hun faktisk allerlavest. Hele 63 procent af vælgerne ved simpelthen ikke, hvem hun er.

Og det på trods af, at hun på Christiansborg og på avisredaktionerne er udråbt til den næste store politiske stjerne. Også af undertegnede. Bjerre er kendt som en ung, dygtig og dynamisk politiker med et mærkbart drive, som har haft en kometkarriere, hvor hun på kun tre år gik fra at være nyvalgt SU-ordfører til minister. Hun har slået dobbeltture hele sin politiske karriere, men er nu – om ikke slået tilbage til start – så i hvert fald nødt til at rykke tre felter tilbage.  

Det er ikke fordi, der har været noget bøvl. Ingen skandaler, ingen møghistorier på forsiderne. Hun har passet sit arbejde som ligestillings- og digitaliseringsminister, gjort hvad hun kunne for at komme i medierne med de to ressortområder og udarbejdet digitaliseringsstrategien som lovet. Det kan der siges mange gode ting om.

Med ministerrokaden er strategien helt åbenlyst, at partiet også udadtil skal kunne ses og høres.

Morten Reimar

Men det er ikke, hvad Venstre har brug for lige nu. De har brug for at være så synlige, de overhovedet kan. Vælgerne skal ikke kunne tænde for fjernsynet uden at se en Venstre-minister klippe en snor over. Ingen skal være i tvivl om, at Venstre er et markant regeringsparti, som også i vælgernes opfattelse får, hvad der tilkommer dem. Og når 63 procent af vælgerne ikke kender en af de syv ministre, går det ikke.

Venstre får vedvarende hug for at sidde i regering med arvefjenden, de kritiseres for at gå på kompromis på kompromis og ikke kunne slå til. Med Troels Lund som ny formand er forventningen, at de indadtil vil kunne sætte sig igennem. Med ministerrokaden er strategien helt åbenlyst, at partiet også udadtil skal kunne ses og høres.

Derfor skal Louise Schack Elholm, kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde, også afgive de poster og vende tilbage til Folketinget. I førnævnte undersøgelse kender 60 procent af vælgerne ikke hende, og selvom der er mange hensyn at tage for formand Lund Poulsen, er der ingen tvivl om, at dette har vejet tungt.

Det viser sig også i de to nye navne, der er kommet på ministerholdet – ud over den selvskrevne Stephanie Lose – nemlig politisk ordfører Morten Dahlin og erhvervskvinde Mia Wagner.

Dahlin er ligesom Bjerre blevet spået en glorværdig politisk karriere. De to er endda begge blandt forfatterne til debatbogen ”Må jeg være fri,” der udkom i efteråret. Det kan forsvares at sige, at Dahlin i den seneste tid har brændt mere igennem end Bjerre, eller Schack Elholm for den sags skyld.

Og selvom en stor del af det handler om, at en politisk ordfører har mulighed for at blive interviewet og gå i debatprogrammer hver eneste dag, og en ligestilling- og digitaliseringsminister ikke har så bredt et spillerum, så er der også en forskel på de tos karakterer. Dahlin er en tonser, som man på sekretariaterne kalder en, der kaster sig hovedkulds ud i enhver diskussion med store ord og sværdslag. Der er sjældent stille omkring ham.