Debat

SMVdanmark: Ny bæredygtighedsrapportering bliver en succes, når EU træder på regel-bremsen

Styrelser og politikere gør, hvad de kan, for, at CSRD skal implementeres smertefrit. Men SMV'erne vil mærke byrderne, så længe EU fortsat indfører nye krav, skriver Alexander Søndergaard.

Arbejdstidsdirektiv, taksonomiforordning, engangsplastdirektiv og senest det såkaldte CSRD-direktiv – det er alt sammen eksempler på, hvordan EU i praksis udlægger snubletråde for virksomhederne og øger bureaukratiet, skriver Alexander Søndergaard.
Arbejdstidsdirektiv, taksonomiforordning, engangsplastdirektiv og senest det såkaldte CSRD-direktiv – det er alt sammen eksempler på, hvordan EU i praksis udlægger snubletråde for virksomhederne og øger bureaukratiet, skriver Alexander Søndergaard.Foto: Pressefoto/SMVdanmark
Alexander Søndergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I EU tales der ofte og længe om, at det skal være nemmere at drive virksomhed i Europa.

Senest har den genvalgte formand for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen, i en tale til Europa-Parlamentet i juli 2024 gentaget sit budskab om, at det europæiske erhvervsliv skal have færre byrder og rapporteringskrav.

Samtidig med skåltaler og de gode intentioner har EU påført europæisk erhvervsliv en lang række byrder, som svækker konkurrenceevnen.

Alexander Søndergaard
Underdirektør for politik og analyse, SMVdanmark

Hvis det lyder som et ekko af noget, vi har hørt fra EU-Kommissionen før, så er det netop fordi, det er blevet gentaget mange gange. Blandt andet havde Ursula von der Leyen samme budskab med i hendes årlige 'State of the European Union' taler i 2022 og 2023.

Men samtidig med skåltalerne og de gode intentioner har EU de senere år påført europæisk erhvervsliv en lang række byrder, som svækker den europæiske konkurrenceevne og gør det sværere at drive virksomhed i Europa, herunder også i Danmark.

Arbejdstidsdirektiv, taksonomiforordning, engangsplastdirektiv og senest det såkaldte CSRD-direktiv, der blev implementeret i dansk lovgivning i foråret 2024 – det er alt sammen eksempler på, hvordan EU i praksis udlægger snubletråde for virksomhederne og øger bureaukratiet.

Læs også

Fuldstændig kafkask lovgivning

CSRD-direktivet, som er det hidtil mest byrdefulde eksempel på EU’s krav til bæredygtighedsrapportering, anslås af Erhvervsstyrelsen til at koste de direkte omfattede virksomheder et større milliardbeløb i omstillingsomkostninger såvel som i løbende omkostninger.

ESG-skabelonen til SMV'erne er fuldstændig kafkask og uforståelig for størstedelen af virksomhederne

Alexander Søndergaard
Underdirektør for politik og analyse, SMVdanmark

Som erhvervsministeren korrekt har påpeget, så har der fra EU’s side været en meget mangelfuld vurdering af de økonomiske konsekvenser af direktivet. Herhjemme har Erhvervsstyrelsen desværre heller ikke endnu estimeret, hvad omkostningerne vil løbe op i for den underskov af virksomheder, som indirekte påvirkes af lovgivningen.

Langt de fleste små og mellemstore virksomheder er ikke direkte omfattet af direktivet, men rammes i høj grad indirekte, fordi de som leverandører til omfattede virksomheder bliver bedt om at rapportere på de forskellige ESG-parametre (environmental, social, governance, red.), som de omfattede virksomheder måles på.

Til stor frustration for de små og mellemstore virksomheder (SMV'erne) bliver de tilmed bedt om at rapportere på vidt forskellige parametre og på forskellige måder af deres kunder i fravær af et standardiseret rapporteringsværktøj.

Virksomhederne måles på talrige og meget omfattende parametre. De skal eksempelvis redegøre for alt lige fra deres mulige involvering i sager om korruption og bestikkelse til deres påvirkning af såkaldte biodiversitetsfølsomme områder og til at opgøre deres vandforbrug samt den kønsmæssige fordeling på arbejdspladsen.

Erhvervsstyrelsen har efter bedste evne udarbejdet en ESG-skabelon til SMVer, der er fuldstændig kafkask og uforståelig for størstedelen af de virksomheder, som den er tiltænkt at hjælpe.

Det skyldes sådan set ikke Erhvervsstyrelsens forsøg på at gøre det forståeligt, men bæredygtighedsdirektivets groteske omfang og kompleksitet.

Læs også

Frustration og usikkerhed for SMV’erne 

Rigtig mange SMVer er med rette frustrerede og usikre på, hvad bæredygtighedsrapporteringen kommer til at betyde for deres virksomhed. I regeringen er der heldigvis fokus på at forsøge at afbøde nogle af konsekvenserne.

For eksempel ved at fremsætte et lovforslag til efteråret om, at ikke kun revisorer skal have adgang til at revidere og afgive erklæringer om virksomhedernes bæredygtighedsarbejde.

I SMVdanmark håber vi, at det kan være med til at presse prisen på erklæringerne ned og minimere risikoen for, at revisorerne bliver en flaskehals for virksomhederne.

Det er også positivt, at regeringen arbejder med automatisk erhvervsrapportering, som på sigt kan automatisere nogle af virksomhedernes ESG-data og dermed gøre byrden en smule mindre.

Ligesom vi må regne med, at i hvert fald en del af usikkerheden omkring bæredygtighedsrapporteringen vil fortage sig i takt med, at de store, omfattede virksomheder finder en modus operandi.

Læs også

EU's regeljungle gavner konkurrenterne

Der er efterhånden opbygget en hær af ESG-konsulenter og en omfattende ESG-industri, der prøver at bilde resten af erhvervslivet ind, at bæredygtighedsrapporteringen er en fordel for europæisk konkurrenceevne.

Sammen med store dele af den europæiske venstrefløj presser de på for mere regulering og flere byrder oveni de allerede vedtagne.

Det lykkedes med det netop vedtagne CSDDD-direktiv om såkaldt due diligence, som er det næste, der i de kommende år rammer virksomhederne, og hvor medlemslandene nu forsøger at opgøre de forventede omkostninger.

EU bliver ved med at øge den selvpålagte byrde på erhvervslivet i Europa – til stor gavn for de europæiske virksomheders konkurrenter i blandt andet Kina og USA.

SMV’erne håber på, at der nu bliver trådt på lovgivningsbremsen i Bruxelles, og at skåltalerne om afbureaukratisering og byrdebekæmpelse omsættes til praksis.

Men desværre er det på nuværende tidspunkt svært at se tegn på, at EU reelt har viljen til at justere kursen.

Temadebat

Det er tid til, at danske virksomheder skal rapportere under EU’s nye bæredygtighedsdirektiv, CSRD.

Direktivet har været, og er stadig til dels, længe undervejs, og der har været tvivl om, hvordan det konkret skal implementeres samt om, hvor dyrt det bliver for både statskassen og de danske virksomheder.

Uanset bliver direktivet til virkelighed for EU's virksomheder.

I en ny temadebat spørger Altinget Erhverv derfor en række aktører om:

  • Hvad skal man huske på, når CSRD implementeres?
  • Hvilke udfordringer kan der være i implementeringen?
  • Hvad kræver det af politikerne og virksomhederne, hvis bæredygtighedsrapportering skal blive en succeshistorie?

Ønsker du at bidrage med et indlæg, kan du kontakte Line Høvik Søby på [email protected] og høre om mulighederne.

Alle indlæg er forbeholdt Altinget og udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alexander Søndergaard

Underdirektør for politik og analyse, SMVdanmark
premierløjtnant, cand.soc. i international sikkerhed og folkeret (SDU 2015)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024