Tommy Ahlers' lange praktikophold på Christiansborg

Nyheden om tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers’ exit fra dansk politik tirsdag blev den værst tænkelige indledning på den politiske sæson for Venstres Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

Men kom den som en egentlig overraskelse? På ingen måde. Ahlers' gemyt passer ganske enkelt ikke til den politiske proces på Christiansborg, hvilket også fremgår af hans forklaring om, at det var tid til at stoppe i politik. Det mest mærkelige er, hvorfor erhvervsmanden var så længe om selv at indse det.

Ahlers’ indgang til politik var også usædvanlig og kan måske forklare hans udvikling fra stærkt begejstret til mere desillusioneret politiker. Han møder Lars Løkke gennem et udvalg, hvor der længe cirkulerer rygter i partiet om, at en stor erhvervsmand er på vej ind i politik. En åbning viser sig, da han i foråret 2018 bliver tilbudt en ministerpost på et fad af Lars Løkke Rasmussen. Erhvervskometen får den ledige ministerstilling, der blev til overs, da Søren Pind sagde farvel til politik – i øvrigt også med en begrundelse om træthed over politik.

Med et år til folketingsvalget fik Ahlers ikke de store muligheder for at lægge mange skinner ud på sit ministerområde, men Ahlers var dog i en position, hvor han kunne opleve, at han havde reel magt og indflydelse. Det har været sjovt, og hverdagen fyldt med beslutninger og nye ting, som erhvervsmanden har skullet sætte sig ind i. Det har nok mindet lidt om tiden som iværksætter i erhvervslivet, hvor spændende idéer skulle føres ud i livet på et område, hvor oppositionen normalt ikke laver for mange benspænd.

Da Ahlers til alles store begejstring indledte sin korte politiske karriere, var vi dog nogle, der modtog nyheden med en vis skepsis. For hvor længe kunne han dog holde sig selv motiveret? Særligt henset til, at alle kunne se, at dagene som minister var talte. Hvad ville en selfmade mangemillionær fra erhvervslivet dog i politik, hvor beslutningsprocesserne og dagsordnerne er nogle helt andre i end i erhvervslivet?

I den seriøse del af erhvervslivet vinder de bedste idéer oftest diskussionerne, og man tænker generelt mere langsigtet end i politik, hvor diskussioner mere er præget af snævrere interesser og kortsigtede mål, der kan omsættes i vælgergevinster ved førstkommende valg. Kunne man ikke alene på den baggrund stille uret efter den dag, hvor Ahlers blev træt af det ævl og kævl for så at smutte tilbage til erhvervslivet, hvor idéer og tanker langt hurtigere bliver omsat til beslutninger? Svaret kender alle i dag.

Tommy Ahlers' smittende energi og alle steder oplevede sympatiske væsen fejede dog al skepsis bort. I hovedstaden, hvor han opstillede, fik han i 2019 med en flot og gennemført politisk valgkampagne, der gjorde en dyd ud af at holde en positiv og optimistisk tone, et kanonresultat med over 26.000 personlige stemmer. Pludselig så man en politisk komet, som var selvskreven på Venstres næste førstehold i en stærk ledende position, og som sikrede København en vigtig stemme i et parti, hvor mistroen til alt, hvad der kommer fra hovedstaden, lurer lige under overfladen.

Da Jakob Ellemann-Jensen blev formand, måtte man forvente, at Ahlers sad midt inde i maskinrummet med politiske idéer, der bare sprøjtede ud. Sådan kom det ikke helt til at gå. For den politiske iværksætter løb tilsyneladende tør for idéer, der ellers som bebudet skulle ændre dansk politik, kun knapt to år inde i valgperioden. Ved udgangen sagde Ahlers, at dansk politik havde ændret ham, hvorfor det åbenbart var yderligere et argument for at sige farvel og tak.

Ahlers var medlem af gruppebestyrelsen, men ellers ikke en del af den absolutte top af partiet, hvor den såkaldte L-bande med Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og Karsten Lauritzen sikkert slår taktstokken. De pæne stemmetal til trods var han i det interne hierarki en bifigur, hvorfor hans exit næppe ændrer meget, når det gælder Venstres politik.

Timingen for Ahlers’ exit er også bemærkelsesværdig. Erhvervsmanden har været klimaordfører siden valget, og i sine farvelinterviews bedyrer han, at klimasagen stadig optager ham i særlig grad. Som ordfører har han da også sikret, at Venstre har været med i flere klimaaftaler. Men nu, hvor de noget mere komplicerede klimaforhandlinger om landbruget går ind i sin sidste fase og har potentiale til at splitte Venstre yderligere, ja så har Ahlers forladt scenen.

De pæne stemmetal til trods var han i det interne hierarki en bifigur, hvorfor hans exit næppe ændrer meget, når det gælder Venstres politik.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Så Ahlers for sig, at han pludselig skulle stå på mål for en dybt upopulær aftale, hvor han risikerede et åbent oprør fra landbrugs-Venstre? Eller så han for sig – og mere realistisk – en krybende desillusion over en udsigt til, at Venstre ville falde tilbage til gamle positioner, hvor han siden måtte se sig selv som den, der skulle forklare sine storbyvælgere, at de mindst mulige tiltag på landbrugsområdet i virkeligheden var et kæmpe fremskridt for klimaet?

Ved at smutte i tide slipper han for at gøre vold på sin egen troværdighed og vil stadig huskes som den velmenende, flinke fyr med hjertet på rette sted i klimasagen, der nok aldrig fandt sig til rette med den brutale del af politik, hvor der skal lægges arm med den landbrugsorienterede del af folketingsgruppen om den politiske retning. 

Det er nu ret tydeligt, at den del af Venstres vælgerkorps, som bor i storbyerne, mister en person, der kunne have været deres talsmand i partiet, selvom det heller ikke blev en platform, som Ahlers gjorde meget ud af. Det er i stedet op til Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen, som nu pludselig har fået forbedret deres genvalgschancer.

I det hele taget er det ikke mange skrammer, Ahlers fik udsat sig selv for i sin tid i politik. Er der nogen, der eksempelvis kan huske, at han nogensinde tog retoriske livtag med regeringen? Jagtede han ministrene med inkvisitoriske spørgsmål i samråd? Ikke rigtigt.

For netop den del af oppositionspolitikken, hvor den politiske kamp foregår ved, at man går til stålet i folketingssalen og i medierne, var aldrig noget Ahlers gjorde sig i. Det er nok det, han beskriver som det ”politiske spil”, som til hans store overraskelse fylder så meget.

Det er meget svært at tro på, at en voksen mand, der endda også var KU’er i 90’erne, ret pludseligt er nået til den erkendelse. Politik har aldrig været et teselskab, hvilket ikke ligefrem er breaking news.

Men der findes jo andre måder at præge dansk politik på end at fare op af skyttegravene for at gå i flæsket på en minister med en dårlig sag. Udnyttede han nogensinde de muligheder? Kom der nogensinde ideologiske kampskrifter fra hans hånd? Hvor blev bogen om hans politiske verdensbillede af? Er det for meget at forlange af en mand som Ahlers, der immervæk blev nummer fem af alle opstillede kandidater i kongeriget med flest personlige stemmer og i Venstre kun blev overgået af Lars Løkke og Inger Støjberg?

Han brugte tydeligvis mange penge på sin valgkampagne, så han kunne vel have betalt en person til at skrive alle guldkornene ned, som eftertiden nu er gået glip af?

Man kan ikke sige, at Ellemann ikke gav Ahlers mulighederne. Han blev sat i spidsen for Venstres interne udviklingsarbejde, der normalt er en position, som Venstres næstformand har. Men den rolle har åbenbart ikke kunnet fylde Ahlers tid ud eller tilfredsstillet ham nok til, at han ville blive i politik.

I interviewet med TV 2 News tirsdag, hvor Ahlers skulle forklare sin afgang, fornemmede man en tydelig lettelse over snart at slippe ud af dansk politiks lænker og for at tale meget længere om sine 26.000 vælgeres bristede forhåbninger til ham, når han nu forlader valgperioden efter første halvleg.

Nu vil han så kaste sig over helt andre ting, der i højere grad optager ham. Som iværksætter, investor og entreprenør. Lige den del var den mest troværdige del af det dobbeltinterview, som Venstre havde fået i stand. Her så man den sædvanligt kække Venstre-formand, der heller ikke denne gang lod sig slå ud, til trods for sin udtalte ærgrelse over endnu engang at se en vælgermagnet sive fra partiet.

Det er nu ret tydeligt, at den del af Venstres vælgerkorps, som bor i storbyerne, mister en person, der kunne have været deres talsmand i partiet.

Jarl Cordua
Kommentarskribent

Ellemann bør næsten have en Oscar for sin præstation. Den naturlige reaktion er raseri og fortvivlelse over, at Ahlers skrider fra ham på netop dette tidspunkt, hvor Venstre ellers var ved at få rettet lidt op på meningsmålingerne. Tænk, at han kan være det bekendt. På den anden side: Der er næppe ret mange i folketingsgruppen herunder Ellemann, som ikke havde set dagen komme, hvor Ahlers igen forlod politik.

Ahlers lod dog forstå, at han som blivende V-medlem skam fortsat vil kæmpe for Venstres idéer, men det vil bare ske fra en position i erhvervslivet (hvordan det så end i praksis vil foregå, hvilket understreger, at Ahlers igen tillader sig at være mere naiv end godt er), og at han bevarer sit medlemskab af partiet.

Et behjertet forsøg på at mindske det problem, der nu er kommet oveni Ellemanns mange andre problemer med at gøre Venstre til et parti, som nogen vil tro på igen opnår mandater nok til, at man kan overtage et regeringsansvar.

Trods alle Ahlers besværgelser så kan han ikke løbe fra, at han efterlader Ellemann mere vingeskudt end nogensinde.

Han vidste godt, at han med sit farvel bliver den nu sjette Venstre-mand siden valget, der forlader folketingsgruppen. Denne gang er det ikke en af de besværlige, der ikke kan se sig selv i Venstre på grund af personlige eller politiske grunde.

Det er et signal fra en af Ellemanns mest loyale støtter om, at han ikke gider bruge sit liv i håbløs opposition de næste fem-seks år, når der for ham findes mere attraktive alternativer at bruge sin tid på.

Alligevel hævder Ahlers, at erhvervsfolk da endelig skal prøve at gøre ham kunsten efter og bruge kræfter på politik. Man kan dog ikke just påstå, at Ahlers' opfordring til erhvervsfolk om at søge ind i politik med sit eget utidige farvel tjener som et særligt overbevisende eksempel.

Tilbage står et billede af en mand, der havde de bedste intentioner, men som aldrig fandt sig til rette i politik og i sidste ende hellere ville lave noget andet. Fuldstændigt som skeptiske iagttagere spåede, da Ahlers indledte sin politiske karriere.