Folkekirken må genfinde sin revolutionære nerve, hvis ikke næstekærlighed skal være en tom floskel

Skæbnens ironi, måske. I hvert fald udtrykker konferencens intention præcis den modsatte bevægelse end den, som venstrefløjen er undergået i de seneste årtier. 

Det kan man så tænke lidt videre over.

Men tilbage til folkekirken. For ét er at diskutere karakteren af dens samfundsmæssige engagement og ikke mindst dets omfang og udformning; noget andet er at antage, at det hele er gjort med akademiske øvelser i en sluttet kreds. Så meget har jeg da lært på venstrefløjen.

Ikke desto mindre forekommer diskussionen mig at være yderst vigtig. 

Som socialist og vordende teolog har jeg længe undret mig over folkekirkens udtalte fravær i sammenhænge, som i den grad påkalder sig tilstedeværelsen af ubetinget medmenneskelighed

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende og organisationssekretær i Enhedslisten

For hvis størrelser som næstekærlighed og ligeværd for Gud ikke blot skal være tomme fraser fremsat under bekvemme, privilegerede forhold, er det på tide, at vi offentligt begynder at diskutere teologiens og folkekirkens rolle i løsningen af globale problematikker, der i stadigt højere grad trænger sig på også i et lille land som vores. 

Som socialist og vordende teolog har jeg længe undret mig over folkekirkens udtalte fravær i sammenhænge, som i den grad påkalder sig tilstedeværelsen af ubetinget medmenneskelighed. 

Tag nu blot hele flygtningesituationen, der med tiltagende klimaforandringer kun ser ud til at tage til: Hvor er opråbet fra folkekirken og dens repræsentanter, hvad angår de utallige flygtninge fra Afrika, der ved EU's ydre grænse i disse år dør i titusindvis i forsøget på at redde deres liv ombord på synkefærdige både i Middelhavet?

Her har man undladt at række ud efter dem, der måske ikke helt er ligesom os selv. Men hvis ikke præster, biskopper og andet kristent godtfolk skulle råbe op, når politikerne ser sig blinde på budgetbalancer og stormagtspolitik, hvem så? Hvornår rammer bølgeskvulpene fra Middelhavet også kirkebænkene her til lands? 

Skal folkekirken på ny kunne sætte et kristent, næstekærligt, ja sågar revolutionært aftryk på samfundet, må den i mine øjne forpligte sig radikalt på altid at ville nå den fremmede, den ukendte og anderledes nabo. 

Og det gælder naturligvis ikke kun i det store udland, men også i den hjemlige flygtninge- og integrationspolitik, som især i de seneste to årtier har været præget af stor mistro og udgrænsning af "den fremmede". 

Men også her har det været småt med den aktive næstekærlighed, hvor præster til tider tværtimod er gået forrest i forsvaret for det danske og hyldet, at vi med vores stramme udlændingelovgivning ikke er endt med "svenske tilstande", sådan som Sørine Gotfredsen gjorde det for nyligt i Kristeligt Dagblad.

Her så jeg snarere, at man tog Hal Kochs snævre, men ikke desto mindre rammende, definition af demokrati som samtale på sig og insisterede på den i enhver henseende - ikke mindst i mødet med det fremmede og det ukendte. 

Skal folkekirken kunne sætte et kristent, næstekærligt, ja sågar revolutionært aftryk på samfundet, må den forpligte sig radikalt på altid at ville nå den fremmede

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende og organisationssekretær i Enhedslisten

Og hvis dette nu skulle forekomme abstrakt, så kan man blot lære af en række imamer fra Danmark, Norge og Tyskland, der, som Altinget har berettet om, for nyligt har været i Afghanistan for at indgå i en samtale med det Onde selv, Taliban-styret, om kvinders rettigheder slet og ret ud fra den opfattelse, at der kan ske mirakler i dialog. 

Her kunne folkekirken lære af disse muslimske medmennesker ved principielt at insistere på, at når alle andre prædiker mistænkeliggørelse og påpasselighed, gælder det for den kristne også altid om at kunne nå den fremmede. 

Om folkekirken nogensinde var revolutionær, så kunne den dog blive det, hvis den åbent og i dialog med befolkning såvel som politikere og civilsamfund turde anfægte nutidens konsensus ved at spørge, om den nationale selvbeskyttelse vitterligt skal stå over næstekærligheden - i Danmark såvel som i EU. 

I sidste måned besøgte jeg det teologiske fakultet på Humboldt Universitet i Berlin. Her blev jeg som det første i indgangshallen mødt af et citat af den tyske teolog og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer: "Kirken er ubetinget forpligtet over for ofre i enhver samfundsorden, også selvom de ikke tilhører den kristne menighed." 

Det var måske et sted at begynde rejsen gennem revolutionens svært overskuelige terræn.