Danske Kirkers Råd: Stramninger af trossamfundsloven vil gøre det sværere at være kirke i Danmark

Den lov, der kom til i 2017, var et forsøg på at finde en balance på ny, men samtidigt med det helt tydelige og eksplicitte ønske at holde øje med bestemte trossamfund, såsom de islamiske. Det betyder, at loven er lavet mere på statens politiske præmisser og med statens ønske for øje end kirkernes.

Bureaukratisk lov

Det eksplicitte ønske om kontrol er legitimt nok, da et samarbejde må forudsætte tillid og gennemsigtighed.

Udfordringen er, at trossamfundsloven ikke leverer tillid, gennemsigtighed eller et ligeværdigt balancepunkt mellem stat og Danske Kirkers Råds medlemmer.

Kirkerne bliver bedt om at leve op til en lang række mere eller mindre uigennemsigtige krav med korte frister og uden tillid eller samtale med ministeriet. Det har skabt en oplevelse af, at både loven, dens fortolkning og forvaltning giver så snævre rammer, at det bliver svært at være kirke i Danmark.

Min frygt er, at yderligere uigennemtænkte stramninger i loven vil tippe balancen, så flere og flere kirker opgiver deres status som trossamfund.

Emil Hilton Saggau
Generalsekretær, Danske Kirkers Råd

Det er en lov så bureaukratisk, at nye kirker i Danmark, som for eksempel de hastigt voksende rumænske ortodokse, hellere vælger at være foreninger end at være registeret som trossamfund af staten.

Dermed ser vi det fatale problem: Loven modarbejder kirkers lyst til at indgå i samarbejde med staten og laver sig potentielt set hellere isolere, som de godt 20 rumænske menigheder, der repræsenterer cirka 50.000 rumænske kristne.

Jeg forstår godt de rumænske præster, hvorfor jeg selv flere gange har rådet dem og blandt andet også de nytilkomne ukrainske ortodokse til ikke at søge status som trossamfund. Det vil simpelthen dræne dem for menneskelige ressourcer, da de skal leve op til så meget og får så uendeligt lidt tilbage af staten.

En sær argumentation

Trossamfundsloven er ikke en lov for kirker, hvilket kan virke endnu mere paradoksalt, når hele 70 procent af de registrerede trossamfund er kristne kirker. De resterende 30 procent fordeler sig næsten ligeligt mellem muslimerne og så andre trossamfund som jøderne og budisterne.

Det er derfor grotesk, når Folketingets partier og kirkeministeren på den ene side hylder kristendommen og kirkerne, men samtidigt melder ud, at de vil stramme trossamfundsloven.

Kirkeministeren laver denne kobling gang på gang uden at opdage det, og senest gjorde Konservatives kirkeordfører Helle Bonnesen det samme: Den ene dag skrev hun i Kristelig Dagblad om vigtigheden af kristendommen og kirkerne, den anden dag i Altinget om, hvor vigtigt det er at stramme på trossamfundsloven.

Det er i min optik en sær form for argumentation, der enten bunder i uvidenhed eller ligegyldighed. Trossamfundsloven er en lov, der regulerer kirker. Strammes den, så bliver det sværere at være kirke i Danmark. Det er ikke mere kompliceret end det.

Min frygt er, at yderligere uigennemtænkte stramninger i loven vil tippe balancen, så flere og flere kirker opgiver deres status som trossamfund. Det er den samtale, som jeg lige nu har med flere kirkesamfund.

Hvis Konservative eller kirkeministeren vil kirkerne i Danmark det godt, så bør de se på nogle konstruktive forslag til, hvordan loven bedre kan skrues sammen.

Graduering

Vi vil i Danske Kirkers Råd gerne levere et sådan konstruktivt forslag. Vi foreslår, at loven tegnes op som en graduering, så loven kan rumme de forskelle, der er mellem små og store kirker.

Denne graduering giver mulighed for, at forskellige kirker med forskellig organisering ikke skal tilpasse sig de samme præmisser, men tages seriøst som de er. Det betyder ikke forskelsbehandling, men alene at loven tilpasses, så den både kan rumme små menigheder med 50 medlemmer. Den katolske Kirke med 50.000.

Det ville eliminere det nuværende konstante eftersyn, kontrol og indlevering af rapporter, regnskaber med videre til ministeriet.

Emil Hilton Saggau
Generalsekretær, Danske Kirkers Råd

Den katolske Kirke har et omfattende revisionssystem, hvorimod en lille frikirke i Nordjylland måske kun har en valgt revisor, der har anden hovedbeskæftigelse. De bør ikke stå over for samme krav.

Denne graduering kan ske gennem en akkrediteringsinddeling i loven.

Det betyder, at i stedet for at politikere og ministeriet forholder sig til indre forhold, så er det alene rammerne for et trossamfund, som loven forholder sig til.

Denne model virker på uddannelsesområdet, hvor andre ministerier godt kan have en lov, der rummer alt fra skoleskibet til Københavns Universitet. Det burde være muligt at overføre det til Kirkeministeriets ressort. Et eksempel på, hvordan en sådan lov ville virke, er, at det alene ville være et trossamfunds regnskabspraksis og arbejdsgange, der stilles krav til.

Det ville eliminere det nuværende konstante eftersyn, kontrol og indlevering af rapporter, regnskaber med videre til ministeriet.

Et trossamfund med betryggende praksis kan få lov at fokusere på sin hovedopgave, nemlig det at være en kirke, frem for at skulle lege revisor og tegne og fortælle for statens embedsmænd.

En balance mellem politiske og kirkelige hensyn

Akkrediteringsordningen giver samtidigt mulighed for, at de mindre kirker som for eksempel rumænerne og ukrainerne, der er ved at etablere sig, kan og bør få vejledning til denne etablering. De akkrediteres ikke med det samme, men vejledes og hjælpes med at etablere sig med for eksempel en passende regnskabspraksis. Når de er veletablerede, så kan de blive fuldt akkrediterede.

De områder, hvor akkreditering skal ske, som der allerede nærmest er et katalog til i den nuværende lov, ser vi gerne en åben dialog om mellem Folketinget og Danske Kirkers Råds medlemmer. Det er et sted, hvor vi sikkert kan finde et passende balancepunkt sammen, da vi godt forstår, at der kan være politiske hensyn, som er legitime såsom ønsket om at holde øje med pengestrømme eller prædikanter fra udlandet.

Loven skal bare være en balance mellem de politiske og de kirkelige hensyn frem for alene at tilgodese de politiske. Jeg håber, at Folketingets partier og regeringen vil bruge revisionen til en sådan fornyet balanceakt mellem det politiske og det kirkelige.

Formålet med loven bør være at sætte kirkerne fri til at være kirker, hvilket politikere, der vil kirkerne det godt, burde kunne forstå og omsætte i Grundlovens egentlige ånd.