Instituttet for Fremtidsforskning: Vi betaler for vores politiske kortsigtethed med ufødte menneskeliv

Vores eget ve og vel kan vi tage og føle på, mens vores efterkommere stadigvæk er en abstraktion. 

Generelt er incitamenterne til at investere i foranstaltninger der afbøder trusler med lav sandsynlighed ret svage, hvilket risikoanalytikere ofte påpeger. Trusler i den fjerne fremtid vejer endnu lettere på vægtskålen.

Det er ikke svært at forestille sig en række katastrofale scenarier, men hvis ingen træffer valg i dag, der kan forhindre dem, forbliver det en akademisk øvelse.

Det er en uheldig sandhed, når vi tænker på de mange og i stigende grad sammenhængende risici, som vores efterkommer vil stå overfor.

Pandemier kan i princippet forebygges, men den slags foranstaltninger, det kræver, er aldrig simple og altid dyre. Vi har heller ingen mulighed for at vide, hvornår den næste smitsomme sygdom vil komme ud af kontrol, eller hvor dødelig den vil være. 

En indgroet kortsigtethed

Vores fejlslagne forsøg på at reducere udledningen af drivhusgasser er måske det bedste eksempel på indgroet kortsigtethed, som i kombination med økonomiske og politiske særinteresser har blokeret for fremskridt og konsensus og skabt en dødelig cocktail af selvdestruktion.

Selv om der allerede i dag er alvorlige menneskelige omkostninger, vil de kumulative virkninger af vores mangel på handling øge antallet af risici, som fremtidige generationer skal forholde sig til.

Det kan sammenlignes med en slags marshmallow eksperiment, der udspiller sig på global skala, hvor indgroet kortsigtethed underminerer vores evne til at træffe beslutninger med langsigtede fordele

Casper Skovgaard Petersen
Udgivelseschef, Instituttet for Fremtidsforskning

Ekstreme vejrudbrud som oversvømmelserne i Pakistan i sommeren 2022 eller i hele Sydasien i 2020, som dræbte tusindvis af mennesker og kostede astronomiske beløb i materielle skader, vil kun blive hyppigere i fremtiden.

Klimaforskere har anslået, at børn født i 2020 vil opleve mellem to og syv gange så mange ekstreme vejrbegivenheder i løbet af deres levetid som personer født i 1960. På lokalt plan er det imidlertid meget vanskeligt at forudsige, hvornår en sådan begivenhed vil indtræffe, og hvor alvorlig den vil være.

Det kan sammenlignes med en slags marshmallow eksperiment, der udspiller sig på global skala, hvor indgroet kortsigtethed underminerer vores evne til at træffe beslutninger med langsigtede fordele. 

Der er nok kun få, der vil være uenige i, at vi har en moralsk forpligtelse over for de utallige mennesker, der endnu ikke er født, men hvis liv ikke desto mindre er stærkt påvirket af vores handlinger i dag. Kan vi gøre noget for at sikre, at deres trivsel fylder mere i vores beslutningstagning?  

Vi skylder dem i hvert fald at udforske alle muligheder. Der findes allerede i dag en mængde forslag til, hvordan man kan opnå større grad af retfærdighed og solidaritet mellem nutidens og fremtidens generationer.

De kommer i mange forskellige former – fra asymmetriske valgsystemer, der tildeler størst vægt til yngre (dog nulevende) borgere, til omfordeling af rigdomme – herunder i form af klimaerstatning, som betales af dem, der har haft størst gavn af den fossile økonomi, til dem, der vil lide mest under dens konsekvenser.

FNs klimafond, vedtaget ved COP27 i november sidste år, er et eksempel.  

En vagthund for fremtiden

Der er også bestræbelser i gang for at sikre bedre politisk repræsentation for vores ufødte efterkommere.

Der er en del åbenlyse udfordringer forbundet med at handle på vegne af mennesker, der endnu ikke eksisterer, men inspiration til, hvordan man griber opgaven an, kan findes i den walisiske Future Generations Commission.

Her har verdens første ’Fremtidskommissær’ netop afsluttet sin syvårige embedsperiode, hvor hun har ageret vagthund på vegne af fremtidens walisere overfor landets myndigheder. Små skridt, men trods alt bevægelse i en meget interessant retning.

Andre lignende initiativer dukker op i disse år, blandt andet i Finland, hvor man har gjort meget for at indarbejde fremtidsforskning i embedsværket.  

FNs Generalforsamling dyppede også tæerne i 2022 med offentliggørelsen af et udkast til en ”Declaration for Future Generations”.

Deres anbefalingerne omfatter blandt andet udviklingen af en ’generationstest’ til at evaluere den langsigtede indvirkning af politiske tiltag for fremtidige generationer samt udviklingen af et ’Intergenerational Sustainability Index’. 

På internationalt plan kunne vi håbe på at se dannelsen af et egentligt Fremtidsministerium.

Manglende politisk fremsynethed

Science fiction-fans kan måske genkende konceptet fra Kim Stanley Robinsons Ministry for the Future fra 2020, som skildrer en fremtid, hvor menneskeheden formår at vende vores kurs væk fra klimakatastrofen.

Katalysatoren for romanens plot er en hedebølge, der rammer Indien og slår millioner mennesker ihjel, hvilket skaber en kædereaktion af klimaterrorisme og politisk omvæltning.

Det vil være en skæv fordeling, indtil vi begynder at tage højde for konsekvenserne af vores beslutninger for mennesker i den fjerne fremtid

Casper Skovgaard Petersen
Udgivelseschef, Instituttet for Fremtidsforskning

Lige nu spår prognoserne, at Indien står overfor en endnu en særdeles varm sommer med risiko for dødelige wet bulb-tilstande. Forhåbentlig viser fiktionen sig ikke at være en profeti. 

Selv om der ikke er mangel på gode intentioner, er det klart, at den inter-generationelle betalingsbalance stadig er stærkt skævt fordelt til fordel for nutiden.

Det vil den fortsat være, indtil vi begynder at tage højde for konsekvenserne af vores beslutninger for mennesker i den fjerne fremtid i stedet for at behandle dem som en eftertanke.

Det vil kræve indrømmelser i dag – og at vi indarbejder kommende generationers interesser i vores beslutningsprocesser på institutionelt niveau – men så vil det være vores børn og deres efterkommere, der vil drage fordel af vores fremsynethed.