Jørgen Grønnegård: Ministerrokade sender Jeppe Bruus på en uoverskuelig mission under skarpt opsyn

På disse punkter er alt ved det gamle. Der skæres og flyttes, mens ministre rokerer om og ind og ud af regeringen. Hvad det præcis indebærer, kan ingen her og nu svare på. Det sikre er, at omrokeringerne varsler en periode med uro og usikkerhed, hvis længde man ikke skal undervurdere.

Det sikre er også, at der på disse områder skal bygges to nye ministerielle organisationer op: Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og så Ældreministeriet.

Det sidste bliver formentlig til at overse. Det første kan blive ganske stort og ikke mindst ganske komplekst, når man studerer porteføljens indhold. I begge tilfælde er spørgsmålet, hvor langt et liv de to nye ministerier får. Ja, overlever de denne regering?

Nyt ministerium får to opgaver

Der er også en ægte nydannelse. Noget, som vi ikke har set før. Det er Ministeriet for Grøn Trepart. Det skal følge rammeaftalen, som blev indgået i regi af den grønne trepart, til dørs.

Det overtager store forretningsområder fra Miljøministeriet og Fødevare- og Landbrugsministeriet. Der er tale om en så omfattende operation, at den skærer langt ind i de to ministeriers styrelser. Landbrugsstyrelsen flytter reelt med over i det nye ministerium.

Jeppe Bruus skal finde balancen mellem højstemte nationale ambitioner og lokal- og regionalpolitikkens pragmatiske forhandlingslogik.

Jørgen Grønnegård
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Det nye ministerium og dets minister Jeppe Bruus (S) får to opgaver, som hver for sig er store og til dels uoverskuelige.

Det skal i løbet af de kommende måneder omsætte trepartaftalen til lovgivning. Og det skal ske i forhandlinger med partierne i Folketinget.

Det er i sig selv en stor opgave, for treparten sætter kun rammerne, og i hvert fald nogle partier har en interesse i at markere, at trepartens ord ikke er lov.

Samtidig er det ikke forhandlinger, som er overstået i et hurtigt og enkelt hug. Det skal med sikkerhed ske i trin. For sådan fungerer forligsparlamentarismen.

Den anden opgave er at forberede og gennemføre den politiske og administrative implementering af de aftaler og den lovgivning, der bliver aftalt og vedtaget med afsæt i treparten.

Det kræver politisk snilde og styrke, og så kræver det ikke mindst en kolossal administrativ indsats. Husk i den sammenhæng, at treparten lægger op til en decentral implementering af klimaindsatsen over for landbruget, hvor trepartens mange parter igen har plads ved bordet. Jeppe Bruus skal altså finde balancen mellem højstemte nationale ambitioner og lokal- og regionalpolitikkens pragmatiske forhandlingslogik.

For at kunne håndtere de to opgaver skal trepartsminister Jeppe Bruus først have bygget sin forvaltning op.

Hvilke tanker han har gjort sig om den opgave, ved vi ikke. Vi kan derimod ud af "Statsministeriets forestilling om ændring i ministeriets [regeringens] sammensætning" af 29. august 2024 læse, at regeringsledelsen og dens rådgivere har erkendt, at det ikke er nogen simpel operation, "idet den nærmere fastlæggelse af ministerens ansvarsområde vil ske ved kongelig resolution" – altså senere.

Oven i kommer den administrative organisering og bemanding med alt, hvad den indebærer.

Regeringen fastholder gammel konstellation

Man kunne tro, at regeringen med Ministeriet for Grøn Trepart havde skabt et superministerium og et superdepartement med ansvar for klimaindsatsen på landbrugs- og jordbrugsområdet. Det er ingenlunde tilfældet.

Det kan man aflæse af den måde, som regeringskoordinationen af det grønne område fortsat er tilrettelagt på.

 Spørgsmålet er, hvor vidt og selvstændigt et mandat, den sagtmodige Bruus får som trepartsminister?

Jørgen Grønnegård
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

I 2019 fik regeringen et Udvalg for Grøn Omstilling. Dets formand var daværende klimaminister Dan Jørgensen (S).

Han blev i 2022 afløst af Lars Aagaard (M). Ingen af dem var i stand til eller havde mandatet til at gøre det til et kraftfuldt grønt knudepunkt.

Forud for forhandlingerne i Den Grønne Trepart blev det derfor erstattet af Grønt Udvalg. Det var en nok så magtfuld konstruktion. Formanden blev finansministeren, og medlemmerne var andre nøgleministre i regeringen.

Det er der med sidste uges regeringsomdannelse ikke ændret ved. Man kunne ganske vist have forventet, at Jeppe Bruus som minister for grøn trepart var blevet placeret i formandsstolen. Man kunne også have forventet, at han med områdets høje prioritering havde fået sæde i Regeringens Økonomiudvalg. Men ingen af delene er tilfældet.

Nicolai Wammen (S) forbliver formand, ligesom Troels Lund Poulsen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) har bevaret deres pladser i udvalget. Spørgsmålet er, hvor vidt og selvstændigt et mandat, den sagtmodige Bruus får som trepartsminister.

Rokadens store overraskelse

Det er også værd at opholde sig ved Ældreministeriet. Det er første gang, at de gamle får deres eget ministerium. Ministerielt og statsligt er det en beskeden ressort. Af to grunde er det alligevel vigtigt.

Den ene er, at regeringen står over for udmøntningen af forårets ældreaftale. Den anden er, at regeringen inden længe vil fremlægge sit udspil for en reform af sundhedsområdet.

Treparten sætter kun rammerne, og i hvert fald nogle partier har en interesse i at markere, at trepartens ord ikke er lov.

Jørgen Grønnegård
Professor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Sundhedsstrukturkommissionen har med stor præcision henledt politikernes opmærksomhed på, at ældre- og sundhedsområdet i stigende grad er to sider af samme sag: Så hvorfor har regeringen ikke taget konsekvensen af det og lagt området over i Indenrigs- og Sundhedsministeriet?

Ligger der heri et varsel om, hvordan regeringen i sit sundhedsudspil vil tackle den betændte relation mellem kommuner og regioner i fremtidens sundhedsstruktur?   

Det er endelig værd at notere, hvad der ikke indgår i regeringsomdannelsen.

I regeringsgrundlaget fra 2022 var der lagt op til, at Justitsministeriet efter nærmere analyse i et sagkyndigt udvalg, skulle deles i to. Det udvalg kom aldrig.

Opdelingen, som den dengang var skitseret, kom heller ikke. Så langt strakte Lars Løkke Rasmussens magt altså ikke.