Menighedsrådsformand: Hvis folkekirken ikke gør sig relevant i vores samtid, mister den sit fodfæste

En pessimist kan trække paralleller til de ti plager i oldtidens Egypten, hvis han kniber øjnene sammen.

Og så er der mistrivslen i vores samfund, primært anført af vor nations fremtid; de smukke, unge mennesker, der har ondt i sindet. En eksistentiel krise, der har slået rod i en generation. Det er ikke deres egen skyld. Det er en smerte, som vi – i bedste mening – som samfund har plantet i deres indre.

I kærlighed til den næste generation har vi skabt et ’mulighedernes samfund,’ hvor alle døre er åbne, og bindingerne få. Væk er fordums ydre krav om at følge i slægternes fodspor, bygge ovenpå det værende og passe ind i den kasse, der var dig givet i dåbsgave.

Under sloganet ’Du kan, hvad du vil,’ har vi sat den næste generation fri af fortidens snærende bånd. Vi har lagt verdenen for deres fødder og vist dem et utal af forskellige udfald for deres tilværelse, som de helt selv kan tilrettelægge.

Den sociale arv er (strukturelt) ophævet, og man kan helt og holdent tage sin tilværelse på sig. De ydre krav er erstattet af indre krav. Krav til at finde og skabe sig selv ud fra et atomiseret verdensborgerbillede som frit flyvende individ med alle muligheder for selvrealisering.

Lykkes man ikke med at realisere sine inderste drømme, peger pilen kun ét sted hen: indad.

Nogle af vores unge mennesker har grebet mulighederne og trives storartet i den nye verdensorden med et tag-selv-bord af muligheder. Andre er faret vild i tilværelsen og mangler retning. Her famler de rundt i en søgen efter mening og samhørighed i skæret fra deres iPhones, som lå svaret heri.

Det kristne budskab er antitesen på meningstabet

Her vender vi tilbage til folkekirken som en relevant medskaber af løsninger på samfundets store udfordringer. For i en tilværelse, som fordrer en enormt indadskuende, navlepillende og performance-orienteret blik på sig selv som menneske, har folkekirken et modbudskab.

I kirken kan man træde ind over den laveste dørtærskel og indgå i et fællesskab omkring det kristne budskab om næstekærlighed, tilgivelse og livets værd. For blot en stund kan vi fjerne det selvkritiske blik og pege det udad og opad.

Det handler ikke kun om dig – men det handler også om dig. Dig i relation til din omverden og din rolle og ansvar i dine medmenneskers tilværelse uden skelen til egennyttighed.

Vores kristne tradition lærer os, at menneskets værdi ikke kan opgøres i verdslige eller monetære besiddelser. Vi har en iboende værdi som mennesker, der er værd at værne om – og som man ikke skal gøre sig fortjent til. Den er os givet, uden at vi først skal opsøge eller tilegne den.

På den måde skaber kirken rammerne om ét af de vigtigste fællesskaber i vores tid. Men hvis ikke kirken formår og forstår at få det budskab udover ramperne og gøre sig relevant i vores samtid, vil den – ligesom så mange andre samfundsbærende institutioner – miste fodfæste.

Vi skal have kirken ud af kirkerummet og ud i det levede liv i lokalsamfundene rundt i hele landet.  

Mike Simonsen Straarup
Menighedsrådsformand, Askov Sogn, Ribe Stift

Vi skal have kirken ud af kirkerummet og ud i det levede liv i lokalsamfundene rundt i hele landet.

Her spiller de lokale menighedsråd en enormt vigtig rolle. Det er dem, der er ambassadører for kirken og dens budskab. Det er dem, der kender området og ved, hvor kirken kan gøre en forskel. De skaber kirkens lokale legitimitet, så den bliver noget andet end verdensfjern og irrelevant. Et fast holdepunkt i en omskiftelig tilværelse.

Politisk modvind på cykelstien

Opgaven er kirkens egen. Der kommer ikke hjælp udefra. Den seneste kirkepolitiske hændelse med afskaffelsen af St. Bededag viser med al tydelighed, at der fra et flertal i Folketinget ikke tillægges særlig stor tiltro til folkekirkens rolle eller betydning. Derfor skal opgaven løses indefra og nedefra.

Opfordringen herfra er entydig: Kære menighedsråd og alle I, der overvejer at stille op: Tag opgaven på jer. Stempl ind i tidens store debatter og fortæl vidt og bredt om kirkens rolle og engagement heri.

Vis jeres omverden, at I har andet og mere at byde på end kulturarv og traditionsrige rammer om familiebegivenhederne. Hvis ikke vi lykkes med det, bliver vores rolle og værdi som folkekirke udvandet på sigt.

Det er så sikkert som amen i kirken.