Resam: Islam bliver fremstillet som en demokratisk modspiller, men har potentialet til at være det modsatte

Er religion derimod bevægeligt og kan udvikle sig, så kan religionen også være en positiv aktør i en demokratisk proces. Det er en væsentlig pointe, når kronikken er del af en udredning om magt og demokrati i Danmark.

Sagt med andre ord: Er islam åben for en vis fortolkning og dermed bevægelig, kan islam også være en medspiller i en demokratisk udvikling. Kronikken påpeger, at religion kan have en tendens til at forvandle sig til en modspiller. Ok, men hvis det er muligt, vil religion også have potentialet til at bidrage den anden vej.

Islam indeholder for eksempel en række anbefalinger om ordentlighed i omgangen med andre mennesker. Er fokus på god skik og på, hvordan man opbygger positive relationer, kan islam ligesom kristendom styrke civilsamfundets grundlag.

Er fokus på god skik og på, hvordan man opbygger positive relationer, kan islam ligesom kristendom styrke civilsamfundets grundlag.

Nik Bredholt
Sekretariatsleder, Religion & Samfund

Religiøse institutioner giver også mulighed for at lære demokratiets spilleregler at kende, ved at de enkelte medlemmer sidder i råd og udvalg. Det kræver naturligvis, at der er en accept i de kredse, der bestemmer i for eksempel en moské, at der skal være plads til forskellige stemmer og holdninger. 

Hvad med kultur-muslimerne?

Et andet forhold, som er interessant, er, hvordan homogeniseringen foregår på tværs af de skel, som eksisterer inden for islam i Danmark.

I bogen “Det sorte skæg – Om at være dansk muslim" (2018) af Tarek Hussein, beskrives dansk islam som primært bestemt af etniske grupperinger. Det er for eksempel de tyrkiske, de pakistanske og andre etniske grupper, der karakteriserer islam i Danmark.

Det billede, som Tarek Hussein giver i sin bog, går igen i det store studie, som Lone Kühle har lavet omkring moskéer i Danmark; “Danmarks moskéer: Mangfoldighed og samspil" (2019). Moskéerne er i høj grad bundet til etniske grupper. Det er ikke det fulde billede, men det er stadig det generelle.

Hvordan homogeniseringen sker mellem disse grupper er ikke klart, for der vil være en række faktorer omkring kulturforskelle, der virker ind.

I kronikken af Thomas Hoffmann savner jeg overvejelser om den store gruppe af muslimer i Danmark, som kulturelt er præget af islam, men som ikke er optaget af det religiøse, og som ikke går i moské eller opsøger de religiøse miljøer. Umiddelbart er den gruppe nok den største.

Et relevant spørgsmål vil derfor være, hvordan den gruppe er omfattet af en homogeniseringsproces?