Mindeord om billedkunstner Anders Kirkegaard (78)

Et af de største øjeblikke i mit liv indtraf søndag 14. november 2021.

Da vi under festgudstjenesten i Sankt Nicolai Kirke sang salmen 'Krist stod op af døde', og to kirketjenere gik frem til alteret og åbnede det gyldne felt i Anders’ monumentale altertavle, og opstandelsen over Vejle Fjord bredte sig ud i kirkerummet – da tror jeg alle til stede mærkede en stærk visuel virkning, et brus af bjergtagelse.

For mig var det fuldendelsen af fire års intenst samarbejde med Anders og Janne. Det var et enestående øjeblik! På en gang overvældet, ydmyg og stolt over, at det var lykkedes, men med en taknemmelighed rettet mod Anders, som fyldte allermest.

Anders gik til opgaven med at skabe et alter til Sankt Nicolai Kirke med en sådan ildhu og vedholdenhed, at det overvandt alle forhindringer.

Resultatet er blevet et altermaleri af mesterligt format, som jeg er overbevist om, at eftertiden vil betragte som et højdepunkt i det 21. århundredes danske kirkekunst.

Jeg kan forsikre jer for, at der intet uovervejet eller tilfældigt er i Anders’ maleri.

Lad mig springe tilbage til onsdag 13. september 2017. Da forelagde Anders’ sine skitser og planer for menighedsrådet, og da det faldt positivt ud, sendte Anders en e-mail, hvor han skrev:

"Jeg må derfor betragte udfaldet som et udtryk for Herrens nåde og vil bruge al min energi og intensitet på at få lavet et samlet arbejde/værk, som både I og jeg vil kunne betragte som mit hovedværk, og Testamente".

Senere lød det:

"Vi arbejder jo til Guds ære og menneskenes velbehag – så vi har tid nok, og hvem kan ellers påstå noget sådant i vore dage?"
.
De seneste syv-otte år med hyppig kontakt med Anders udviklede sig gennem et samarbejde med stor gensidig respekt og forståelse til et egentligt venskab. Så det fyldte mig med glæde, da Anders begyndte at omtale mig som sin kammerat.

Et af Anders' hyppigst anvendte citater var: 'Sic transit gloria mundi' – således forgår verdens herlighed, og vi kan jo tilføje mennesket med dets skrøbelighed.

Men så er det godt, at Anders selv så stærkt har vist os, at på den yderste dag står der en kongesøn så stærk som en okse, som Anders kunne formulere det, og favner os.