Mindeord om fhv. biskop Kjeld Holm (79) af adj. professor Morten Kjærum

Det ringede på min dør en oktober aften i 1997, og der stod Kjeld Holm – biskoppen i Aarhus. Den aften vendte vi ofte tilbage til, for det blev begyndelsen på et langt venskab og samarbejde. Vi var netop blevet udpeget til henholdsvis formand og næstformand for det nyskabte Nævn for Etnisk Ligestilling.

Fem år senere i 2002 blev nævnet nedlagt, fordi Dansk Folkeparti var meget utilfreds med både Kjeld og mig.
 
Den aften i 1997 var jeg meget usikker på, hvordan samarbejdet ville forløbe. Hvordan ville det gå at diskutere integration af muslimer i det danske samfund med en kristen biskop, og jeg selv havde en sekulær baggrund. Men Kjeld brød hurtigt isen. Han var nemlig i højt humør, for i toget til København havde han netop hørt, at AGF havde vundet en kamp. Som gammel aarhusianer kunne vi dele glæden, selv om hans glæde nok var på et højere plan.
 
Diskussionen gik videre fra AGF over noget god mad og vin. Hurtigt i samtalen stod Kjelds humanisme og dybe menneskekærlighed tydeligt frem og ikke mindst hans store interesse for og forståelse for det helt særlige i helt almindelige mennesker, netop fordi vi er mennesker. På det punkt var Kjeld knivskarp.

Han var aldrig til fals for stereotyper eller nemme forklaringer på menneskers ageren. Han så altid mennesket bag enhver handling.
 
For at nå dertil må man være god til at lytte, og her var Kjeld formidabel. Han formåede både i Nævn for Etnisk Ligestilling og i andre sammenhænge at få folk til at føle sig hørt, inkluderet og ikke mindst taget alvorligt. Det lå ham altid stærkt på sinde, at dialogen mellem forskellige grupper i samfundet skulle styrkes på alle fronter, og at nævnet skulle gøre sit yderste for at bidrage til den proces.
 
Det var svært at fastholde, for polariseringen blev dybere og dybere dag for dag. Ikke mindst fik religionerne godt fat i vores samfund i slutningen af 1990’erne, og jeg fik som sekulær meget at læse op på for at forstå udviklingen. Her blev Kjeld lige til det sidste en vigtig støtte for mig til at forstå de religiøse tilgange fra et humanistisk perspektiv. Jeg er ham evig taknemlig og vil savne den sparring.
 
Kjeld har sat dybe spor i mange af os, og selv om han ikke kommer til at ringe på min dør igen, lever hans enestående positive livssyn og humanisme videre.

Han har igennem et langt liv gjort en kæmpe og uvurderlig indsats for humanismen Danmark.