EU-dom sømmer Parlamentet fast til Strasbourg
Agnete Finnemann Scheel
Torsdag faldt der dom i EU-Parlamentets rejsecirkus-saga. I dommen blev det afgjort, at EU-Parlamentets sammenlægning af to plenarmøder på én uge ikke er i overenstemmelse med traktaten.
Dommen er det endelige dødsstød til Parlamentets kamp for at skrotte møderne i Strasbourg, som 12 gange om året kræver, at de 754 medlemmer af Parlamentet må pakke kontoret sammen og flyve fra Bruxelles.
Og det er noget, Parlamentet har forsøgt at ændre i mange år.
Traktatændring er sidste løsning
”Vi har prøvet næsten alle de krumspring, vi kan, og det har ikke kunne lade sig gøre,” erkender MEP Dan Jørgensen (S), der er en af hovedkrafterne bag Single Seat-kampagnen, som med opbakning fra Parlamentet arbejder for at flytte alle møderne til Bruxelles og slukke og lukke i Strasbourg.
Ifølge generaladvokaten er sammenlægningen af to møder 'inkonsistent' og i strid med Lissabontraktaten.
Der skal afholdes 12 møder årligt i Strasbourg, og alle møderne skal have samme længde. I Parlamentets dobbelt-møde havde man afkortet mødelængden for at kunne nå to på én uge.
Det er Frankrig, som kræver, at Parlamentet vender tilbage til tolv separate møder af fire dages længde, og med EU-domstolens dom, er der kun ét skud tilbage i bøssen for Europa-Parlamentet.
"Det, der bliver mere og mere tydeligt, er, at vi har brug for en traktat-ændring, hvis det her skal laves om," siger Dan Jørgensen.
Vi har prøvet næsten alle de krumspring, vi kan, og det har ikke kunne lade sig gøre
Dan Jørgensen
MEP for Socialdemokraterne
Der skal pres på Frankrig
Men sådan en manøvre kan blive usædvanligt besværlig. For det kræver, at samtlige EU-lande stemmer for ændringen. Det skal være inklusiv den sagsøgende part, Frankrig, og det er der ikke meget, der tyder på, de er interesseret i.
Det er synd, men kampen er ikke helt tabt, mener MEP Anna Rosbach, løsgænger i Europa-Parlamentet.
”Vi håber, vi kan lægge så meget pres på Frankrig, at de står frem og forsvarer det her,” siger Anna Rosbach.
Hun kalder Parlamentets dobbelt-møde for en "protest-løsning."
”Det her rejse-cirkus er jo noget, vi har råbt op om i mange år, men der er ingen, der har mod til at tage det op i Rådet,” siger Anna Rosbach.
I oktober stemte et flertal af Parlamentet for, at plenarsamlingerne skal flyttes permanent til Bruxelles.