Kommissionen slår lille brød op for 2016

ARBEJDSPROGRAM: EU-Kommissionen har nu officielt vedtaget sit arbejdsprogram for det næste år. Det byder på 23 nye initiativer og bekræfter dermed den minimalistiske tilgang, som den nye Juncker-Kommission har lagt for dagen.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger stop til for mange nye forslag fra Bruxelles.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger stop til for mange nye forslag fra Bruxelles.Foto: EU-Kommissionen
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: 23 nye forslag er, hvad EU-Kommissionen har på bedding for det næste år. Dermed bliver det andet år med Jean-Claude Juncker ved roret i Bruxelles en fortsættelse af den linje, kommissionsformanden lagde fra starten, om at reducere Kommissionens tiltag til det mest presserende.

På trods af lanceringen under titlen ”Ikke mere business as usual” ligger fokus for Kommissionens arbejdsprogram for 2016 på gengangere fra sidste år som migration, økonomi, energi og det digitale indre marked.

Her vil Kommissionen blandt andet tage fat på en revision af Dublin-systemet og udvide muligheden for lovlig indvandring til Unionen. Den vil også bygge videre på sin nye energiunion med forslag om elmarkeder og samarbejde mellem energimyndigheder, samt foreslå nye kontroversielle regler om ophavsret på internettet. En ny indskydergaranti for bankkunder og en ny selskabsskattebase er også på programmet.

Gamle travere i nye klæder
Blandt forslagene er også den længe ventede relancering af den såkaldte cirkulær økonomi-pakke for blandt andet affaldsområdet, som Kommissionen som noget af det første valgte at slagte, da den kom til magten. Dertil kommer nye initiativer, der skal gøre det lettere for arbejdende forældre at få hverdagen til at hænge sammen. Det kommer som svar på, at EU-Kommissionen tidligere i år trak stikket på et omstridt barselsdirektiv.

Også den stærkt omdiskuterede mobilitetspakke, der skal skærpe rettigheder og pligter for EU’s vandrende arbejdstagere, vil se dagens lys.

Derudover har Kommissionen fundet 20 forslag, som den mener, bør slettes fra EU-registrene, mens den har kig på yderligere 40, som skal evalueres eller forenkles i forbindelse med den såkaldte ”bedre regulerings”-dagsorden.

Dokumentation

Her er Kommissionens 23 nye initiativer 

1. En ny kompetencedagsorden for Europa

2. En ny start for arbejdende forældre

3. En pakke om cirkulær økonomi

4. Revision af den flerårige finansielle ramme 2014-2020

5. De næste skridt frem mod en bæredygtig fremtid for Europa

6. Gennemførelse af strategien for det digitale indre marked

7. En pakke om energiunionen

8. En pakke om arbejdskraftmobilitet

9. Opfølgning af strategien for det indre marked

10. En europæisk forsvarshandlingsplan

11. En momshandlingsplan

12. En selskabsbeskatningspakke

13. En rumstrategi for Europa

14. En søjle for sociale rettigheder

15. En europæisk indskudsgarantiordning / gennemførelse af bankunionen

16. Opfølgning af handels- og investeringsstrategien

17. Gennemførelse af den europæiske sikkerhedsdagsorden

18. En pakke om bedre migrationsforvaltning

19. En pakke om grænseforvaltning

20. Rammen efter Cotonou

21. Kapacitetsopbygning i sikkerhedssektoren

22. Kommissionens bidrag til den globale strategi

23. Forslag til en interinstitutionel aftale om et obligatorisk åbenhedsregister

Der kan læses mere om de enkelte forslag her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jean-Claude Juncker

Fhv. formand, Europa-Kommissionen (Kristelige Sociale Folkeparti, Luxemburg)
cand.jur. (Strasbourg Uni. 1979)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024