Mindeord for Ivar Nørgaard

Af Jens-Peter Bonde
Cand.scient.pol. og medlem af Europa-Parlamentet fra 1979 - 2008

Ivar Nørgaard er ikke mere, det er så trist. Det var ham, som fik Danmark i EF, fordi han repræsenterede fattigfolk og havde deres tillid og overbeviste dem om, at EF var et økonomisk projekt, som ville gavne den danske økonomi. Han overså ikke, at andre havde andre planer for EF's udvikling. Han bekæmpede dem og kaldte Unionstilhængerne for "flommeeuropæere".

Hans ja til Maastricht-traktaten 2. juni 1992 var så halvhjertet, at de fleste vælgere stemte nej, og siden da har det været svært at få et ja ud af ham ved en EU-afstemning. Vi kom faktisk til at samarbejde om et nej nogle gange, fordi han stod ved sin anbefaling af EF som økonomisk projekt og sit løfte om ikke at ville en Union.

Men venskabet startede, da han stod som vores politiske modstander. Han respekterede simpelthen andre synspunkter, og der har underligt nok aldrig været et ondt ord imellem os. Jeg havde altid tillid til ham, særligt siden jeg en junidag i 1971 cyklede ud til Bagsværd og lavede et langt interview med ham til den socialdemokratiske avis, Demokraten.

Han forærede mig sin lærebog i økonomi med dedikation. Efter ministertiden blev han formand for folketingets Europaudvalg, dengang det hed markedsudvalget. Da var orienteringen af Europaudvalget fra regeringen så ringe, at jeg ofte måtte gå over til min genbo i Bagsværd med de seneste planer eller vedtagelser, når jeg kom hjem fra et topmøde i EU.  

Ivar Nørgaard fik etableret "Rådet for europæisk politik" i 1993 som et forum for dialog mellem tilhængere og modstandere. Det var hans barn, og vi elskede at blive taget alvorligt med vores kritik og forslag til et bedre EU. Barnet blev dræbt i 2002 af dem, der foretrak damptromle for dialog.

Ivar var en politisk modstander. Venskabet blev ikke ringere af, at vi endte med at blive enige om det meste. Men det bedste ved dansk politik er, at politiske fjender ofte kan være personlige venner.

Æret være Ivars minde.