EL-profiler: Draghi-rapport er et brud på 'business as usual' og muliggør en industripolitik til gavn for alle

Selv om det sjældent siges med de ord, dækker det blandt andet over en erkendelse af noget, vi på venstrefløjen længe har sagt: Fri konkurrence, udliciteringer, outsourcing og lignende er ikke noget, der ser ud til at skabe de investeringer og resultater, vi vil have.

Store kapitalfonde og selskaber med interesser i fossile brændsler bliver ikke lige pludseligt gode og langtidstænkende.

De skal som oftest tvinges til at ændre politik og tilgang.

At den erkendelse nu synes at vinde frem selv blandt EU-Kommissionens lukkede mure skaber en mulighed for positiv forankring.

Dermed ikke sagt, at det bliver lige til, for det gør det næppe.

Fem krav til nye initiativer

For at den nye tilgang skal kunne virke progressivt på længere sigt, kræver det ikke mindst, at de følgende fem punkter bliver indarbejdet i alle nye initiativer:

1. Der skal skabes nye, gode jobs over hele EU.

Ikke blot som en talepind på et papir, men i den virkelige verden.

Det indebærer blandt andet, at vi skal fremme og støtte de virksomheder, der tilbyder deres ansatte overenskomster og som overholder arbejdstagerrettigheder og arbejdsmiljøregler.

Her kan vi lære en del af Bidens industripolitiske initiativer, som netop betinger offentlig støtte med overenskomster og ordentlige forhold for arbejderne.

2. Der skal være en klar holdning om, at virksomheder, der modtager offentlig støtte, skal bidrage til samfundets bedste, og det vil blandt andet sige, at de ikke blot skal kunne fortsætte med at forurene løs eller se bort fra klimakampen.

Firmaer skal kun kunne nyde godt af fællesskabets tiltag, hvis de er villige til selv at bidrage til dem.

Pelle Dragsted og Per Clausen

Det går ganske enkelt ikke at belønne aktieselskaber økonomisk for at skabe yderligere problemer for os alle.

3. Der skal gives mere indflydelse til medarbejderne og tænkes langsigtet, i stedet for primært at lytte til kortsigtede investeringsfonde.

På den måde skaber vi virksomheder, hvor medarbejderne føler mere medejerskab for fremtiden, hvor der kan drages nytte af deres erfaringer, og hvor der bedre kan investeres til fremtiden.

4. Det skal sikres at virksomheder, der gemmer deres overskud i skattely, hvad enten de er indenfor eller uden for EU's grænser, kan sortlistes fra offentlige kontrakter og fra at modtage offentlig støtte.

Kort fortalt skal firmaer kun kunne nyde godt af fællesskabets tiltag, hvis de er villige til selv at bidrage til dem.

Ellers er der blot tale om skatteyderfinansieret støtte til uholdbare og umoralske virksomheder, og det er de fleste forhåbentligt enige i, ikke er en varig løsning for fremtiden. 

5. Endeligt skal det sikres, at den grønne omstilling, herunder både den kortsigtede og langsigtede klimakamp, er den røde tråd for, hvordan vi former fremtidens industripolitik.

Finansieres med beskatning af de rigeste

Vi skal ikke hælde støttekroner, der kan gå til løsninger med fremtidspotentiale, i forældede teknologier, vi ved er på vej ud.

Med andre ord: Hvis staterne skal deltage mere aktivt i målretningen af investeringer og produktion, og skal vi bruge fællesskabets midler til at understøtte private selskabers investeringer og produktion, så skal der være et pay-off.

Så skal den stærkere demokratiske deltagelse i økonomien bruges til at sikre, at den virker for alle europæere – og ikke kun dem i toppen.

Uanset hvilke formål en industripolitik tjener, koster den i sagens natur penge.

Et vigtigt spørgsmål i diskussionen omkring fremtidens industripolitik og de investeringer, den har brug for, drejer sig derfor om, hvor pengene skal komme fra.

På overfladen bliver den diskussion, noget letkøbt, ofte præsenteret som et valg mellem enten at skære i andre ydelser, eller at gældsætte os.

At sætte det sådan op vil dog være forkert og vil være at undlade en åbenlys mulighed.

For når det gælder, hvor pengene skal komme fra, så er der et godt, venstreorienteret og pragmatisk svar:

Finansieringen af de tiltag og investeringer, der er nødvendige, bør ikke mindst skaffes gennem internationale aftaler om en effektiv beskatning af de rigeste og finansielle transaktioner.

Eller sagt på en anden måde: Vi skal for alvor begynde at bekæmpe, at samfundets allerrigeste i realiteten ikke betaler deres andel.

Det kan ikke være rigtigt, at almindelige mennesker betaler deres skat til samfundet, mens dem med allerflest penge gennem skattely og andre tricks betaler langt mindre, end de burde.

Vi kan ikke forstå, hvorfor nogle, herunder både borgerlige og socialdemokrater, tilsyneladende hellere vil skære i essentielle ydelser eller optage gæld, som vores børn skal betale, end at lade verdens hyper-rige og deres firmaer betale deres fair del af udgifterne.

Kan godt støtte reform

Hvis der er politisk vilje til sammen at handle på et punkt, alle lande burde have en interesse i, så kan vi faktisk skaffe penge til det, der er nødvendigt for at skabe fremtidens grønne industripolitik med gode jobs og hensyn til miljøet.

Samtidigt må vi naturligvis også se på den kommende reform af EU's regler for offentlige udbud.

Offentlige udbud af alt fra store byggeprojekter til rengøring og frokosttilbud udgør nemlig omkring 14 procent af EU's samlede BNP.

Det er et enormt beløb. Et beløb vi, hvis vi formår at gøre det rigtigt, kan bruge til at styrke både en offensiv industripolitik, den sociale indsats og klimakampen.

For fremadrettet set bør langt mindre parametre kunne indarbejdes i offentlige udbud - og en reform af EU's regler kombineret med bedre nationale regler vil være et af de stærkeste redskaber, vi har i værktøjskassen.

Vi skal for alvor begynde at bekæmpe, at samfundets allerrigeste i realiteten ikke betaler deres andel.

Pelle Dragsted og Per Clausen

Alt det ovenstående er for at svare på spørgsmålet: Kan Enhedslisten mon støtte Draghi-rapporten og den kommende reform af EU's industripolitik?

Her vil det fra os lyde: Ja ,det kan vi godt – hvis det sker på den rigtige måde.

Hvis det bliver en industripolitik til gavn for alle.

Det må stå klart for de fleste, at vi i Europa har brug for en ny, offensiv industripolitik.

At vi ikke blot kan fortsætte, som om verden ikke ændrer sig.

Derfor er det også vigtigt at kaste sig ind i kampen for at sikre, at det bliver en politik, der rent faktisk hjælper os med at nå de mål, vi har.

Såsom klimakampen, og hvor det er klart, at en blind tro på markedskræfterne ikke kan løse problemerne.