Tidligere S-parlamentariker: Trods skandaler får Portugals António Costa endelig sin EU-drømmepost

Selv om forældrene blev skilt, da han kun var ét år gammel, fastholdt han kontakten til begge forældre.

António Costa meldte sig tidligt under Ung Socialisternes faner, og som færdiguddannet jurist og

efterfølgende advokat blev han i 1991 valgt til parlamentet. Her hed statsministeren fra 1996-2002 António Guterres, den nuværende generalsekretær for FN. Han udnævnte Costa til minister i 1997.

Et dårligt kommunalvalg i 2002 fik imidlertid Guterres til udskrive parlamentsvalg, som blev vundet af det borgerlige parti PSD under ledelse af José Manuel Durão Barroso.

Tur-retur til Bruxelles

I 2004 blev António Costa opstillet som spidskandidat for de portugisiske socialister til Europa-Parlamentet. Her mødte jeg ham første gang, og han fortalte, at han satte stor pris på sin tidligere justitsministerkollega Frank Jensen.

Allerede i 2007 fik han til opgave at tilbageerobre overborgmesterposten i Lissabon til Socialisterne. Han vandt valget og blev en meget populær og synlig borgmester.

Britta Thomsen
Tidl. EU-parlamentariker (S)

Hjemme i Portugal faldt den borgerlige regering hurtigt fra hinanden efter Barrose var rejst til Bruxelles. Der blev udskrevet nyvalg allerede i februar 2005, og blev vundet stort af PS under ledelse af den nye formand José Sócrates, som opnåede 221 ud af 230 pladser i parlamentet.

Den nye statsminister kaldte António Costa hjem fra Europa-Parlamentet for at gøre ham til indenrigsminister. Men allerede i 2007 fik han til opgave at tilbageerobre overborgmesterposten i Lissabon til Socialisterne.

Han vandt valget og blev en meget populær og synlig borgmester.

Ved valget i 2009 blev PS igen det største parti, men nu bankede Finanskrisen på døren. Portugal blev hårdt ramt og måtte bede EU om en hjælpepakke på 78 milliarder euro. Den skulle tilbagebetales over en periode på tre år, hvor den berømte Trojka samtidig introducerede et nedskæringsprogram for Portugal, som regeringen skulle følge fra 2011-2014.

På grund af implikationer med hjælpepakken udskrev statsministeren valg allerede i 2011, og det blev vundet af en alliance mellem det liberale PSD og Kristendemokraterne CDS.  

Sócrates forlod derefter formandsposten i partiet, og overlod den til José Segoro, der nu blev leder af oppositionen.

Formandsdrømme

Med den borgerlige regering blev der indført nedskæringer overalt i den offentlige sektor. Små virksomheder måtte dreje nøglen rundt, og man så pæne og nydelige pensionister tigge i gaderne.

Mange nye love blev indført som krav fra Trojkaen, og oppositionen rasede og lovede at udbedre situationen, når den kom til magten.

Costa mente ikke, at den nye partiformand løftede opgaven godt nok, så han udfordrede ham på posten i 2014.

En højt placeret portugiser i Bruxelles forklarede, at resultatet nok ville blive uafgjort, fordi det er svært at udfordre en siddende formand, der har hele partiapparatet til sin rådighed.

Men, som hun sagde, António Costa er meget intelligent, og det er måske hans styrke.

Søndag den 28.september tikkede resultatet af urafstemningen ind, og Costa havde vundet formandsvalget med 67% af stemmerne.

Samarbejdet med Pedro Sánchez, den senere spanske statsminister, blev grundlagt på nogenlunde samme tid, og de to har siden været uadskillelige i europæisk politik.

Et utraditionelt samarbejde

Portugiserne skulle til valgurnerne i oktober 2015 og, Socialisterne fik 32 procent af stemmerne, hvilket ikke var ikke nok til statsministerposten, men Costa brød nu med alle normer og traditioner i portugisisk politik, siden demokratiet blev indført med Nellikerevolutionen i 1974.

Costas regering blev kaldt geringonca, en himstregims. Det blev årets ord i Portugal og hurtigt et anvendt ord for en regering, der baserer sig på aftaler med mindre partier.

Britta Thomsen
Tidl. EU-parlamentariker (S)

Dengang i de hede revolutionsdage opstod der en konflikt mellem PS og Kommunistpartiet PCP, som aldrig var blevet helet.

Nu var situationen imidlertid den, at PS sammen med PCP og Venstreblokken havde et klart flertal. Så da lederen af PCP Jeronimo de Sousa på valgnatten rakte hånden ud til Costa og foreslog et samarbejde, så slog han til og indgik aftaler med hver af de to partier.

De 26. november kunne han kalde sig statsminister.

Costas regering blev kaldt geringonca, en himstregims. Det blev årets ord i Portugal og hurtigt et anvendt ord for en regering, der baserer sig på aftaler med mindre partier.

Costa fik vendt den økonomiske udvikling, men portugiserne og de andre sydeuropæiske lande var mærkede af finanskrisens konsekvenser, og derfor ville de gøre alt for at sikre, at det aldrig skete igen.

Europa forenes om krisen

Da Alexis Tsipras blev valgt som Grækenlands statsminister i 2016, rejste Costa til Athen og foreslog ham, at de skulle lave et samarbejde mellem de syv sydeuropæiske kriselande: Frankrig, Spanien, Portugal, Grækenland, Cypern, Italien og Malta.

Hovedformålet var at få skabt et økonomisk instrument, der kunne sikre sammenhængskraft og stabilitet blandt alle landene i Eurozonen og adressere de økonomiske uligheder i EU.

Det første topmøde for de syv lande blev holdt i efteråret 2016. Men det lykkedes ikke rigtigt at få overbevist tyskerne om, at der skulle nye boller på suppen.

Junckerplanen fra 2018 var lidt hen i retning af det, som Costa arbejdede for, men langt fra tilstrækkeligt.

Efterhånden var der opstået et trekløver i Europa bestående af den spanske statsminister Pedro Sánchez, António Costa og den franske præsident Emmanuel Macron, og allerede i april 2019 havde Macron - ifølge portugisisk presse - spurgt Costa, om han ikke ville være formand for Det Europæiske Råd.

Costa havde dog lige et valg i oktober, som han skulle have overstået og forventeligt fire år mere som statsminister, men han ville være klar i 2024

Gjort at det rette stof

Det blev pandemien, der i sidste ende sikrede António Costa og hans ligesindede det økonomiske instrument, som de havde arbejdet på lige siden finanskrisen.

Costa og Sánchez rejste rundt til de europæiske statsledere for at få deres opbakning til en genopretningsfond inden topmødet i juli 2020.  

António Costa besøgte i den forbindelse Ungarn og fik Victor Orbán med på ideen. Ved topmødets start havde de opbakning fra 21 lande. 

Costa var en af Europas tunge drenge, men hvis han forlod Portugal, ville præsidenten udskrive nyvalg

Britta Thomsen
Tidl. EU-parlamentariker (S)

Genopretningsfonden blev på mere end 700 milliarder euro hvoraf halvdelen bestod af lån. Selv tyskerne havde overgivet sig og indset nødvendigheden af en økonomisk hjælpemekanisme.

António Costa havde igen vist sig som den gode forhandler og kompromismager.

Politik er ofte uforudsigelig, og det var også tilfældet for António Costas regering, så da Costas ellers trofaste samarbejdspartnere nedstemte finansloven i efteråret 2020, måtte der udskrives valg i utide. Et valg som Costa vandt med absolut flertal.

Igen kom debatten op om hans mulige  karriere i EU, og præsidenten Marcelo Rebelo de Sousa anerkendte, at Costa var en af Europas tunge drenge, men hvis han forlod Portugal, ville præsidenten udskrive nyvalg, fordi Socialisternes succes ved valget udelukkende skyldtes Costas person.

En tredje regering med Costa i spidsen blev dannet i 2022. Men tirsdag 7. november 2023 vendte op og ned på Costas liv, som dog også banede vejen til drømmeposten som formand for Det Europæiske Råd.

Både Portugals præsident og siddende regering bakker Costa op og mener, at han vil være en gevinst for Europa, for som en journalist skriver i de portugisiske medier i dag:

"Når man både kan lave forlig med den benhårde portugisiske kommunist Jéromino de Sousa og Ungarns Victor Orbán, så har man vist, at man er gjort af det rette stof."