Tilskud skal sikre primærproducentenres indkomst

Fødevareministeren forklarer Mogens Nørgård Pedersen, at strukturprojekordningens tilskud er rettet mod mejerier og slagterier.
Dokumentation
Spørger: Mogens Nørgård Pedersen (KD)

Spørgmål: "Vil ministeren redegøre for, om hotelkøkkener o.l. er blandt de små og mellemstore fødevarevirksomheder, som vil kunne få del i de 100 mio. kr. i investeringstilskud til bedre fødevaresikkerhed, miljø, arbejdsmiljø, hygiejne og dyrevelfærd?"

Begrundelse "Ifølge Erhvervsbladet den 24. marts 2004 har regeringen besluttet at give 100 mio. kr. som et investeringstilskud til små og mellemstore fødevarevirksomheder, som vil investere i bl.a. bedre fødevaresikkerhed, miljø, arbejdsmiljø, hygiejne og dyrevelfærd.

Pengene ventes fordelt med 50 mio. kr. i år og 50 mio. kr. i 2005, og virksomhederne vil kunne få op til 25 pct. i tilskud til deres projekter. Midlerne kommer fra den såkaldte forarbejdningsordning, som bl.a. er finansieret via EU, og kan ifølge Erhvervsbladet søges af alle små og mellemstore forarbejdningsvirksomheder i fødevaresektoren, dvs. fødevarevirksomheder på op til 250 medarbejdere. Ifølge ministerens udtalelse til Erhvervsbladet skulle bekendtgørelsen med en udformning af ordningen foreligge lørdag d. 27. marts 2004."

Svar fra fødevareministeren: "Strukturprojektordningen har til formål at forbedre forarbejdningen og afsætningen af jordbrugsprodukter for at øge produkternes merværdi og konkurrencedygtighed. Der kan ydes tilskud til investeringer inden for indsatsområderne miljø, herunder arbejdsmiljø, hygiejne, fødevaresikkerhed, dokumentation af produktionsprocesser, produkternes sporbarhed, økologi og dyrevelfærd.

Tilskudsordningen er rettet mod de egentlige forarbejdningsvirksomheder i fødevaresektoren, som forædler og videresælger jordbrugsprodukter, det vil sige mejerier og slagterier m.v.

En væsentlig betingelse for opnåelse af tilskud er, at det godtgøres, at projektet medfører, at indkomsten for primærproducenterne stiger eller kan fastholdes ved faldende afsætning. Det synes vanskeligt at opfylde denne betingelse jo længere ud i omsætningsleddene, man kommer i forhold til primærproducenten. Som følge heraf gives der normalt ikke tilsagn om tilskud til investeringer i detailleddet, herunder hotel- og restaurationsvirksomhed.

De nærmere betingelser for opnåelse af tilskuddet fremgår af bekendtgørelse nr. 167 af 18. marts 2004 om tilskud til forbedring af forarbejdningen og afsætningen af jordbrugsprodukter, samt af vejledningen til ordningen, som findes på www.dffe.dk."


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024