Debat

Fedmedebat med perspektiv, tak!

DEBAT: Debatten om fedmen i Danmark er alt for unuanceret. Det giver for dårlige og for hurtige løsninger, skriver McDonald's Danmarks kommunikationschef.
McDonald's efterlyser en mere nuanceret fedmedebat.
McDonald's efterlyser en mere nuanceret fedmedebat.Foto: www.mcdonalds.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Men det synes at være symptomatisk for fedmedebatten, at det åbenbart giver mere airtime at kritisere de tiltag, fødevarebranchen rent faktisk tager, fordi de sender de ”forkerte signaler”, end tage positivt imod de tiltag, der også kan bidrage til at løse problemerne.

Hanna Løyche
Kommunikationschef i McDonald's Danmark

Af Hanna Løyche,
kommunikationschef i McDonald's Danmark

Der er gang i kedlerne i den igangværende fedmedebat, og med god grund.

Som de fleste andre deler jeg bekymringen over det stigende antal overvægtige, der præger hele den vestlige verden.  Der er ingen tvivl om at det er en væsentlig udfordring, som alle ansvarlige politikere, forbrugere, myndigheder, virksomheder, forskere, medier og samfundsdebattører bør engagere sig i. 

Men fra mit perspektiv er det ikke kun problemstillingen der vækker bekymring. Det gør debatten om den faktisk også.

I stedet for at være en diskussion om de komplekse problemstillinger, der ligger til grund for problemet og langsigtede svar på disse, synes der at være større fokus på unuanceret opdeling af fødevarer som sunde og usunde, opdeling af aktører som gode eller onde, placering af ansvar, quick fixes og på at sende de "rigtige signaler". Alt sammen sikkert velment, men set med vores øjne ikke noget, der reelt bidrager til at imødegå problemerne.

Unuanceret debat om Team Danmark
Et eksempel på denne unuancerede debat, er den kritik, vores samarbejdsaftale med Team Danmark, er blevet mødt med fra visse sider. Det undrer mig faktisk en hel del. Tillad mig at ridse op hvad aftalen indebærer:

Vi støtter Team Danmarks elitearbejde økonomisk. I samarbejde med Team Danmarks diætister har vi udviklet et ernæringsrigtigt måltid - Chicken Olympic - som giver vores gæster et alternativ til vores traditionelle produkter, og danskerne har faktisk taget rigtigt godt i mod den.

I samarbejde med Team Danmark har vi arrangementer i vores restauranter landet over, hvor idrætsstjerner inspirerer børn til at bevæge sig og dyrke sport

Der er altså ikke tale om, at sportsstjerner skal rende rundt med vores logo på maven og reklamere for vores produkter.

Vi tror heller ikke på, at samarbejdet skulle betyde, at forbrugerne nu på grund af Team Danmarks såkaldte 'blåstempling' af os skulle tro, at man kan leve af vores mad alene - den tror jeg ikke, forbrugerne køber.

Aftalen er en del af vores strategi på området, der blandt andet går ud på at give vores gæster mulighed for at træffe oplyste valg mellem et varieret udbud af produkter med forskellig ernæringsmæssig profil og at inspirere til at føre en aktiv livsstil ved blandt andet at støtte sportsaktiviteter.  Jeg har mere end almindelig svært ved at se at ovennævnte aktiviteter er skridt i den forkerte retning.

Fokusér på det positive
Et andet eksempel er udtalelser i kølvandet på en ny forskningsrapport, der et sted henviser til en undersøgelse, hvor det påvises, at børn foretrækker mad pakket ind i McDonald's papir. I stedet for at bruge os som det dårlige eksempel, kunne man vælge glæde sig over, at vi rent faktisk sælger gulerødder og frugtposer, og at vi ikke reklamerer til børn hverken på tv, på nettet eller via mobiltelefoner, i stedet for at springe til krav om forbud. 

Hvorfor kan man ikke se det som positivt og endda vigtigt, at også fødevarebranchen tager initiativer, på sundhedsområdet?  Det kan godt være, at der er tale om små skridt, men til gengæld er de i den rigtige retning, og de er ofte en mulighed for at nå målgrupper, der ellers kan være svære at komme i dialog med gennem de traditionelle kanaler.

For mange hurtige løsningsforslag
Men det synes at være symptomatisk for fedmedebatten, at det åbenbart giver mere airtime at kritisere de tiltag, fødevarebranchen rent faktisk tager, fordi de sender de "forkerte signaler", end at tage positivt imod de tiltag, der også kan bidrage til at løse problemerne. Problemet for mig er sådan set ikke, at vi bliver udsat for kritik, selvom man da godt kan blive en smule træt af, at gode initiativer altid skal kritiseres. Men det lever vi med, og det afholder os ikke fra at fortsætte i samme retning. 

Problemet er langt større, nemlig at den unuancerede debat om "godt" og "skidt"  og "gode" og "onde" risikerer at fokusere på hurtige løsningsforslag, der nok sender "de rigtige signaler", men som ikke nødvendigvis løser problemerne.

Og så er vi ikke bare lige vidt - så kommer vi faktisk mere og mere bagud.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024