Danmark i spidsen for europæisk forskningsnetværk
Rasmus Bøttcher Christensen
Fødevareministeriet skal koordinere samarbejdet mellem 20 europæiske lande, der gennem en målrettet forskningsindsats inden for informations-, kommunikations- og robotteknologi skal forbedre landbruget. Robotter skal således i fremtiden hjælpe landbruget til at omstille sig til øget ressourceeffektivitet og miljøvenlighed.
EU skyder 17 millioner kroner i projektet til koordinering og administration af netværket, som Danmark har taget initiativ til og nu skal stå i spidsen for. Netværket skal afdække, hvor der er behov for forskning og sikre europæisk samarbejde om løsninger af udfordringerne bl.a. ved at etablere fælles EU-forskningsprogrammer og -strategier på området.
Vigtig rolle
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) glæder sig over det nye samarbejde, der er i tråd med Danmarks fokus på grøn vækst.
"Danmark er langt fremme med at give landbruget grønne muligheder, og vi har i Fødevareministeriet en vigtig rolle som koordinator af det nye europæiske forskningssamarbejde ERA-net. Her skal vi i samarbejde med andre landes forskere og myndigheder sørge for, at man på europæisk plan kan være på forkant med at udvikle teknologier til fremtidens landbrug," siger hun i en pressemeddelelse.
Netværket har fået navnet ICT-AGRI og afholder opstartsmøde i København den 4.-6. maj.
De nye forskningsprogrammer forventes sat i gang i 2010 og 2011.
ICT-AGRI vil blandt andet danne rammerne for:
- Kortlægning af nuværende forskningstiltag og fremtidige forskningsbehov på EU-niveau
- Udvikling af instrumenter og procedurer for transnationale projekter
- Koordinering og prioritering af forskningsindsatser
- Udarbejdelse af en fælles europæisk forskningsdagsorden og iværksættelse af nye forskningsprogrammer
- Udbygning af internationale samarbejder og netværk