Da der gik storpolitik i et lille madhus
Ida Skytte
Journalist"Et par uger" er i fuld gang med at udvikle sig til "et par måneder" for regeringens beslutning om en placering af fødevarecentret MadX.Det kommer bag på mig, at de nu starter helt forfra. Der må være gået skuddermudder i den hos Venstre og Konservative.
René Christensen (DF)
Fødevarerordfører og formand for Folketingets Fødevareudvalg
Allerede i starten af september var fødevareminister Henrik Høegh (V) snublende tæt på at melde stedet ud, men pludselig ændrede han mening. Der var kommet så mange gode ansøgninger, at der lige ville gå et par uger, lød forklaringen dengang over for Altinget Fødevarer. Og det farceagtige forløb er langtfra slut endnu.
Stærke politiske interesser
Ugerne gik, og kritikken hobede sig op: Ordførerne var godt trætte af den langsommelige proces, mange mindre kommuner følte sig overset, og internt i regeringen gik der Udkantsdanmark i beslutningen. Alle ville pludselig være vært for den nye, lille statslige virksomhed, som med Grøn Vækst har fået et beskedent budget på 15 millioner kroner årligt - dog nok til at skabe nogle nye arbejdspladser, hvilket for enhver politiker i disse valgkamps-/krisetider vil være en sejr at melde ud i sin valgkreds.
Kritikken fik i denne uge Fødevareministeriet til at forhale beslutningsprocessen yderligere og starte forfra: Alle har nu fået en indkaldelse til at ansøge med deadline 29. oktober, og det kan i princippet ende med en ansøgning fra hver eneste kommune i landet, hvoraf mange på forhånd vil være dømt ude på grund af de mange krav, som placeringen skal opfylde.