Afklaring om EU-midler trækker ud
![Hvordan skal landdistriktsmidlerne fordeles mellem natur, miljø, landbrug og erhvervsudvikling? Det forhandler ministerierne med hinanden om - lige nu.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/53174/241.jpg)
![Helle Ib](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/Helle Ib ori.-2-48.jpg)
Helle Ib
Landmænd, der ser frem til støtte fra EU´s landdistriktsmidler, må væbne sig med tålmodighed. Regeringen er endnu ikke blevet internt enig om, efter hvilke kriterier, de mange milliarder kroner skal uddeles. Nu presser Landbrugsraadet på for at få en afklaring.
I et brev til fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) skriver Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke, at han ”imødeser en snarlig afklaring om landdistriktsprogrammet for 2007-2013, så arbejdet med at implementere det nye program kan igangsættes.”
Programmet er i forvejen forsinket, fordi EU-Kommissionen skulle blive enig om fordelingen mellem landene og de overordnede kriterier efter hvilke, der kan ansøges om støtte. Budgettet for det samlede program i Danmark bliver omkring 800 millioner kroner om året – lidt mindre end det oprindeligt forventede.