Endelig forsøger de blå partier at marchere i takt. Nu mangler de bare en leder

Forsøget strandede dog. Efter sigende, fordi forskellen på netop Danmarksdemokraterne og Radikale blev for stor, især da det kom til vindmøller og andre klimainvesteringer.

Alligevel fortæller det kuldsejlede finanslovsforlagsforsøg noget om en ny strategi for de blå partier: De har indset, at sammen er de stærkere, og så længe de skændes internt og kræver ultimative krav af hinanden – for overhovedet at ville være i stue sammen – kommer de ingen vegne.

Men selvom de forsøger at marchere i takt, er der dog én ting, der under normale politiske omstændigheder mangler: En lederfigur. Det tør de simpelthen ikke.

I de gode gamle dage var Venstre det naturlige statsministerkandidatparti, når de altså ikke sad i regering. Det var dem, der samlede den blå blok – også bogstaveligt, idet partiledermøderne blev holdt i fast kadence på Venstre-formandens kontor med denne person for bordenden.

Liberal Alliance står så stærkt i målingerne, at det mest naturlige ville være, at Alex Vanopslagh blev blå bloks bud på en statsminister.

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Sådan er det ikke længere, og efter de blå møder er blevet genoptaget, går værtsrollen på skift.

Men de mødes, og de prøver at klinke gamle skår og finde en fælles fremtid.

Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne var enige om at kritisere kvindelig værnepligt. Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Konservative stod sammen om at kræve, at det opjusterede råderum bruges på skattelettelser.

Der vil komme flere af den slags og med flere blå partier bag.

Ligeledes mødes sekretariatscheferne for at koordinere. Et stridsmål er især yngre Liberal Alliance-folks hyppige Twitter-angreb på Venstre.

Af folk fra andre partier bliver de beskrevet som "unge løver, der har fået Cepos galt i halsen". Ønsket om at få dem til at stikke en finger i jorden handler om at lokke Venstre tilbage, i stedet for at skubbe dem væk.

De har brug for Venstre. Det kan enhver idiot se på meningsmålingerne.

De får desuden også brug for Moderaterne og Lars Løkke. Han har lige udgivet en bog, hvor han blandt andet siger, at han ikke igen vil have 'Støjbergs fodlænke på'.

Men der er alligevel en udbredt forventning om, at hvis én politiker kunne finde på at ændre mening for den rigtige pris, så er det netop Lars Løkke.

En ting, som mangler, er en fælles statsministerkandidat.

Bliver de spurgt direkte, hvem der skal stå i front for det fælles blå projekt, mumles der lidt i skæggene om, at det afhænger af alt muligt, og vi må se, hvordan mandaterne falder ud og alt det sædvanlige.

Liberal Alliance står så stærkt i målingerne, at det mest naturlige ville være, at Alex Vanopslagh (LA) blev blå bloks bud på en statsminister, der kan tage over efter en midterregering og vise en helt ny vej med initiativ og forandringslyst.

Men Liberal Alliance melder sig naturligvis ikke ind i det ræs, så længe de kan undgå det. De husker alle, hvordan det gik Søren Pape Poulsen. Selvom det kan virke som en formalitet at sige de magiske ord: 'Jeg er statsministerkandidat,' ændrer det rent faktisk noget.

Liberal Alliance er ved at gøre sig regeringsparate.

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Vælgerne og pressen vil se anderledes på Alex Vanopslagh. De vil stille andre og større krav til ham. Det er også grunden til, at Socialdemokratiet forsøger at få ham til at gøre det.

Imens de venter, er Liberal Alliance ved at gøre sig regeringsparate ved at skrue ned for den provokerende retorik, melde nogle mere afmålte ting ud – eksempelvis de fire borgerlige dagsordener i Børsen – danne alliancer og i det hele taget forsøge at virke mere voksne.

Danmarksdemokraterne screener deres kandidater så grundigt, som Moderaterne nok ville ønske, de havde gjort, og går efter 'en tosse-faktor på 0'. Og så de ser sig selv som en del af en kommende blå regering.

I sidste ende afhænger det af Moderaterne – og af, at de kan blive enige om mere end bare skattelettelser og hvis kontor, næste møde skal holdes på.