Boel til Gæmelke: Godt med øko-aktionsplan

Mariann Fischer Boel skriver til Landbrugsraadets Peter Gæmelke, at hun er glad for aktionsplanen for økologi. Derudover er hun også meget tilfreds med, at aktionsplanen sætter fokus på at sikre økologiens integritet gennem effektiv kontrol.

Jeg er glad for, at Landbrugsraadet ser positivt på aktionsplanen og dens initiativer. Selv finder jeg det også glædeligt, at der nu er fastlagt en ramme for det videre arbejde med at fremme økologi – ikke mindst set i lyset af, hvor længe den har været undervejs.

Mariann Fischer Boel (V)
Fødevareminister
Dokumentation
Spørgsmål 280: "Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 17/6-04 fra Landbrugsraadet vedrørende den europæiske aktionsplan for fremme af økologi jf. bilag 979."

Svar fra ministeren: Jeg vedlægger kopi af mit svar af d.d. på henvendelsen fra Landbrugsraadet.

Kære Peter Gæmelke

Tak for dit brev af 17. juni 2004 vedrørende den europæiske aktionsplan for økologi. Jeg er glad for, at Landbrugsraadet ser positivt på aktionsplanen og dens initiativer. Selv finder jeg det også glædeligt, at der nu er fastlagt en ramme for det videre arbejde med at fremme økologi – ikke mindst set i lyset af, hvor længe den har været undervejs.

Tilmed inkluderer aktionsplanen flere danske mærkesager, hvilket jeg har noteret mig med tilfredshed. Jeg deler dit synspunkt om, at der er behov for en klar køreplan for gennemførelse af aktionsplanen.

Jeg har derfor også understreget dette forhold over for Kommissionen og mine kolleger på ministerrådsmødet den 21. juni 2004. Ligeledes er jeg enig med landbruget og landbrugets fødevareindustri i, at samhandel, kontrol og forskning udgør centrale områder i aktionsplanen, som bør prioriteres i det videre arbejde.

Det er afgørende, at der gives høj prioritet til aktioner, som kan fremme handelen med økologiske fødevarer, både internt i EU og i forhold til 3. lande, idet øget samhandel er essentiel for den økologiske sektors fortsatte udvikling.

Som du også selv nævner, kan EU-logoet være den fælles reference, som er forudsætningen for øget samhandel og udviklingen af et indre marked på økologiområdet.

I forlængelse af vores egen kampagne for EU-logoet og Ø-mærket ser jeg derfor frem til, at Kommissionen iværksætter en styrket koordinering mellem medlemslandene vedrørende strategier for sådanne kampagner, samt at der sikres EU-medfinansiering hertil.

Som du nævner, er kontrollen afgørende for forbrugernes tillid til økologiske produkter. Jeg er derfor også meget tilfreds med, at aktionsplanen sætter fokus på at sikre økologiens integritet gennem effektiv kontrol.

Aktionsplanen bør således bidrage til videreudvikling af fælles kontrolprincipper og – retningslinier, som i højere grad baseres på risikovurderinger og ikke mindst krydskontrol, som vi fra dansk side i forvejen har gode erfaringer med.

Jeg tilslutter mig din bemærkning om behovet for at opretholde og højne kvalitet og relevans i den økologiske forskningsindsats. Dog savner jeg i forlængelse heraf en mere konkret anvisning i aktionsplanen på, hvordan forskningsindsatsen kan styrkes, hvilket jeg også har gjort opmærksom på ved ministerrådsmødet. På mødet nævnte jeg også, at det var vigtigt, at økologisk forskning kommer ind i 7. rammeprogram, hvilket landbrugskommissær Fischler tilkendegav, at han vil arbejde for.

Fra dansk side har vi gode erfaringer med at opnå medfinansiering til økologiske forskningsprojekter under EU’s 6. rammeprogram. Under 7. rammeprogram forventer jeg derfor også, at mulighederne herfor bliver gode, ikke mindst set i lyset af den stærke nationale prioritering af området, jævnfør VMP III-aftalen. Samtidig mener jeg også, at Kommissionen i sit videre arbejde med aktionsplanen skal rette fokus mod indførelse af fælleseuropæiske regler for sameksistens mellem GMO og økologi – ikke mindst set ud fra vores egen succes herhjemme med at fastsætte en model.

Spørgsmålet om sameksistens får stigende betydning i hele EU, hvorfor det er vigtigt at overveje, hvordan aktionsplanen kan bidrage til at udvikle den økologiske produktion parallelt med introduktionen af nye genmodificerede afgrøder.

Jeg er enig i at den økologiske produktion skal fremmes inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og herunder ikke mindst landdistriktsprogrammet, og Danmark har da også allerede i vidt omfang udnyttet mulighederne herfor.

Jeg er desuden vidende om, at Landbrugsraadet, gennem blandt andet Overvågningsudvalget for Landdistriktsprogrammet, er orienteret om den proces, der forestår vedrørende udformningen af det fremtidige danske landdistriktsprogram, hvori mulighederne i det nye kapitel i landdistriktsforordningen om støtte til udvikling og afsætning af kvalitetsfødevarer vil indgå.

Samlet set udgør aktionsplanen en god platform for det videre arbejde med at fremme økologi. Jeg nærer derfor store forventninger til arbejdet med iværksættelsen af aktionsplanen, og ser frem til at bidrage hertil. Det danske arbejde med aktionsplanen vil blive tilrettelagt i tæt samarbejde med Det Økologiske Fødevareråd.


Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Fødevarer

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024