Ungdommen køber ikke regeringens neoliberale nødvendighedslogik

"Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet," udtalte statsministeren i forbindelse med lanceringen af regeringens reformudspil, der blandt andet indeholder det spændende element, at særligt udvalgte grupper af ledige kan pålægges 37 timers ugentligt "nyttearbejde", som altså ikke er lønnet.

Det er indlysende rigtigt, at arbejde i det samfund, vi lever i, som udgangspunkt ikke er drevet af lyst. Mange af os ville selvfølgelig foretrække selv at disponere 100 procent over vores egen tid, hvis det ellers var en økonomisk mulighed. Det er udtryk for en mærkelig samfundsneurose, at det er så almindeligt at antage, forvente eller hævde det modsatte.

Arbejde er arbejde, det er også derfor, man bør have rimelig løn og rimelige vilkår for at udføre det. Og det er jo lidt her, kæden hopper af. Regeringen viderefører med sit udspil årtiers reformpolitik, der har forringet vilkårene for lønmodtagere og øget uligheden i samfundet med henblik på at "øge arbejdsudbuddet". Samtidig vil den altså gerne forelæse for ungdommen om vigtigheden af flid.

De yngre generationer kommer jo ikke reelt til hverken at kunne eller ville arbejde, til de er 80 år gamle, ligegyldigt hvor meget nutidens politikere planlægger efter dét.

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

I Mette Frederiksens retorik kommer det uvægerligt til at lyde, som om det ikke bare er et begrædeligt vilkår i det eksisterende samfund, men simpelthen idealet - simpelthen meningen med det hele, at arbejdslivet hverken kan eller bør være lystbetonet, og at arbejdet ikke desto mindre skal være det centrale, altoverskyggende og uomgængelige element i et menneskeliv. Eller i hvert fald i et pøbelliv.

For man tør nok godt formode, at Mette Frederiksen er endog særdeles glad for sit eget arbejde som politiker, og ikke mindst statsministerposten. Hun og kollegerne nyder da også nogle vilkår, der markant adskiller sig fra dem, der gælder for almindelige lønmodtagere, både hvad angår kompensation, fleksibilitet og jobsikkerhed. Derfor ville det da også klæde hende at være en kende mere ydmyg, når det kommer til at formane alle mulige andre om, at det ikke behøver at være lysten, der driver værket, når det kommer til arbejde.

Det er både umusikalsk og sandsynligvis aldeles uvirksomt i forhold til at motivere nogen levende mennesker til at give den en skalle for fællesskabet. Og den logiske konsekvens af at erkende, at arbejde ikke er lystbetonet eller bærer løn i sig selv, må jo være at stræbe efter en samfundsmodel, hvor arbejdets dominans over menneskers liv søges begrænset mest muligt. Hvilket i øvrigt burde gå fint i spænd med at stræbe efter at omlægge og afvikle de samfundsmekanismer, der får os til kollektivt at drive rovdrift på klodens knappe ressourcer.

Men den slags samfundsvisioner er ikke noget, man rigtig opererer med på Christiansborg. Nærmest tværtimod. Vores folkevalgte agerer først og fremmest kustoder for status quo.  Særligt når de henvender sig til de unge om samfundet, ligner og lyder de fleste politikere i tiltagende grad som en flok overvintrede dinosaurer. Helt malplacerede i år 2021.

Regeringen viderefører med sit udspil årtiers reformpolitik, der har forringet vilkårene for lønmodtagere og øget uligheden i samfundet med henblik på at "øge arbejdsudbuddet".

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

De yngre generationer kommer jo ikke reelt til hverken at kunne eller ville arbejde, til de er 80 år gamle, ligegyldigt hvor meget nutidens politikere planlægger efter dét. De kommer heller ikke for evigt til at lade sig spise af med strategisk fodslæberi og forblommet tale om hockeystave i klimapolitikken fra de samme magthavere, der vil have dem til at føle sig moralsk forpligtet til at slide og slæbe for at sikre økonomiens fortsatte vækst.

De vil have bæredygtige liv i bæredygtige samfund, ikke neoliberal nødvendighedslogik kombineret med afdanket industrialder-arbejderisme i et samfund, hvor menige lønmodtagere forventes at pukle sig ud over gravens kant til stadigt stagnerende lønninger for at understøtte "Økonomien" samtidig med, at en mindre herskerklasse giver fanden i klimakrisen, udplyndrer klodens ressourcer og rager fantasilioner til sig på finansmarkederne.

På denne generation bider Frederiksens salvelsesfulde voksenskældud næppe særlig hårdt. Det bør den heller ikke.