Efter comeback: K og Eva Kjer er stadig uenige i sag om landbrugspakken
COMEBACK: Konservative fastholder, at mistilliden til Eva Kjer Hansen var på sin plads, da hun forlod Miljø- og Fødevareministeriet. Selv føler hun, at behandlingen var hård. ”Det bliver en udfordring at genskabe tilliden mellem parterne,” siger Altingets kommentator.
Anders Redder
JournalistEn af de senere års hårdeste kampe i den borgerlige lejr fik onsdag tilføjet et nyt kapitel, da Eva Kjer Hansen (V) to år efter sin afsked som miljø- og fødevareminister fik comeback i regeringen – nu som minister for nordisk samarbejde, ligestilling og fiskeri.
Dagen igennem fygede spørgsmålene til den nye minister om hendes forhold til Konservative, der i februar 2016 trak støtten til Eva Kjer Hansen efter sagen om Landbrugspakken og de dertilhørende kvælstofudledninger.
Begge parter gjorde sit til at bilægge striden og se fremad, men står samtidigt fast på, at man hver især handlede rigtigt.
”Det fremgik klart af det, jeg sagde på det tidspunkt, at jeg havde lagt alt åbent og ærligt frem,” siger Eva Kjer Hansen til Altinget og pointerer, at hun nu vil se fremad.
Vi vil altid trække støtten til en minister, som vi gjorde dengang, hvis vedkommende forsøger at vildlede Folketinget og nægter at give rigtige oplysninger.
Rasmus Jarlov
MF, Konservative
”Jeg har ikke behov for at grave i den episode længere. Det er så lang tid siden, og nu gælder det for mig om sammenholdet i regeringen, og at vi skaber nogle resultater på de forskellige områder.”
Mener du, at du blev hårdt behandlet i 2016?
”Ja.”
Konservative: Vi gjorde det rigtige
En af de skarpeste kritikere af Eva Kjer Hansen under hendes tid som miljø- og fødevareminister var Konservatives Rasmus Jarlov.
Både i medierne og på et samråd gik han hårdt til Eva Kjer Hansen for at få hendes erkendelse af, at tallene bag landbrugspakken ikke var retvisende.
”Vi kan ikke sidde og forhandle med en minister, der giver de forkerte oplysninger til befolkningen,” lød det dengang fra Rasmus Jarlov, der gentagne gange opfordrede hende til at trække i land.
Det nægtede Eva Kjer Hansen, hvilket fik en enig K-top til at erklære, at tilliden endegyldigt var forduftet.
I en skriftlig kommentar til Altinget gør Rasmus Jarlov det klart, at han stadig mener, at Eva Kjer Hansen talte usandt om landbrugspakken:
”Vi vil altid trække støtten til en minister, som vi gjorde dengang, hvis vedkommende forsøger at vildlede Folketinget og nægter at give rigtige oplysninger. Det er Folketingets pligt at sætte foden ned overfor den slags, og derfor var vi nødt til at handle, som vi gjorde dengang. Men vi har ikke noget personligt udestående med Eva Kjer Hansen og regner ikke med, at den situation opstår igen. Hun ved meget om fiskeriet, og jeg vil ønske hende held og lykke med arbejdet.”
Nyt ministerhverv ikke et problem
Også Mette Abildgaard, miljøordfører for Konservative, slår fast, at det var i orden at trække tæppet væk under Eva Kjer Hansen i 2016.
”Vi står ved den beslutning, vi tog, for på det tidspunkt havde vi ikke tillid til Eva Kjer Hansen. Men i politik skal man også kunne tilgive, og det ville være en trist logik, hvis vi ikke tillod Eva Kjer Hansen at komme tilbage som minister,” siger hun.
I sin tid som miljø- og fødevareminister havde Eva Kjer Hansen blandt andet ansvaret for fiskeri, der senere blev frataget hendes efterfølger, Esben Lunde Larsen (V).
Det er dog intet problem for K, at Eva Kjer Hansen nu vender tilbage til dele af det hverv, hun blev fyret fra.
”Der er intet ressortoverlap i forhold til det område, som uenigheden gik på tilbage i 2016. Landbrug og miljø ligger ikke hos Eva Kjer Hansen, og derfor er stridspunkterne fra dengang ikke aktuelle,” siger Mette Abildgaard.
En genstridig minister
I 2016 gik bølgerne mellem Venstre og Konservative så højt, at Lars Løkke erklærede sig parat til at ofre regeringen for at stå på mål for Eva Kjer Hansen.
I sidste ende trak hun sig fra posten for ikke at ”stå i vejen for regeringen i en situation”, hvor det var et valg mellem hendes eller hele regeringens afgang.
”Lars Løkke Rasmussen føler givetvis, at han skylder noget på kontoen, og blandt andet derfor er hun tilbage som minister. Han lovede nærmest at lade regeringen falde for hendes skyld i sagen om landbrugspakken,” siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, og tilføjer:
”Men frem for alt er hun blevet udnævnt, fordi Løkke efter Esben Lundes afgang har brug for andre, der kan appellere til det jyske landbrugs-Venstre."
Erik Holstein kalder comebacket til Eva Kjer Hansen ”bemærkelsesværdigt” grundet hendes tendens til at lade de liberale faner veje højere end partidisciplinen.
Da Eva Kjer Hansen var socialminister i 00’erne, udtalte hun, at ”uligheden gerne måtte blive større” og fastholdt udtalelsen, selv efter Anders Fogh Rasmussen havde sat hende på plads.
Og så sent som i år var Eva Kjer Hansen parat til at bryde partidisciplinen og stemme imod maskeringsforbuddet. Efter onsdagens genudnævnelse til minister meldte hun sig dog klar til at stemme for – på trods af at hun stadig er uenig.
”Hun er en genstridig politiker, der går meget op i ideologi og står fast på sine holdninger. Af samme grund bliver det interessant at se, hvordan hun kan arbejde sammen med Konservative. Det bliver en udfordring at genskabe tilliden mellem parterne,” vurderer Erik Holstein.
Blandede bolsjer
Som tiltrædelsesgave fik Eva Kjer Hansen af afgående Karen Ellemann (V) en krukke blandede bolsjer som udtryk for den lidt mærkværdige ressortsammensætning af fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.
For Eva Kjer Hansen bliver det dog en tilbagevenden til en række velkendte arbejdsområder.
Under Anders Fogh Rasmussens VK-regering bestred hun både posten som ligestillingsminister og havde ansvaret for fiskeri som minister for fødevarer og landbrug.
Og senest var fiskeriet ligeledes en del af hendes departement, da hun fra 2015 til 2016 var miljø- og fødevareminister.
Lars Løkke erklærede over for TV 2, at Eva Kjer Hansen i sin forrige periode var ”en dygtig minister”, og fastslog, at K-leder Søren Pape Poulsen ikke har noget problem med udnævnelsen.
Selv siger Eva Kjer Hansen, at hun på intet tidspunkt efter sagen om landbrugspakken har opgivet drømmen om et comeback som minister.
”Når man brænder for sit arbejde som folketingsmedlem, er det ultimative at blive minister. Jeg har helt klart været parat til at tage ansvaret på mig igen.”
Blå bog - Eva Kjer Hansen
Født 22. august 1964 i Aabenraa
Uddannelse og erhverv
- 1971-1978: Hellevad Skole
- 1978-1980: Rødekro Skole
- 1980-1983: Aabenraa Statsskole
- 1990-1991: Tillægsuddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole.
- 2012: Cand.polit., Københavns Universitet
Medlemsperiode
- 2007: Folketingsmedlem for Venstre i Sydjyllands Storkreds
- 1990-2007: Folketingsmedlem for Venstre i Vejle Amtskreds
- 2007: Kandidat for Venstre i Kolding Sydkredsen
- 1990-2007: Kandidat for Venstre i Koldingkredsen
Politisk karriere
- 2.5.2018-: Minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde
- 28.6. 2015-29.2.2016: Miljø- og fødevareminister
- 12.9.2007-23.2.2010 Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
- 2.8. 2004-12.9.2007: Socialminister og minister for ligestilling
Parlamentarisk karriere
- 2011-2015: Formand for Europaudvalget
- 2010-2011: Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn
- 2002-2004: Formand for Udvalget vedrørende Danske Kulturelle Anliggender i Sydslesvig
- 1994-1999: Medlem af Europa-Parlamentet
Udmærkelser
- Kommandør af Dannebrogordenen 2005.