EU godkender Arla-fusion
Kristin Gobaneh Nilson Durant
Researcher- Arla Foods amba fortsætter med at hedde Arla Foods amba.
- Fusionen vil ikke ændre på den nuværende sammensætning af Arlas koncernledelse.
- Afregningen til Hansa-Milch eG vil ske i euro, omregnet fra danske kroner til 1 euro = 7,45 DKK.
- Den tyske forretning vil blive en del af Arla Foods Consumer International.
En måneds behandlingstid hos de europæiske konkurrencemyndigheder resulterer nu i, at fusionen mellem dansk-svenske Arla Foods Amba og Tyske Hansa-Milch eG kan implementeres med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2011.
I december måned fremlagde de to bestyrelser et forslag om en fusion, og det forslag blev godkendt tidligere på måneden på Arla Foods' repræsentantskabsmøde i Billund samt ved en ekstraordinær generalforsamling i Hansa-Milch i Tyskland.
Godkendelsen fra EU-myndighederne betyder en opstart på det tyske marked af det nye selskabs delte aktiviteter.
Hansa-Milch:
Hansa-Milch har to mejerier i Nord- og Nordøsttyskland. Anlægget i Upahl ved Lübeck har en kapacitet på 550 mio. kg. og er opført i 1995, mens anlægget i Karstädt er ældre og har en kapacitet på 110 mio. kg. mælk. Arla har i de sidste fem år solgt økologisk rå mælk til Hansa-Milch.
Demokratiet:
Fusionsaftalen lægger op til, at de tyske mælkeproducenter får én repræsentant i Arla Foods’ bestyrelse, som dermed udvides fra 18 medlemmer til 19. Desuden udvides Arla Foods’ repræsentantskab fra 150 medlemmer til 155, fordi tyskerne får fem pladser. I bestyrelsen og i repræsentantskabet har tyskerne samme stemmeret og ansvar som de danske og svenske medlemmer.
Fusions-strukturen:
Fusionsaftalen lægger op til, at Hansa-Milch som selskab bliver andelshaver i Arla Foods. De tyske medlemmer fortsætter teknisk set som andelshavere i det tyske selskab.
I Arla vil de tyske mælkeproducenter blive omtalt som ”Arla’s tyske andelshavere”. Selskabet indgår som ét medlem med den samlede mængde mælk fra Tyskland. Denne mælk afregnes efter Arla’s sædvanlige afregningsprincipper.
Herefter fordeler Hansa-Milch eG pengene til de tyske andelshavere efter den nuværende tyske afregningsmodel, som blandt andet har en anden afregning for fedt og protein. Det er tanken, at de tyske medlemmer efter tre år skal afregnes direkte efter Arla’s afregningsmodel og have implementeret kvalitetsprogrammet Arlagården.