Debat

Fint besøg i Fødevareudvalget

KLUMME: Det var en speget debat om sælfangst, der stod på dagsordenen, da udenrigsministeren gæstede Fødevareudvalget i går.
Udenrigsministeren skulle forholde sig til det følsomme emne sælfangst på møde i Fødevareudvalget i går.
Udenrigsministeren skulle forholde sig til det følsomme emne sælfangst på møde i Fødevareudvalget i går.
Niels Th. Dahl

Journalist, 33 år. Journalist på Altinget | Christiansborg fra 2006, redaktør af Altinget | Fødevarer 2006-2008, Altinget | Energi & Klima 2008-2009 og siden 2009 Altinget | Skat.

 

Niels Th. Dahl er uddannet cand. theol. fra Københavns Universitet med studieophold ved Yale University, USA.

 

Tidligere beskæftiget som analytiker i Gunbak PA og Gunbak Strategy og som freelance-journalist på Kristeligt Dagblad og kristendom.dk.

 

Forfatter til biografien "Kristian - Kronprinsen" om Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, der udkom i august 2009.

 

Google+

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er ikke hver dag, Folketingets Fødevareudvalg får besøg af landets udenrigsminister.

Normalt har Per Stig Møller (K) ikke så meget kvalificeret at sige om gamle flæskestege i supermarkedet, skuldersår på svin og udbrud af salmonella i de danske hønsegårde.

Men onsdag eftermiddag havde udvalget en ganske særlig sag på dagsordenen, der krævede tilstedeværelsen af Danmarks førstediplomat, der var indkaldt sammen med justitsminister Lene Espersen (K).

En sag, der ikke bare handler om voksende spændinger i det danske rigsfællesskab, men som også involverer Danmarks forhold til fremmede magter - nemlig Canada - og som har betydning for Danmarks stilling og status i internationale organisationer som den Europæiske Union og verdenshandelsorganisationen WTO.

Fakta

Jagt på sæler er i dag kun tilladt i fem lande i verden: Grønland, Namibia, Norge, Rusland og Canada.

Det er Canada, der er blevet kritiseret skarpest for fangsmetoderne, tidligere særligt for jagten på de hvide "babysæler".

Jagt på babysæler blev forbudt i Canada i 1987. Nu må kun sæler, der er ældre end 12-15 dage, slås ihjel.

Det er tilladt at slå sæler ihjel med kølle i Canada, men det er forbudt at flå dem levende.

I Grønland jages kun voksne sæler, og de jages kun med riffel, aldrig med kølle.

Det handlede om sæler.

Og skulle nogen nu tro, at det er en enkel sag at redegøre for sælernes og den internationale sælfangsts status i verden, så blev de klogere under samrådet i Fødevareudvalget. Sagen er nemlig særdeles speget.

Køller sendte Seebergs pels tilbage i skabet
De to ministre var indkaldt, fordi der på ny er opstået heftig debat om, hvordan man fanger sæler, særligt i Canada. I medierne har det forlydt, at canadierne ikke bare skyder deres sæler, men også slår dem ihjel med store køller - og vist nok rammer de nogle gange ikke helt præcist, så nogle af sælerne kun bliver slået bevidstløse, og vist nok bliver nogle af sælerne derefter flået, mens de stadig er levende.

At slå en sæl ihjel med en kølle giver ikke bare blodige og ubehagelige tv-billeder - men tanken om at blive flået levende kan jo også give enhver god europæer kuldegysninger langt ned ad ryggen.

Derfor vedtog Europa-Parlamentet da også sidste efterår højtideligt en resolution, der opfordrede EU-Kommissionen til at indføre forbud mod import af alle produkter, der stammer fra sæler. Ikke mere sælskind til os, sagde europa-parlamentarikerne, og det konservative medlem Gitte Seeberg proklamerede oven i købet, at hun nu ville hænge sin sælpels ind på en bøjle allerinderst i tøjskabet.

Ud over, at Gitte Seeberg således nu blev tvunget ud på ny power-shopping efter overtøj i Bruxelles, gav resolutionen imidlertid også et problem for sælfangerne i Grønland, som den danske udenrigsminister nu blev bedt om at forholde sig til i Fødevareudvalget.

Bekymrede grønlændere
For selv om europa-parlamentarikerne omhyggeligt har indføjet en undtagelse i resolutionen, sådan at den ikke gælder for sælskindspelse, der kommer fra sæler, som er skudt af eskimoer, men kun gælder for de sælskindspelse, der stammer fra sæler, der er blevet dræbt af jægere fra alle øvrige etniske grupper - så er der ganske stor bekymring både i det grønlandske landsstyre og blandt de grønlandske medlemmer af Folketinget.

Et sådant altomfattende forbud mod sælprodukter vil nemlig smitte af også på den grønlandske sælskindseksport, selv om den officielt stadig vil være tilladt, mener de - det var i hvert fald tilfældet dengang i 80'erne, hvor hele verden forbød at handle med skind fra de såkaldte "babysæler", hvis runde øjne havde prydet alverdens avisforsider i flere år.

Den grønlandske sælskindseksport oplevede dengang et kraftigt fald - også, selv om grønlænderne aldrig har jaget babysæler, og selv om de slet ikke slår nogen sæler ihjel med køller overhovedet, fremførte det grønlandske folketingsmedlem Sofie Rossen i udvalget. Og et sådant fald kunne sagtens indtræffe igen, mente hun.

Den grønlandske holdning til et forbud er ganske vist en smule pudsig, eftersom det grønlandske landsstyre i et desperat forsøg på ikke at blive slået i hartkorn med de canadiske køllesvingende sælfangere selv indførte et forbud mod import af sælskind fra Canada i januar 2006.

Forbudet varede ganske vist kun fire måneder, men den tanke lå dog alligevel ikke langt fra mange, at et næsten-monopol for grønlandsk sælskind i Grønland såvel som hele EU kunne blive ikke så lidt profitabelt for grønlænderne.

Men i dag har Grønland altså en anden holdning - og udenrigsministeren og justitsministeren gjorde, hvad de kunne for at berolige de bekymrede grønlændere: Den danske regering vil gøre alt, hvad den kan for at forklare Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen, at det ville være forkert at straffe grønlænderne for, at canadiske sælfangere nogle gange slår deres sæler i hovedet med store køller.

Og et ensidigt dansk forbud mod canadiske sælskind kan under ingen omstændigheder komme på tale, uanset hvad Folketinget måtte mene - for det har de enkelte EU-medlemsstater slet ikke lov til i henhold til EF-traktaten. Nationale importforbud tillades nemlig kun af EU, hvis de importerede varer strider imod den almindelige sædelighed i landet - og det kunne sælskind trods alt ikke siges at gøre, mente Per Stig Møller, der også gjorde opmærksom på, at det ville være i strid med forpligtelserne over for verdenshandelsorganisationen WTO.

Lene Espersen kunne oven i købet til almindelig opmuntring berette om den bemærkelsesværdige succes, at det jo tidligere var lykkedes at få pillet restriktioner på sælskind ud af det EU-forbud mod import af hunde- og katteskind, hvor snedige parlamentarikere ellers havde fået det listet ind.

EU-undersøgelser fanget i stormvejr
Derfor var de to danske ministre da også vældig tilfredse med, at EU-Kommissionen nu har besluttet nøje at undersøge de canadiske fangstmetoder, inden den beslutter, om den vil følge Parlamentets opfordring til et forbud eller ej. De canadiske myndigheder har selv oplyst, at det kun er 30.000 sæler ud af i alt 270.000 dræbte sæler om året, der slås ihjel med køller i Canada, og at det er 98 pct. af alle sæler, der dør ved første kølleslag - men det skal nu ses nærmere efter i sømmene af europæiske udsendinge.

Foreløbig har undersøgelserne dog ikke kastet meget lys over de canadiske fangstmetoder. Under første tur ud på de nordatlantiske isflager for nylig blev hele EU-delegationen nemlig overrasket af et voldsomt uvejr, og det canadiske beredskab måtte tilkaldes for at bringe de forkomne europæere sikkert hjem i varmen igen.

Hvornår der foreligger endelige resultater af undersøgelserne og dermed grundlag for en beslutning i EU-Kommissionen, det kunne de to danske ministre derfor ikke på stående fod fortælle udvalget.

Med den besked kunne Fødevareudvalget en time senere sende den sjældne gæst fra udenrigsministeriet tilbage til diplomatiets højborg på Asiatisk Plads. Og både canadierne, grønlænderne, Folketingets Fødevareudvalg og alle vi andre må pænt vente på bedre vejr i Nordatlanten, før sælfangstens fremtid er endeligt afklaret.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister, kultur- og kirkeminister, miljøminister, MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)

Lene Espersen

Fhv. direktør, Danske Arkitektvirksomheder, bestyrelsesformand, Green Hub Denmark, bestyrelsesmedlem, M. Goldschmidt Holding, DSB, Green Building Council Denmark/rådet for bæredygtigt byggeri, Comundo, KV Fonden
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990)

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024