Det hele kan koges ned til spørgsmålet: Hvor er det bedst at lagre kullet – i biokul i dansk landbrugsjord eller (en større mængde) i undergrunden i Australien?

Svaret er selvfølgelig i undergrunden, hvor kullet har ligget i millioner af år. Desuden kan importen af fossile brændsler fra autoritære stater reduceres. 

Ved at brænde halm undgås afbrænding af fossilt brændsel

CIP Fonden og forskernes argumentation er, at afbrænding af halm til energi ikke nedbringer landbrugets CO2-emission, men sender halmens CO2 tilbage til atmosfæren.

Denne CO2-frigørelse vil blive forhindret ved pyrolyse. Vores påstand er, at ved at brænde halmen undgås afbrænding af fossilt brændsel. Derfor bliver koncentrationen af CO2 i atmosfæren ikke øget set over et år.

Vi ser altså ikke den CO2, der udledes ved forbrænding af biologisk materiale som en faktor, der forøger koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Den dannede CO2 er derfor ikke et problem, idet den næste år vil blive optaget af planterne igen.

Vores pointe er egentlig uafhængig af stabiliteten af biokul, som både forskerne og CIP Fonden bruger som argument for pyrolyse. Men jo mere stabilt biokullet er, jo bedre er pyrolyse selvfølgelig til at forsinke, at CO2 vender tilbage til atmosfæren igen.

Tallene for stabiliteten af biokul i både forskernes og CIP Fondens indlæg er optimistiske, sammenlignet med de baggrundsrapporter, som vi har læst om pyrolyse. Vi mener, at det er bedre at erstatte fossile brændstoffer med biologiske og dermed stabilisere CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Sagen kan genovervejes, når der engang er rigeligt med grøn el. Til den tid er det vigtigt med back-up til el fra havvind og solceller. Også her er halm velegnet. 

I Svarer-rapporten er pyrolyse en dyr løsning. Anvendelse af halm bygger på kendt teknik med en eksisterende infrastruktur, som skal udvides.

Frans W. Langkilde, Erik Arvin og Søren Brøgger Christensen

Vores anvisning er mere effektiv end Svarers

Om substratet (råmaterialet) til biokul skriver forskerne, at kun en lille del af biokullet skal komme fra halm.

Andre substrater er for eksempel digestat (restfibre) fra biogas og slam fra rensningsanlæg. Men disse skal tørres, og det koster virkelig på den olie og gas, som produceres sammen med biokullet.

Kun halm skal ikke tørres. Halm er en stor og væsentlig råvare til pyrolyse. Og CIP Fonden gentager misforståelsen om, at alternativet er, at halmen rådner op på marken. Men det kan da godt være, at pyrolyse er en god ide for nogle substrater.

Hvis der bruges halm i pyrolysen, produceres der olie og gas. Men i rapporter om pyrolyse står der, at olien og gassen er af lav kvalitet og skal modificeres. Og det koster energi og materiale. Alle omdannelser sætter energiindhold til, el til brint til metanol, pyrolyseolie og pyrolysegas til metanol. Ofte rigtig meget.

Også økonomien i pyrolyse berøres.

I Svarer-rapporten er pyrolyse en dyr løsning. Anvendelse af halm bygger på kendt teknik med en eksisterende infrastruktur, som skal udvides.

Ved pyrolyse skal man bygge en omfattende infrastruktur op ved siden af en stor, allerede eksisterende, infrastruktur for biogas.

Det er ikke et spørgsmål om at tjene penge, eller hvilke sektorer som gavnes. Det er et spørgsmål om, hvad der er bedst for det globale klima. Og økonomien for landmændene afhænger af, hvor politikerne lægger tilskud og afgifter. 

Vores forsvar for halm omfatter også biogas og en udnyttelse af brænde og træflis på samme måde som halm.

Tilbage står, at vi konstruktivt anviser, hvordan dannelse af store mængder af CO2 fra afbrænding af fossile brændstoffer kan spares ved en effektiv udnyttelse af halm (og biogas og brænde/træflis).

Langt mere end Svarer-rapporten kan anvise ved CO2-afgifter og pyrolyse.