Fuglsang: Brug for Madens Minister

Af Jon Fuglsang, 
Lektor ved Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet, Metropol

Som nyudnævnt fødevareminister udråbte Dan Jørgensen hurtigt sig selv til Madens Minister.

Umiddelbart kan det virke logisk, at en nytiltrådt fødevareminister får ideen om, at maden og måltidet er en stor del af hans nye jobfunktion. Der serveres nemlig dagligt i omegnen af 15 millioner måltider, heraf cirka 800.000 offentlige, i Danmark.

Venstres Karen Ellemann kunne dog have fortalt Dan Jørgensen, at det ikke er en vindersag at bruge ministertiden på at udfordre danskernes mad- og måltidsvaner. Selv forsøgte hun i en kort overgang som socialminister at udfordre den herskende madpakkekultur, men endte med at tabe ansigt.

Ikke fordi ideen var dårlig, men fordi den forældresmurte madpakke er et godt eksempel på, hvordan mange danskere ser på maden: Den skal koste så lidt som muligt, og det er noget, vi ordner inden for hjemmets fire vægge. Derfor anses enhver politisk interesse for måltidsområdet ofte som formynderisk.

Fortjener politisk opmærksomhed
Beslutningstagere, der søger at trimme velfærdsstaten, burde interessere sig for de mange studier og erfaringer fra praksis, der findes på området. De dokumenterer nemlig tydeligt, at et øget fokus på mad og måltider oftest styrker trivslen, skaber social inklusion, bedre sundhed og sågar hurtigere behandlingstid.

Journalisterne har blandt andet brugt meget tid på at kritisere de cirka to millioner kroner, der er blevet brugt på kåringen af Danmarks Nationalret. Til sammenligning har kulturministeren uden kritik iværksat Danmark Læser-kampagnen til 20 millioner kroner.

Jon Fuglsang
Lektor ved Professionshøjskolen Metropol

På trods af disse studier er det ikke her, offentlige kroner prioriteres – tværtimod. De såkaldte supersygehuse opføres uden køkkener, nye daginstitutioner og skoler bygges uden køkkenfaciliteter – og knap halvdelen af lærere, der underviser i faget madkundskab, er ikke uddannede til at håndtere opgaven.

Det er svært at se disse prioriteringer som sund fornuft, men snarere som en kamp mellem snævre regnearkslogikker og etablerede (ikke-måltidsfaglige) professioners forsøg på at fordele ressourcerne inden for egne rækker.

Private måltider bør også kunne tåle kritik  
De private måltider er også værd at kigge kritisk på. Selvom danskerne bruger mere tid end nogensinde på at se på madlavning i fjernsynet, har de aldrig brugt så lidt tid på selv at lave mad. Selvom man kan diskutere, om udviklingen er problematisk, er det dog tydeligt, at det ville være politisk uansvarligt ikke at udfordre danskerne på deres madvaner.

Se bare, hvilke konsekvenser den gældende spisepraksis har for sundhedsøkonomien, og hvad vores høje indtag af animalske produkter har på miljø og klima.

Fra ernæring til madpolitik
Dan Jørgensen har med sin fødevarepolitik forsøgt at skabe en debat omkring disse emner. Selvom Fødevarestyrelsen længe har haft en stærk og systematiseret ernæringspolitik, har man i dette oplysningsarbejde begrænset sig til at se isoleret på madens ernæringsmæssige værdi i forhold til forebyggelse af livsstilssygdomme. Dette ensidige syn på måltidet har mange dog kritiseret for at være unuanceret og endimensionel.

Dan Jørgensen har bevidst forsøgt at ændre kulturen ved også at gøre råvarer, bæredygtighed og samværet omkring måltidet til en del af det politiske felt, ligesom det ses i mange andre dele af verden.

Dette forsøg på at udvide det politiske felt er ikke uden komplikationer. Det udfordrer grundlæggende det herskende syn på fødevarepolitik i både befolkningen, hos Landbrug & Fødevarer, i ministeriet og diverse forskningsinstitutioners arbejdsgange, hvor fokus ensidigt har været på ernæring, hygiejne og fødevaresikkerhed.

Kulturændring skaber modstand
At skabe en ændring i den måde, vi anskuer maden på, er derfor ikke uproblematisk.

Kritikken har som forventet været stor fra Landbrug & Fødevarer, der ikke har den store interesse i, at forbrugernes indkøbsvaner ændres. Her han man haft held til at udråbe den nye politiske dagsorden som elitær. Min største undren er dog mediernes og den journalistiske stands tilgang til den tiltrængte mad- og måltidsdebat.

Meget af det journalistiske arbejde er udmundet i et angreb på personen Dan Jørgensen frem for de politiske tanker, der ligger bag. Eksempelvis har man i dækningen været enormt fokuseret på, hvad tiltagene har kostet. Journalisterne har blandt andet brugt meget tid på at kritisere de cirka to millioner kroner, der er blevet brugt på kåringen af Danmarks Nationalret og udformningen af de nye måltidsråd. Til sammenligning har kulturministeren uden kritik iværksat Danmark Læser-kampagnen til 20 millioner kroner.

At kåringen af stegt flæsk med persillesovs endvidere er blevet beskrevet som elitært, virker ligeledes svært at forstå. Selv er jeg ofte blevet ringet op af journalister, der ville have mig til at vedhæfte netop elitær og stigmatiserende på Dan Jørgensens politik – men da jeg ikke mener, det er tilfældet, fandt de i stedet nogle andre.

Brug for strukturelle ændringer
Dan Jørgensen skal have stor ros for at tage en tiltrængt debat om mad, da det er en svær diskussion i et meget komplekst felt. Diskussioner og velmenende råd til den enkelte borger er dog kun første spadestik. Måltidsrådene er gode, men der er behov for, at de skrives sammen med den eksisterende fødevarepolitik, og dermed bruges til at løfte madområdet i skoler, institutioner, på sygehuse og ældreområdet. Det er derfor vigtigt yderligere at styrke det tværministerielle samarbejde på området – og at flere politikere tager ansvar og udformer deres visioner for maden og måltidet.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om personen Dan Jørgensen har fyldt for meget, men hans politiske indsats og ønske om at gøre mad og måltider til en del af den politiske debat er enormt tiltrængt, og forhåbentligt også noget en kommende minister vil forholde sig aktivt til. Mange af de ændringer, der er kommet, bunder i sund økonomisk tænkning og almen menneskelighed, hvilket også fødevareministre fra andre partier må have lyst til at arbejde videre med.