Kontraktproduktion irrelevant for IØ-fonden

17/6-05: IØ har oplyst, at aktuel kontraktproduktion, og betingelser for sådan, er uden for spørgsmålet om Fondens deltagelse i projektet, svarer udenrigsministeren.
Dokumentation
Spørgsmål 100: Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af samrådsspørgsmål T-X den 11. maj 2005 oplyse, hvorfor Carl Bros rapport om Poldanors overholdelse af miljøregler relateret til gyllehåndteringen på virksomhedens svineproduktioner ikke omfatter kontraktsproduktionen?

Svar fra ministeren: Investeringsfonden for Østeuropa har til brug for besvarelsen oplyst, at baggrunden for den undersøgelse, der blev sat i værk i december 2004, var de oplysninger, der kom frem i pressen på det tidspunkt, og som vedrørte Poldanor og - for IØ’s vedkommende - de investeringsbeslutninger, Fonden traf vedrørende denne virksomhed i perioden fra 1994 til 2000.

IØ har dertil oplyst, at aktuel kontraktproduktion – og betingelser for sådan – er uden for spørgsmålet om Fondens deltagelse i projektet i denne periode. Derfor er Carl Bro ikke blevet anmodet om at undersøge dette aspekt.

Spørgsmål 101: Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af samrådsspørgsmål T-X den 11. maj 2005 oplyse, hvornår de sidste af Poldanors svinefarme blev overtaget, og hvornår svineproduktionen er gået i gang på svinefarmene?

Svar fra ministeren: Som det fremgår af min besvarelse på samrådet den 11. f.m., blev Investeringsfonden for Østlandenes aktiepost i Poldanor solgt for fem år siden. I øvrigt henviser jeg til min besvarelse af §20-spørgsmål nr. 1410, som vedlægges til orientering.

Spørgsmål 102: Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af samrådsspørgsmål T-X den 11. maj 2005, spørge IØ-fonden om, hvad IØ-fonden anser for at være en acceptabel tidsramme for at bringe svineproduktion på svinefarme som Poldanor i overensstemmelse med polsk og dansk miljølovgivning, og hvad er ministerens holdning til en sådan tidsramme?

Svar fra ministeren: På samrådet den 11. f.m. meddelte jeg udvalget, at Investeringsfonden for Østlandene forventede, at Carl Bros undersøgelsesrapport om gyllehåndtering i svineprojekter, som IØ aktuelt er involveret i med produktion, ville være færdig i begyndelsen af juni i år. IØ har tidligere denne måned oversendt undersøgelsesrapporten til Folketinget. IØ's bestyrelse har i den forbindelse oplyst, at IØ bør sørge for, at gyllehåndteringen på de relevante 11 svineproduktioner inden udgangen af 2005 er i overensstemmelse med de danske regler.

Bestyrelsen har samtidig oplyst, at den kan acceptere afvigelser, hvad angår udbringning af gylle, så dette for projekter, der ligger i de nye EU-lande, sker i henhold til EU's nitratdirektiv og for projekter, der ligger i lande, som ikke er omfattet af EU's nitratdirektiv - projekter i Ukraine og Rusland - sker efter retningslinjer udstukket af fageksperter.

Spørgsmål 103: Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af samrådsspørgsmål T-X den 11. maj 2005 oversende, den udgave af Carl Bro´s rapport, som blev sendt til udtalelse hos Poldanor, samt redegøre for hvilke ændringer i rapporten dette gave anledning til og for begrundelsen for disse ændringer?

Svar fra ministeren: Investeringsfonden for Østeuropa har oplyst, at Fonden i opfølgning på det åbne samråd i Udvalget den 11. f.m. fremsendte FLF en note om netop dette spørgsmål. I noten fra Carl Bro af 12. f.m. redegøres der for de ændringer, der er foretaget i udkastet til rapporten. En kopi af Investeringsfondens brev og Carl Bros note er vedlagt denne besvarelse.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024