Moderat antibiotikaforbrug i DK

5/9-05: Holland har et større problem med resistente fødevarebårne bakterier sammenlignet med Danmark. Det høje antibiotikaforbrug i Holland kan være årsagen hertil, oplyser Fødevarestyrelsen.
Dokumentation
Spørger: Jens Kirk (V)

Spørgsmål S 3174: Vil ministeren oplyse, hvad medicinforbruget er, herunder antibiotika, i Sverige, Holland, Frankrig, Tyskland, Polen, USA, Brasilien, Argentina og Thailand?

Svar fra ministeren: Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har svaret følgende:

"Ved medicinforbrug forstås her antibiotikaforbrug, da der kun findes opgørelser på antibiotikaforbrug til sammenligning mellem lande. Kun Danmark og Sverige offentliggør officielle statistikker for det totale antibiotikaforbrug opgjort fra apoteker mv.

I Holland opgøres også officielle statistikker, men her er forbruget opgjort udfra tal fra medicinalindustrien. I nogle andre lande udsender private organisationer tal, baseret på de informationer, som organisationerne har fået fra medicinalindustrien. Sammenligning af antibiotikaforbruget i Danmark og Sverige med andre lande er derfor forbundet med store usikkerheder og kan kun tilnærmet sammenlignes udfra milligram antibiotika anvendt pr. produceret kg dyrekød.

Opgørelser pr. produceret dyrekød er misvisende, idet der er stor forskel på størrelsen af produktionen af de forskellige dyrearter og dosis naturligvis er stærkt afhængig af dyreart. Endvidere kan antibiotiske vækstfremmere være indeholdt eller udeladt af tallene og ligeledes kan en stor im- eller export af dyr påvirke tallene. Fødevarestyrelsen kan derfor kun stå inde for tal fra officielle statistikker fra Danmark og Sverige, som angivet i nedenstående tabel. Dog opgøres som nævnt også officielle statistikker fra Holland, fra CIDC, Lelystad, som svarer til Danmarks DFVF.

Ønskes officielle opgørelser, såfremt de findes, for de øvrige nævnte lande, bør der rettes henvendelse til de pågældende landes ambassader.

tabel

Bemærkninger til tabellen: Tons medicin er i tons aktivt antibiotika til alle dyrearter. Årstal angiver hvornår opgørelsen er fra. Kilde angiver hvorfra tallene stammer.

I Holland indgår 75 tons antibiotiske vækstfremmere i totalforbruget, mens tons kød produceret er fra 2002. Som det fremgår af tabellen har Sverige et langt lavere antibiotikaforbrug sammenlignet med Danmark og forbruget i Sverige er desuden faldet hhv. 7 og 6%, når år 2000 sammenlignes med hhv. 2003 og 2004 (SVARM, 2004). Endvidere anfører SVARM, 2004, at faldet i forbruget fra 2000 til 2004 for en dels skyld kan tilskrives et reelt fald i antibiotikaforbruget til svin og ikke kun tilskrives et fald i antal af kvæg i Sverige. Holland har til gengæld et langt større antibiotikaforbrug sammenlignet med Danmark.

Ifølge den officielle opgørelse fra Holland, MARAN, 2003, har Holland også et større problem med resistente fødevarebårne bakterier sammenlignet med Danmark og de nævner, at det høje antibiotikaforbrug i Holland kan være årsagen hertil."

Spørgsmål S 3177: Hvis forbruget af medicin herunder antibiotika sættes til indeks 100 i Danmark, hvor ligger landene Sverige, Holland, Frankrig, Tyskland, Polen, USA, Brasilien, Argentina og Thailand så i forhold til Danmark pr. produceret enhed?

Svar fra ministeren: Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål S 3174.

Spørgsmål S 3179: Vil ministeren oplyse, i hvor mange af EU-landene zoonosedirektivet er gennemført, og hvornår sidste frist herfor er eller var?

Svar fra ministeren: Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der har svaret følgende:

"Zoonosedirektivet (EU-Parlamentets og Rådets Direktiv 2003/99/EF af 17. november 2003 om overvågning af zoonoser og zoonotiske agenser, om ændring af Rådets beslutning 90/424/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 92/117/EØF) anvendes fra den 12. juni 2004.

Dette fremgår af direktivets artikel 14. Danmark har rettidigt gennemført direktivets bestemmelser. Fødevarestyrelsen har ikke fra EU-Kommissionen modtaget oplysninger om direktivets gennemførsel i de øvrige EU-lande. Fødevarestyrelsen vil foranledige spørgsmålet forelagt Kommissionen. En vis svartid vil forventeligt skulle på regnes."


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024