Oppositionen til Grøn Vækst-drøftelser
Anders Jerking
RedaktionschefPå mødet redegjorde Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten for deres krav til en aftale, og på baggrund af det skal regeringen nu regne på partiernes krav og ønsker.
Oppositionen mener fortsat, at natur- og miljø-ambitionerne i udspillet ikke er høje nok. Men en ekstra indsats vil koste penge, og en knast i forhandlingerne er ifølge Altingets oplysninger, hvordan de penge kan skaffes. Regeringen står fast på skattestoppet, der betyder, at yderligere indtægter fra højere pesticid-afgifter skal føres tilbage til landbruget. Alle partier har desuden accepteret at give afkald på den frivillige modulation - men det er til debat, hvor længe det løfte skal gælde.
Usikkerhed om landbrugslov
En anden knast i forhandlingerne er ifølge Altingets oplysninger de foreslåede ændringer af landbrugsloven, hvor regeringen foreslår at lempe på areal- og ejerkrav. Dele af oppositionen er bekymrede over, hvilke konsekvenser det vil have for miljøbelastningen og for beboersammensætningen og beskæftigelsen på landet. De spørgsmål ønsker partierne nærmere belyst, inden man nikker ja til en udviklingsproces, der ikke kan rulles tilbage. Flere af partierne mener, at man i stedet burde forbedre støtten til det økologiske landbrug for at høste en miljø- og en beskæftigelsesgevinst.