Skolemad: Skatteyderne må til lommerne

Af Susanne Tøttenborg,
Koordinator for "6 om dagen"

Er man ude og botanisere i bymiljøet sidst på formiddagen, møder man flokke af store børn, der driver rundt. En halv time senere er de væk. Hvem er de? Hvad laver de? ville doktor Lieberkind have spurgt i hine tider?

Det er såmænd noget så hverdagsagtigt som store skolebørn, som er ude at skaffe sig noget at spise i den lokale Netto, pizzabar eller på tanken - og det er ikke fuldkornsbrød og råkostsalat, de køber, skulle jeg hilse og sige! Eller de er på vej hen til en af kammeraterne for hurtigt at sætte cup-noodles, spaghetti med ketchup eller havregrød til livs.

En stor del af dem er desuden begyndt at springe morgenmaden over en eller flere gange om ugen, og mange har droppet skolemælken. Når man ved, at de skal have omkring halvdelen af den daglige mad til morgen og frokost, giver det stof til eftertanke. For hvordan skal de kunne vokse og trives, lege og lære, når de den første halvdel af dagen stor set ingen - ordentlig - mad får.

Men det kræver også, at vi holder op med at bilde os selv og hinanden ind, at man kan tilbyde sund, lækker, frisklavet - og fuldt brugerfinansieret - mad til 15-20 kr., som er den pris, der er alment accepteret. Det kan man nemlig ikke.

Susanne Tøttenborg
Koordinator for "6 om dagen"

Forældrenes ansvar - nej
Det er forældrenes ansvar, vil mange hævde. Hertil vil jeg gerne sige, at det ansvar har jeg forsøgt at leve op til i 20 år. Har rejst mig tidligere om morgenen for at sørge for sunde, lækre og frisklavede madpakker til fire børn; husket på, hvem der kan lide hamburgerryg og hvem ikke; lavet lækre salater; skåret agurk og gulerødder i stave; pakket alt i små pakker og bøtter, så det ikke vådter og tager smag af hinanden.

De første skoleår går det for de fleste. Mange børn i indskolingen sætter pris på deres madpakke, viste en dansk undersøgelse for nylig. Men allerede fra 4-6. klasse er forældrene oppe mod stærke kræfter, som dømmer madpakken ude. Og fra 7. klasse, hvor eleverne får "udgangstilladelse", og lærerne - og de fleste elever - forsvinder fra klasselokalet i spisefrikvarteret, er kampen tabt for de fleste. Sådan er det i min søns 7. klasse og sådan har det været med hans tre søskende før ham.

Delt ansvar - ja
Vi bliver nødt til at få en ordentlig mad- og måltidskultur ind i skolen, hvis vi skal sikre, at børnene i dagtimerne får noget mad, de kan vokse, trives og lære på her og nu, og som er med til at give dem gode kostvaner på længere sigt.

Det kræver nytænkning af mad og måltider som en del af skolernes pædagogiske og organisatoriske udvikling, så de stærke kræfter, der er i skolens fællesskab, bidrager til at samle eleverne omkring måltidet i stedet for at sprede dem.

Men det kræver også, at vi holder op med at bilde os selv og hinanden ind, at man kan tilbyde sund, lækker, frisklavet - og fuldt brugerfinansieret - mad til 15-20 kr., som er den pris, der er alment accepteret.  Det kan man nemlig ikke. Det kan man heller ikke i de mange virksomhedskantiner, hvor de ansatte typisk betaler 3-400 kr. om måneden for frokost. Her betaler arbejdsgiver - og skatteyderne - en del af gildet, fordi tilskuddet selvfølgelig kan fratrækkes som en personaleomkostning.

Vi skatteydere må altså til lommerne og medfinansiere skolemaden for offentlige midler, hvis vi synes, at vores børn i løbet af dagen skal tilbydes et ordentligt måltid mad til 15-20 kr.. 

Tillykke København
Så tillykke København. Tillykke, fordi I har indset, at det koster at etablere en ordentlig måltidskultur i skolerne. Og at det er nødvendigt at skrue på mange knapper samtidigt for at få det til at lykkes: Den fysiske indretning, måltidets gastronomiske og ernæringsmæssige kvalitet, inddragelse af elever, lærere og skoleledelser; design og kommunikation; aldersmæssig tilpasning - bare for at nævne nogle af dem.

Ud over energi til at følge undervisningen bedre får eleverne maddannelse og sociale kompetencer med som sidegevinst. Og det er ikke noget, man "kan prioritere inden for de eksisterende rammer", hvilket ellers er standardsvaret.