Venstre: Frihandelsaftaler er blevet en ideologisk kampplads
DEBAT: CETA-aftalen har for nogle partier udviklet sig til en ideologisk kampplads, men det er en skam, for frihandelsaftaler er med til at udbygge vores politiske samarbejde med andre lande, skriver Jan E. Jørgensen, MF for Venstre.
Kirsten Ida Enemark
RedaktionsassistentAf Jan E. Jørgensen
MF for Venstre
Jeg må indrømme, at jeg troede, at vi var færdige med at diskutere handelsaftalen mellem Canada og EU, den såkaldte CETA-aftale, efter et stort flertal af det danske folketing stemte for en ratifikation af aftalen tilbage i marts i år. Men jeg tager naturligvis gerne en diskussionsrunde mere. Man skal nemlig ikke gå glip af en mulighed for at rose både CETA og frihandelsaftaler generelt.
Frihandelsdagsordenen har i længere tid været under angreb fra dele af venstrefløjen. CETA-aftalen har for nogle partier udviklet sig til en ideologisk kampplads, hvorfra man bekriger globalisering og vækst. Den kamp er i mine øjne ærgerlig. For den rammer de forkerte.
Sagen er, at 31 millioner jobs i EU er direkte afhængige af samhandel med lande uden for EU. Det samme gælder for et meget stort antal jobs i Danmark. I en lille, åben økonomi som vores er vi helt og aldeles afhængige af verden omkring os. Vores fælles velstand og velfærd er betinget af, at vi handler med verden omkring os. Men frihandelsaftaler handler om mere end vækst og arbejdspladser.
Frihandelsaftaler er med til at udbygge vores politiske samarbejde med andre lande og bidrager herigennem til stabilitet og fred. Jeg ærgrer mig over, at dele af venstrefløjen, som jeg ellers anser for at være globalt orienterede, konsekvent afstår fra at se frihandelsaftalerne i et tilstrækkeligt bredt perspektiv.
CETA-kritikere har fået for stor opmærksomhed
Det har for mig været en smule overraskende, at CETA-kritikerne er lykkedes med at få så stor opmærksomhed. Især taget i betragtning, at frihandelsaftaler jo ikke ligefrem er et nyt fænomen i EU. Faktisk har EU indgået mere end 30 handelsaftaler, siden Danmark blev medlem. Canada er et land, der minder mere om de europæiske lande end eksempelvis Vietnam og Sydkorea, som vi tidligere har indgået handelsaftaler med.
Vores fælles velstand og velfærd er betinget af, at vi handler med verden omkring os.
Jan E. Jørgensen
MF Venstre
Og ligesom os har de en regering, der værner om forbrugerbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder og miljø- og klimahensyn. Så hvis ikke vi kan indgå en aftale med et land som Canada – hvem synes venstrefløjen så egentlig, at vi kan tillade os at lave frihandelsaftaler med?
I denne tid står vi europæere over for et valg. Ønsker vi at møde globalisering og frihandel med frygt, handelsmure og korslagte arme? Eller ønsker vi at møde globalisering og frihandel med høje standarder, gode argumenter og international dialog? Jeg vælger altså sidstnævnte. Og jeg er derfor også glad for, at vi har fået ratificeret CETA-aftalen og dermed sikret en ambitiøs handelsaftale til stor gavn for hele EU og ikke mindst for Danmark.