Christian Egander: Den urovækkende dom over Trump svækker tilliden til retssystemet

Så faldt dommen altså over Donald Trump.

I staten New York blev den tidligere præsident, nuværende præsidentkandidat og umiddelbar favorit til at vinde præsidentvalget i USA senere år, fundet skyldig af en jury. En dom er en dom og en historiker som jeg selv er ikke jurist. Alligevel er det værd at standse op netop nu i denne stund og overveje situationen.

Med dommen i New York frygter jeg, at vi – eller i hvert fald amerikanerne – har trådt over tærsklen til en ny politisk virkelighed, hvor den politiske strid i høj grad vil blive udkæmpet med juridiske våben.

Mens mange af dem, der ligesom jeg, er kritiske over for Donald Trump, kan opfatte dommen som en afstivning af det amerikanske demokrati, frygter jeg, at den vil få den modsatte effekt.

Hvis den populistiske politiks kritik af institutionerne henter sin energi fra martyriet, frygter jeg, at Donald Trump nu har fået det martyrium. For den konkrete sag imod ham forekom fra begyndelsen spinkel og spekulativ, et svagt fundament at bygge så skelsættende en dom på.

Vil man skrive historie, må det gøres med en fast hånd.

Vi står her med en sag, som risikerer at gøre mere skade end gavn. 

Christian Egander Skov

Sagen i New York, som blev rejst af den demokratiske distriktsadvokat på Manhattan Alvin Bragg, har ikke alene tiltrukket sig opmærksomhed på grund af sagens mulige konsekvenser for Trump, men i høj grad på grund af dens tabloide kvaliteter.

Som det næppe er forbigået nogens opmærksomhed, var sagens udgangspunkt en anklage om, at Donald Trump har ladet såkaldte tys-tys penge udbetale til en pornoskuespillerinde, der går under navnet Stormy Daniels, for at dække over et forhold, de to har haft, mens Trump har været gift med sin nuværende kone. Dertil kommer anklagen om, at han også gennem et tabloid-medie har forsøgt at holde sagen fra offentlighedens kendskab.

Altså noget gris, og i denne retssag har der været gris på gaflen. Det er jo til at forstå. Imidlertid har Trump ikke i teknisk forstand været under anklage for at være en gris, og heller ikke for at have ladet udbetale tys-tys-penge. Ingen af delene er ulovlige.

Derimod har han været under anklage for – og nu altså også dømt – for at have brugt kampagnemidler til det formål og derefter ladet sine regnskaber forfalske. Det er grundlæggende det, han er kendt skyldig i. Og det er sket på 34 forskellige punkter. Lidt forenklet sagt udgør de 34 punkter basalt set 34 udslag af samme forbrydelse.

Trump er lidt forenklet sagt dømt for en forbrydelse, som den pågældende ret slet ikke har jurisdiktion til at dømme over.

Christian Egander Skov

Der er ingen, der har påstået, at Trump selv har gjort disse ting. En del af sagen har drejet sig om at etablere, at selvom det er andre – konkret hans noget dubiøse ”fixer” advokaten Michael Cohen – som konkret har gjort disse ting, så er det sket efter ønske fra Trump.

Dette kan være problematisk nok, og har i denne sag først og fremmest stået og faldet med Michael Cohens vidneudsagn og derfor juryens opfattelse af hans troværdighed. Og selvom Cohen aldrig før denne retssag er blevet opfattet som en troværdig skikkelse, så bliver han det altså nu. Dette er i virkeligheden det første sted, dette med det spinkle kommer ind.

Det er imidlertid ikke her, humlen er.

Sagen er, at Braggs sag er bygget på en teori, som er blevet beskrevet som bemærkelsesværdig.

Her bliver det lidt teknisk. Forfalskninger af regnskaber er ulovligt, men i USA skelner man mellem mindre alvorlige forbrydelser, misdemeanors, og alvorlige forbrydelser, felonys.

Trump er blevet dømt for en felony, selvom overtrædelsen isoleret set ville være en misdemeanor. For at nå derhen har Alvin Bragg benyttet et mildt sagt kreativt greb, hvor Trump er blevet anklaget for at have ladet regnskaber forfalske med det formål at dække over en anden forbrydelse.

Retten må ikke forvandles til uret ved at gøre sig selv til et politisk værktøj.

Christian Egander Skov

Det er fordi forfalskningerne hævdes at dække over en anden forbrydelse, at de udgør en alvorlig forbrydelse.

Og det rejser så det åbenlyse spørgsmål, som vi vist mestendels har glemt i fascinationen over sagens tabloide karakter: hvad er det for en anden forbrydelse, Trump hævdes at have dækket over?

Ja, det er et først og fremmest et brud på den såkaldte Federal Campaign Act (FECA), der regulerer, hvordan man må bruge kampagnemidler.

Her er imidlertid hagen ved det hele og det, der gør sagen en smule betænkelig.

Selvom juryen for at dømme Trump skal finde det bevist hinsides enhver rimelig tvivl, at Trump er skyldig i de konkrete anklagepunkter om forfalskninger, så gælder det samme ikke for den forbrydelse, som de konkrete forfalskninger skulle dække over. Denne forbrydelse fandt anklageren det ikke engang nødvendigt at fremlægge i anklageskriftet.

Her er der altså mildt sagt ikke samme bevisbyrde – og Trump er da heller ikke dømt for denne forbrydelse. I enhver anden sammenhæng ville man finde det betænkelig. Fordi det er Trump, finder vi det acceptabelt.