Det startede med en mail fra en whistleblower. Nu kan et telefonopkald fra Nationalbanken blive en sag for FN

I sommeren 2018 modtog det tidligere Økonomi- og Indenrigsministeriet et helt specielt opkald fra Nationalbanken.

I samtalen kom det frem, at Nationalbanken mistænkte en tidligere ansat, der nu var ansat i departementet, for at stå bag nylige læk af oplysninger i ministeriet.

Baggrunden var, at Nationalbanken omkring et halvt år tidligere var gået til politiet, efter en whistleblower havde sendt to anonyme mails bredt ud, hvori det forlød, at Nationalbanken talte usandt, når de over for omverdenen sagde, at der aldrig havde været overvejelser om at gå væk fra Danmarks fastkurspolitik.

Nationalbanken havde nævnt navnet på samme medarbejder i sin politianmeldelse.

Kort efter opkaldet blev den ansatte kaldt til samtale i ministeriet og fyret med udgangen af juni måned 2018.

Siden har klage- og retssager kørt på stribe ved de danske domstole og myndigheder.

Og de er ikke faldet ud til den tidligere embedsmands fordel. Alligevel er sagen ikke slut.

Klage til FN

For den tidligere ansatte, der aldrig er blevet dømt i de omtalte forhold, er gået til FN’s Menneskerettighedskomité, der marts i år registrerede sagen.

Det bekræfter FN over for Altinget. 

Nu har de danske myndigheder fået indtil 18. september i år til at komme med eventuelle formalia, som de mener, sagen kan falde på.

Men komiteen har også bedt myndighederne om at forholde sig til sagens substans og komme med deres argumenter for, at myndighederne ikke har overtrådt artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. 

Omdrejningspunktet i klagen er, hvornår offentlige myndigheder kan dele oplysninger af privat karakter om en ansat med en anden offentlig myndighed ved mistanke om lovbrud.

Der er med andre ord tale om en afvejning af hensyn til offentlige interesser over for private personers ret til at få beskyttet deres privatliv.

Medvind til myndigheder

På tidspunktet for opkaldet havde den ansatte, som myndighederne mistænkte for at være whistlebloweren, været under politiets efterforskning i cirka et halvt år som konsekvens af Nationalbankens politianmeldelse.

Men det vidste embedsmanden ikke, da vedkommende ikke var blevet sigtet i sagen. 

Samtidig fik embedsmanden ved sin fyring ikke besked om opkaldet fra Nationalbanken. Det blev vedkommende først klar over omkring et år efter, i sommeren 2019, forklarer personen i sin klage til FN, som Altinget har set. 

De danske myndigheder og domstole har siden fastslået, at interessen for det tidligere Økonomi- og Indenrigsministeriet i at blive gjort bekendt med Nationalbankens mistanke mod den ansatte, oversteg hensynet til embedsmandens interesse i, at oplysningerne blev hemmeligholdt.

Datatilsynet fandt i maj 2020, at Nationalbanken havde behandlet disse personoplysninger i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesloven.

Datatilsynet begrundede blandt andet sin afgørelse med, at offentlige myndigheder antages at have et “relativt vidt skøn” i forhold til denne vurdering.

En afgørelse, der efterfølgende er blevet stadfæstet i både Københavns Byret og senest af Østre Landsret i september 2022.

Og det er samme forløb, som den tidligere embedsmand nu er gået videre til FN med.

Men for at forstå baggrunden for den årelange sag, skal vi tilbage til 2017, hvor “Bo Smith-udvalgets genfærd” første gang kom på banen.

For den konkrete klage til FN er blot ét hjørne i et langstrakt og kringlet forløb om læk, fastkurspolitik og offentlige myndigheders sandhedspligt.

Mailen, der startede det hele

Det hele startede med en mail fra 30. november 2017 med overskriften: “Whistleblower henvendelse vedr. Lars Rohde”.

Mailen landede i indbakken hos flere fremtrædende økonomer fra universiteter og institutioner, men blev også sendt til personer i Nationalbankens bestyrelse og repræsentantskab.

Afsenderen var anonym under pseudonymet “Bo Smith-udvalgets genfærd”.

I mailen lød det blandt andet, at den tidligere S-R-SF-regering kort efter sin dannelse i efteråret 2011 overvejede fastkurspolitikken. Og at det viste sig ved, at regeringen anmodede Nationalbanken om at lave et simulationsstudie, hvor man kunne se, hvordan den danske økonomi ville have klaret sig under og efter finanskrisen, hvis Danmark ikke havde ført en fastkurspolitik, men i stedet havde praktiseret en flydende valutakurs som i Sverige.

Afsenderen pointerede, at det derfor var usandt, når Nationalbanken i de efterfølgende år flere gange tilkendegav over for omverdenen, at Danmark aldrig havde overvejet at kappe båndet til euroen.

Blandt andet i 2015, hvor der var et stort pres på den danske krone, fordi der blev spekuleret i, om Danmark ville droppe sin valutabinding til euroen, efter Schweiz uden forvarsel havde gjort det i begyndelsen af året.

"Den aktuelle situation er, at formanden for Danmarks Nationalbanks direktion, Lars Rohde, giver urigtige oplysninger til presse, borgere, virksomheder, kreditinstitutter, pensionsselskaber, Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond med flere," skrev whistlebloweren i mailen fra 30. november 2017 og tilføjede lige derefter:

"Lars Rohde nægter at respektere, at Danmarks Nationalbank som myndighed er underlagt et almindeligt princip om sandhedspligt."

Nationalbanken har fra start holdt fast i, at banken ikke har udarbejdet et simulationsstudie om fastkurspolitikken.

Senest i et folketingssvar fra maj 2024, hvor det oplyses, at “Nationalbanken hverken på eget initiativ eller på foranledning af den daværende regering har udarbejdet analyser med henblik på at udtræde af fastkurspolitikken”.

Alligevel meldte Nationalbanken den 7. december 2017 to mails fra whistlebloweren til politiet som en mulig overtrædelse af straffelovens § 152 om at videregive fortrolige oplysninger.

I politianmeldelsen navngav de den omtalte embedsmand som deres mistænkte.