Lektor: Det er et problem, når landbruget selv udpeger bestyrelsesmedlemmerne i offentlige fonde

Formålet med avlsarbejdet er at ’maksimere profitten for den danske svineproducent’, som det hedder på Landbrug & Fødevarers hjemmeside. Profitmaksimeringen er i dag indpræget i grisenes genetik. Avlsarbejdet er finansieret ved salg af sæd og avlsdyr.

Så det er samme logik som for produktionsafgiftsfondene: jo mere, der sælges, jo flere penge til udvikling. 

Avlsarbejdet har blandt andet ført til en mere effektiv udnyttelse af foderet og til at hver so i 2022 i gennemsnit fødte næsten 20 pattegrise, mens den i 2013 fødte 17. I en produktionsoptik er det en imponerende bedrift.

Bagsiden af udviklingen har blandt andet været en høj pattegrisedødelighed (antal dødfødte og døde inden fravænning). I 2022 indførte Landbrug & Fødevarer et nyt avlsmål, så overlevelse også tæller med i den økonomiske vægtning af avlsmålene.

Landbruget udpeger fondsbestyrelserne

Den måde, landbruget har organiseret sin udvikling på, har muliggjort stadige effektiviseringer, men viser nu sine begrænsninger.

Avlsarbejdets fokus på profitmaksimering har ikke plads til aspekter af dyrevelfærd eller miljø, som ligger ud over, hvad der giver en økonomisk fordel. 

Morten Knudsen
Lektor, ph.d., Institut for Organisation, Copenhagen Business School

For det første skaber organiseringen en direkte kobling mellem udvikling og produktion af kvantitet: Afgiftsmodellen betyder, at jo flere grise der slagtes eller sælges, jo flere penge kommer der til udvikling.

Det giver et kraftigt incitament til at favorisere udviklingsprojekter med fokus på fastholdelse eller forøgelse af produktionen målt kvantitativt. Og så betyder det ofte, at grønne projekter ikke må skade produktiviteten. 

For det andet fastholder opdelingen af fondene i produktområder monokulturelle produktionsformer.

Ifølge Landbrugsstøtteloven skal afgifterne nemlig anvendes inden for de sektorer, hvor de er opkrævet. Meget tyder dog på, at en grøn omstilling af landbruget vil kræve en blandet produktion.

Landbrugsavisen havde i april en omtale af en artikel bragt i toptidsskriftet Science og med Laura Vang Rasmussen fra Københavns universitet som førsteforfatter. Artiklen viser, at der er både økonomiske, arbejdsmæssige og miljømæssige fordele ved en blandet produktion.

Men en sådan blandet produktion støtter det danske udviklingssystem ikke. Tværtimod støtter det en fortsat specialisering af de enkelte produktioner. 

For det tredje udpeger landbrugets organisationer to tredjedele af medlemmerne af fondsbestyrelserne. Selv om det er statslige fonde, er det således landbrugets interesseorganisationer, som bestemmer over dem.

På Svineafgiftsfondens hjemmeside står der, at ” Svineafgiftsfondens formål er at styrke den samlede svinekødssektors udviklingsmuligheder og konkurrenceevne.” Der er med andre ord begrænset plads til bredere samfundsmæssige hensyn som for eksempel grøn omstilling.

For det fjerde har avlsarbejdets fokus på profitmaksimering ikke plads til aspekter af dyrevelfærd eller miljø, som ligger ud over, hvad der giver en økonomisk fordel.

Samlet kan man sige, at organiseringen af landbrugets forskning og udvikling fastholder landbruget i et selvforstærkende feedback-loop, som fremmer, at det gør mere af det samme og samtidig begrænser evnen til at lære og udvikle sig.

Der skal gøres plads til bredere interesser i bestyrelserne

Den grønne omstilling handler også om økonomiske interesser, forretningsmodeller, produktionskæder, markeder, teknologier, tilskudsmodeller, ekspertise/viden, konsulentordninger, teknologier og så videre.

Så der er ikke en grøn snuptagsløsning. Men uden en ændring af organiseringen af landbrugets udvikling, kan landbruget næppe realisere sine grønne ambitioner.

Et skridt mod en ny udvikling kunne være, at landbrugets organisationer lader bredere samfundsinteresser få flertal i bestyrelserne for de offentlige produktionsafgiftsfonde.

Morten Knudsen
Lektor, ph.d., Institut for Organisation, Copenhagen Business School

Man kan ikke fortænke landbrugets organisationer i at varetage de nuværende medlemmers interesser i en optimering af den eksisterende produktion. Men samtidig er det i erhvervets langsigtede interesse at facilitere en udvikling, som kan øge den samfundsmæssige legitimitet.

Det er ikke let et bryde med de feedback-mekanismer, som fastholder landbruget i dets nuværende udvikling. Men gør landbruget det ikke selv, så risikerer landbruget, at andre gør det for dem.

Et skridt mod en ny udvikling kunne være, at landbrugets organisationer lader bredere samfundsinteresser få flertal i bestyrelserne for de offentlige produktionsafgiftsfonde, som træffer beslutningerne om, hvilke teknologier og hvilken viden, der skal udvikles.

Det samme kunne gøres med avlsarbejdet. Her kan landbruget lade eksperter i dyrevelfærd være med til at træffe beslutninger om avlsmålene.

Opdeling mellem udvikling og produktion

Det vil også fremme den grønne omstilling ikke at finansiere udviklingsprojekterne direkte med produktionsafgifterne. Det vil fjerne udviklingsprojekternes entydige incitament til at øge produktionen.

Man kan løsne koblingen mellem produktion og udvikling ved at staten fortsat indkasserer produktionsafgifterne samtidig med, at den giver et fast bidrag til produktionsafgiftsfondene – uafhængigt af produktionens størrelse.

En fast bevilling ville kunne give plads til forskellige udviklingsprojekter, som kan udvikle og afprøve nye og alternative dyrkningsmetoder til gavn for både dyrevelfærd og miljø.

Endelig vil det være til gavn for den grønne omstilling ikke at organisere fondene ud fra produktområder. Der er stadig brug for produktspecifik viden, men i endnu højere grad er der brug for at udvikle produktioner, som integrerer diverse hensyn til fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, biodiversitet, beskæftigelse og så videre.