Lisbeth Knudsen: Ja, SVM-regeringen er mærkelig. Men den er ikke stendød

På samme måde som der kom det på folkeskoleområdet, ældrereformen og den grønne trepart. Men det format passer ikke til vores utålmodighed ag krav om handlekraft i medierne. Vi har en regering bestående af tre vidt forskellige partier, og vi borer i deres indbyrdes uenigheder, som om det var en sensation. Men det er det jo netop ikke. Bliver regeringen handlingslammet og ude af stand til at lave de fornødne kompromiser både med sig selv internt og med partierne i Folketinget, så skal det jo udstilles og problematiseres.

Statsministeren konstaterede på pressemødet i onsdags, at alle regeringens reformplaner lige som ikke rigtigt synes at kunne mærkes endnu ude i befolkningen, og at man derfor med ministerrokaden ville gøre en indsats for at have mere fokus på at organisere arbejdet med implementeringen anderledes effektivt, hvad enten det måtte være flere penge til velfærd i kommunerne, den grønne trepartsaftale eller andre ting.

Det er jo en rigtig konstatering. Ligesom det er en rigtig konstatering, at gennemførelsen af den grønne trepart og en effektivisering af det danske beredskab ville blive en vanskelig proces med dele af de udførende opgaver spredt ud over flere ministerier. Præcis som det har været tilfældet med digitaliseringsområdet indtil nu.

Den udmelding om en anden måde at organisere tingene på, bør medierne naturligvis følge nidkært op på. Hvordan bliver reformplanerne rent faktisk ført ud i livet? Sker der rent faktisk de forandringer i samfundet til det bedre, som var meningen med reformerne og de store politiske aftaler med brede flertal i ryggen?  

Kan vi i medierne og hos kommentatorerne vænne os til, at nye ministerier godt kan være implementeringsministerier mere end ministerier for mere ny lovgivning og regulering? Som nu med ministeren for den grønne trepart og ministeren for beredskabet. Og Europaministeren for den sags skyld, som dog er en kendt model for et midlertidigt ministerium knyttet til forberedelsen og afviklingen af det danske formandskab i andet halvår 2025.

Jeg har ingen aktier i at være defensor for SVM-regeringen, men mange aktier i at se kritisk på mediernes politiske dækning, som jeg har beskæftiget mig lige siden jeg startede som journalist for mange år siden. Magtkritik handler ikke om at angribe, hvordan tingene foregår i dag set i forhold til bagspejlet, og hvordan vi plejede at se de politiske processer udspille sig, men om fordomsfrit at vurdere resultaterne af, hvordan tingene foregår nu. I nye formater og med en efter statsministerens eget udsagn ”mærkelig regering”.

Det var et stort tema i medierne, at de tre regeringspartier havde sat hinanden fri til efter sommergruppemøderne at komme med hver deres forslag og ønsker til regeringsprogrammet og de mere langsigtede politiske sigtelinjer som pensionsalderen blandt andet. Men er det ikke bare fordi vi er vant til, at en regering skal tale med en stemme altid, og gør den ikke det, er der dømt intern splittelse. Her har vi tre partier i det, de selv kalder et arbejdsfællesskab, så er det en krise, at de møder op på kontoret med forskellige ideer og temmelig usædvanligt siger det i fuld offentlighed for at vælgerne bedre kan genkende dem?

Kan man holde til at vente med at melde ud om pensionsalder-spørgsmålet? Næppe. Der vil blive et massivt pres på regeringen for at blive enige om en køreplan for den diskussion, og spørgsmålene vil regne ned over de tre partiledere fra nu af og lige så længe, vi skal vente på et svar. Formår de ikke at komme med det inden så længe, vil det blive en alvorlig sten i skoen.

Går regeringssamarbejdet op i hat og briller og intern handlingslammelse, fordi man ikke kan blive enige om kompromiserne, jo nærmere vi kommer en valgdato, så er det mediernes opgave at gå hårdt til den bold og udfordre regeringens berettigelse. Men der er vi bare ikke lige nu, hvor reformerne står i kø, og det indtil videre er lykkedes at gennemføre alle reformer med brede flertal. Magtkritik handler om at vurdere de enkelte ministres indsats og SVM-regeringens samlede politiske resultater, og hvad den har gjort og kommer til at gøre i forhold til at forandre det danske samfund mere end om at kritisere, hvad den gør anderledes på vejen dertil.