Debat

Fem kommuner og Hjem til Alle: Hjemløseindsatsen skal handle om mere end tag over hovedet

Der skal mere til end tag over hovedet, når man arbejder med 'Housing First'-princippet. Vi ved fra både praksis og forskning, at stærke relationer og fællesskaber er afgørende for at kunne skabe sig et godt liv, skriver Hjem til Alle og fem kommuner.

I arbejdet med at støtte den enkelte i at indrette bolig, købe ind og få styr på egen indtægt kan brobygning til relationer og fællesskaber nemt drukne, skriver forfatterne. Arkivfoto.
I arbejdet med at støtte den enkelte i at indrette bolig, købe ind og få styr på egen indtægt kan brobygning til relationer og fællesskaber nemt drukne, skriver forfatterne. Arkivfoto.Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kommuner over hele landet er i fuld gang med at omstille hjemløseindsatsen til Housing First – en tilgang der betyder, at mennesker i hjemløshed mødes med bolig og støtte som en vej ud af hjemløsheden og ind i et bedre liv. 

Det er godt, at omstillingen er i gang, og vi er alle ved at gøre os erfaringer med, hvordan vi arbejder med Housing First lokalt.

Et vigtigt princip, der virker, er, at støtten skal tage afsæt i borgerens drømme, ønsker og behov. Men i arbejdet med at støtte den enkelte i at indrette bolig, købe ind, få styr på indtægt – og måske starte uddannelse eller arbejde – kan brobygning til relationer og fællesskaber nemt drukne.

Det skal undgås, for vi ved fra både praksis og forskning, at stærke relationer – og det at være en del af fællesskaber – har afgørende betydning for at trives og kunne skabe sig et godt liv.

Jagten på basale ting som mad og et sted at sove fylder alt for mennesker, der lever i hjemløshed.

Tina Maria Larsen, Erik Kaastrup-Hansen og Kira West m.fl.

På den baggrund har vi i fem kommuner i samarbejde med Hjem til Alle og med støtte fra Velux Fonden udforsket, hvordan en fællesskabsindsats kan knyttes helt tæt med bolig- og støtteindsatsen for unge. Med vores fælles erfaringer er det blevet mere konkret, hvordan fællesskabsarbejdet kan se ud og blive en del af helheden.

Vi viderefører alle indsatsen i forskelligt omfang efter endt projektperiode, og vi vil gerne dele vores foreløbige erfaringer, så andre kan få glæde af dem.

Fællesskab skal tænkes ind fra start

Jagten på basale ting som mad og et sted at sove fylder alt for mennesker, der lever i hjemløshed. At få de basale ting på plads er essentielt for at få ro til at arbejde med det, man har brug for hjælp til.

Læs også

Men indkøb, rengøring, tider til rusmiddelbehandling og psykiatri kan let fjerne fokus fra menneskelige relationer og fællesskaber. Derfor er det en god idé at tænke fællesskabsindsatsen ind fra start og arbejde systematisk med det.

Erfaringen fra egne kommuner er, at det ikke sker af sig selv. En konkret tilgang i projektet har været, at gøre den ansvarlige for fællesskabsindsatsen til et kendt ansigt for de unge fra starten af.

Tydelig forankring er alfa og omega

Det har været afgørende hos os, at ansvaret er tydeligt placeret og prioriteret med øremærkede ressourcer og kompetencer, eksempelvis i form af en 'fællesskabsvært' som er en del af eller arbejder tæt sammen med bostøtten.

Afsendere
  • Erik Kaastrup-Hansen, direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune.
  • Tina Maria Larsen, centerchef, Center for Sociale Indsatser, Aalborg Kommune.
  • Tina Wahl, socialchef, Faaborg-Midtfyn Kommune.
  • Christine Vendel Jensen, socialchef, Roskilde Kommune.
  • Katrine Ring, faglig direktør, Socialforvaltningen, Københavns Kommune.
  • Kira West, direktør, Hjem til Alle.

Forankring kan se ud på mange måder, og rollen kan varetages i enten kommunen, i boligselskabet eller i for eksempel et frivilligcenter eller en lokal civilsamfundsorganisation.

Helt centralt er det dog, at de medarbejdere, der står for fællesskabsindsatsen, har et tæt samarbejde med de medarbejdere, der står for den individuelle indsats og for boligen.

Målet er, at den fællesskabende indsats ikke leveres på siden af boligen og støtten men i et samspil. Af den grund kan samarbejdet med fordel rammesættes på ledelsesniveau.

Fællesskabsværtens kompetencer og netværk har stor betydning for at lykkes med indsatsen.

En fællesskabsvært skal kunne skabe tillidsfulde relationer til de unge i grupper og i en-til-en-relationer, men skal også have kompetencer i at bygge bro til andre fællesskaber, finde nye veje og se muligheder i lokalmiljøet.

I projektet kom denne erfaring eksempelvis til udtryk, da der i jagten efter et fælleslokale i nærområdet opstod en mulighed for at leje sig ind i et lokale på en uddannelsesinstitution i nabobygningen.

Det førte til et tæt samarbejde og nye forbindelser mellem unge i projektet og de unge på uddannelsen. I et samarbejde mellem skolen, fællesskabsværterne og jobcentret blev der endda oprettet små praktikforløb for de unge i projektet.

Fællesskab i det nære miljø

Der er brug for et sted at samles for at opbygge et fællesskab i det nære miljø.

Dét at komme fra hjemløshed – eller være på kanten til det – betyder ofte, at adgangen til relationer og fællesskaber er svær.

Tina Maria Larsen, Erik Kaastrup-Hansen og Kira West m.fl.

Derfor har der været et forspring for de af os, hvor boligerne har været placeret i tæt forbindelse til fællesskabsarealer eller et ungdomskulturhus.

Derimod er man nødt til at arbejde på andre måder med at skabe forbindelser og adgang til fællesskaber, hvor der er et mere anonymt miljø, eller hvor der er længere mellem bolig og aktiviteter.

Til sidst er det værd at huske på, at dét at komme fra hjemløshed eller være på kanten til det ofte betyder, at adgangen til relationer og fællesskaber er svær, og der skal også være plads til at vælge fællesskabet til og fra efter den enkeltes behov, interesser og dagsform.

Men med vedholdenhed og den rette tilgang, kan vi bygge bro til en tilværelse, der rummer de ingredienser, der er brug for: Bolig og støtte, når livet slår knuder - samt ikke mindst relationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kira West

Formand, Rådet for Social Udsatte, direktør, Hjem til Alle Alliancen
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), diplomuddannelse i ledelse (2012)

Erik Kaastrup-Hansen

Direktør, Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune og næstformand i Kommunale Velfærdschefer
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1992)

Tina Maria Larsen

centerchef, Center for Sociale Indsatser, Aalborg Kommune
socialpædagog, PD i Socialpædagogik, cand.pæd. i pædagogisk sociologi.

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024