Grøn forskning kræver længere bevillinger
Uffe Laursen
JournalistMaria Dannemand
Regeringens kommende grønne forskningsstrategi skal bidrage til at gøre Danmark til et internationalt center for forskning og innovation på det grønne område.
Planen lanceres senere på året i forlængelse af regeringens vision om Danmark som grønt vækstsamfund.
Helge Sander opfordrede på mødet deltagerne til at tænke mere utraditionelt omkring grønne forskningssamarbejder. Ministeren foreslog blandt andet, at virksomheder og universiteter overvejer særlige "klimaalliancer", hvor forskningsråd, universiteter og større virksomheder går sammen om at styrke både forskning og uddannelse på klima- og energiområdet.
Brug for længere bevillinger
Signalet fra videnskabsministeren om øget samarbejde mellem private og offentlige aktører er skam vigtigt, selv om det i vid udstrækning allerede foregår, siger to af deltagerne i rundbordssamtalerne, Frede Blaabjerg, professor og dekan på Aalborg Universitet og Lars Aagaard, vicedirektør i Dansk Energi.
Endnu vigtigere er det derfor, at det nuværende forskningsbevillingssystem bliver mere fleksibelt og langsigtet, siger begge aktører. I hvert fald inden for energiforskningsområdet.