Nyt milliardprojekt skal tiltrække talentmasse

TALENT: Tænketanken ThinkTankTalents præsenterer fredag et forstudie til milliardprojektet Copenhagen Campus – en helt ny bydel i København med 1.500 boliger til udenlandske studerende, forskere og trainees.
Morten Øyen
Fakta
Tænketanken ThinkTankTalent blev grundlagt 1. september 2009 med det formål at skabe debat om manglen på talent i Danmark.

Kilde: http://www.thinktanktalents.dk/
Højtuddannet arbejdskraft er en mangelvare. Sådan lyder det igen og igen fra både erhvervsliv og politikere. Det vil tænketanken ThinkTankTalents gerne imødegå og har derfor udarbejdet et forstudie til et projekt, der skal lokke verdens skarpe hjerner til Danmark - og få dem til at blive:

"Eksperter har længe påpeget, at Danmark mangler talenter, og at det kan blive et alvorligt problem for både vækst og konkurrenceevne, hvis vi ikke bliver bedre til at tiltrække og holde på de kloge hoveder," siger Anette S. Galskjøt fra tænketanken ThinkTankTalents i en pressemeddelelse.

Omfattende byggeprojekt
Med støtte fra en lang række aktører har tænketanken derfor lavet et forstudie på byggeprojektet Copenhagen Campus, der bliver præsenteret på fredag på Carlsberg i Valby med deltagelse af blandt andre videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).

Byggeprojektet vil rumme 1100 kollegieværelser og ca. 400 boliger til forskere og trainess, og anslås at have et budget på omkring 1,8 mia. kr., eksklusiv byggegrunden, som i forstudiet er Carlsbergs gamle bryggerigrunde i Valby.

"Vi tror, at Copenhagen Campus vil understøtte København som vidensby og styrke den uddannelsesmæssige sektor, så vi kan tiltrække og fastholde de skarpeste hjerner fra hele verden. Danmark får dermed en tiltrængt og unik mulighed for at komme i forreste række inden for forskning, udvikling og innovation," siger Vibeke S. Rafaelsen fra ThinkTankTalents i pressemeddelelsen.

Mangler endnu finansiering
Projektet mangler endnu at få finansiering bag sig, og selvom tænketanken har talt med nogle af de store almennyttige fonde, er der endnu ingen konkrete donorer til projektet.

Dog melder der sig en række af aktører, der i hvert fald moralsk bakker op om projektet med at tiltrække dygtige folk til landet. Ikke mindst i videnstunge virksomheder som GN Store Nord og Lundbeck, hvor Per Wold-Olsen begge steder er bestyrelsesformand og støtter op om projektet:

"Det er af stor betydning for de brancher, jeg repræsenterer, at vi også har mulighed for at anvende kvalificeret arbejdskraft fra udlandet," siger Per Wold-Olsen i pressemeddelelsen, hvor også koncernchef i Tryg Forsikring, Stine Bosse, støtter op om projektet.

ThinkTankTalents afholder et sympositum om projektet i anledningen af præsentationen af forstudiet til Copenhagen Campus. Forstudiet er finansieret af Københavns Kommune, Region Hovedstaden, Københavns Universitet, Novo Nordisk A/S, Microsoft Development Center Copenhagen, Saxo Bank A/S og Oticon Fonden.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024